Straks gled en af de lange arme som en slange ned gennem åbningen, og tyve andre sprællede udenfor. Med et øksehug afskar kaptajn Nemo den frygtelige tentakel, der gled og vred sig på trinene.
I det øjeblik, da vi trængte på efter hinanden for at nå op på platformen, svirpede to andre arme i luften og slog ned på den matros der var foran kaptajn Nemo, og løftede ham med uimodståelig voldsomhed.
Kaptajn Nemo udstødte et skrig og styrtede udenfor. Vi andre for i hælene på ham.
Hvilket syn! Den ulykkelige, der var blevet grebet af fangarmen, og fastholdt af dens sugeskåle, svajede i luften efter denne enorme snabels luner. Han rallede, han var ved at kvæles, han skreg: Hjælp! Hjælp! Disse ord, der blev udtalt på fransk, fremkaldte den største forbavselse hos mig! Jeg havde altså en landsmand om bord, måske flere! Dette hjerteskærende råb ville jeg høre hele mit liv!
Den ulykkelige var fortabt. Hvem kunne rive ham ud af dette mægtige greb? Men kaptajn Nemo havde styrtet sig mod blæksprutten, og med et øksehug havde han slået endnu en arm af den. Hans næstkommanderende kæmpede rasende mod andre uhyrer, der kravlede på Nautilus’ sider. Mandskabet kæmpede med øksehug. Canadieren, Conseil og jeg sænkede vore våben dybt ned i de kødfulde masser. En voldsom lugt af moskus gennemtrængte atmosfæren. Det var forfærdeligt.
Et øjeblik troede jeg, at den ulykkelige, der var omslynget af blæksprutten, ville blive revet løs fra det mægtige sug. Af de otte arme var syv blevet hugget over. En eneste vred sig i luften og svang sit offer så let som en fjer. Men i det øjeblik, da kaptajn Nemo og hans næstkomanderende styrtede sig over dyret, udslyngede det en sky af en sortladen væske, som udskiltes af en pose i dens bug. Vi blev blindede af den, og da tågen havde spredt sig, var blæksprutten forsvundet, og med den min ulykkelige landsmand!
Med hvilket raseri jog vi ikke frem mod disse uhyrer! Ingen var længere herre over sig selv. Ti-tolv blæksprutter havde besat platformen og Nautilus’ sider. Vi rullede i et virvar, omgivet af disse afhuggede slangestumper, der skælvede på platformen i strømme af blod og sort blæk. Det var som om disse klæbrige fangarme voksede ud igen ligesom Hydraens hoveder. Gang på gang sank Ned Lands harpun dybt ned i de søgrønne blæksprutteøjne og stak dem ud. Men pludselig blev min dristige kammerat væltet af et uhyre, hvis fangarme han ikke kunne undgå.
Ak, hvordan gik det til, at mit hjerte ikke brast af bevægelse og gru! Blækspruttens frygtelige næb havde åbnet sig over Ned Land. Den ulykkelige ville blive klippet midt over. Jeg styrtede til hjælp. Men kaptajn Nemo var kommet mig i forkøbet. Hans økse forsvandt mellem de enorme kæber, og mirakuløst reddet rejste canadieren sig og stødte sin harpun helt ned i blækspruttens tredobbelte hjerte.
— Jeg skyldte mig selv denne gengældelse! sagde kaptajn Nemo til canadieren.
Ned bukkede let uden at svare.
Denne kamp havde varet et kvarter. Besejrede, lemlæstede, dødeligt sårede overlod uhyrerne os endelig valpladsen og forsvandt under bølgerne.
Rød af blod, stående ubevægelig i nærheden af lanternen så kaptajn Nemo ud over det hav, der havde opslugt en af hans ledsagere, og store tårer løb ned ad hans kinder.
Kapitel 43
Golfstrømmen
Dette frygtelige optrin den 20. april kunne ingen af os nogensinde glemme. Jeg har skrevet om det under indtrykket af en voldsom bevægelse. Siden har jeg genset beretningen derom. Jeg har læst den for Conseil og for canadieren. De har fundet den nøjagtig med hensyn til kendsgerningerne, men utilstrækkelig hvad virkningen angår. Til at male sådanne billeder må man have den berømteste af vore digtere, forfatteren af Havets Arbejdere.
Jeg har sagt, at kaptajn Nemo græd, da han så ud over havet. Hans sorg var umådelig. Det var den anden af sine fæller han havde mistet, siden vi var kommet om bord. Og hvilken død! Knust, kvalt, brudt af en blækspruttes frygtelige arm, sønderrevet af dens jernkæber kunne denne ven ikke komme til at hvile sammen med sine kammerater i Koralkirkegårdens fredelige vande!
Midt i denne kamp var det især dette fortvivlede skrig fra den ulykkelige, der havde skåret mig i hjertet. Denne stakkels franskmand havde glemt sit tillærte sprog og var faldet tilbage til at tale et lands og en moders mål for at udsende en sidste bøn om hjælp! I dette mandskab på Nautilus, der med sjæl og legeme var forbundet med kaptajn Nemo, og ligesom han flygtede for omgang med mennesker, havde jeg dog haft en landsmand! Var han ene om at repræsentere Frankrig i dette mystiske selskab, der åbenbart bestod af individer af forskellige nationaliteter? Det var endnu en af disse uløselige gåder, der uafladeligt steg op for mig!
Kaptajn Nemo vendte tilbage til sit kammer, og i nogen tid så jeg ham ikke mere. Men han måtte være trist, fortvivlet, ubeslutsom hvis jeg kunne dømme derom efter det skib, hvis sjæl han var, og som modtog alle sine påvirkninger fra ham. Nautilus holdt ikke længere nogen bestemt kurs. Den gik, kom, flød som et lig for bølgerne. Dens skrue var blevet befriet, og dog benyttede den sig knap nok af den. Den navigerede på må og få. Den kunne ikke løsrive sig fra skuepladsen for sin seneste kamp, fra dette hav, der havde opslugt en af dem, der hørte til på den!
Således gik ti dage hen. Det blev den 1. maj, inden Nautilus igen tydeligt slog ind på sin rute mod nord, efter at have haft kending af de Lucayiske øer i udmundingen af den store Bahamakanal. Så fulgte vi strømmen i havets største flod, der har sine bredder, sine fisk og sin egen temperatur. Jeg har før omtalt Golfstrømmen.
Det er virkelig en flod, der løber frit, midt i Atlanten, og hvis vande ikke blander sig med oceanets vande. Det er en salt flod, saltere end det omgivende hav. Dens gennemsnitsdybde er tre tusinde fod, dens gennemsnitsbredde tresindstyve mil. På visse steder har dens strøm en hastighed på fire kilometer i timen. Dens vandes uforanderlige mængde er større end vandmængden i alle jordens floder.
Golfstrømmens egentlige kilde, der blev påvist af kaptajn Maury, dens udgangspunkt, om man vil, er bugten ved Gascogne. Der begynder dens vande at samle sig, endnu med svag farve og lav temperatur. Den går ned mod syd, følger Ækvatorialafrika, varmer sine bølger i den hede zones stråler, krydser Atlanten, når Kap San-Roque på Brasiliens kyst, og spalter sig i to grene, hvoraf den ene kommer til havet ved Antillerne for yderligere at mætte sig med dets varme molekyler.
Med det hverv at genoprette ligevægten mellem temperaturerne og blande de tropiske vande med de nordiske vande begynder Golfstrømmen at udføre denne rolle. Stærkt ophedet i Mexicogolfen løber den mod nord mod de amerikanske kyster, videre til Newfoundland, afviger under presset fra den kolde strøm fra Davisstrædet, slår igen ind på ruten gennem oceanet, og idet den på en af klodens storcirkler følger den loxodromiske linie, deler den sig i nærheden af den treogfyrretyvende grad i to arme, hvoraf den ene, hjulpet af passatvinden fra nordøst, igen kommer til bugten ved Gascogne og til Azorerne, og hvoraf den anden efter at have lunet Irlands og Norges kyster fortsætter, for helt på den anden side af Spitzbergen, hvor dens temperatur falder til fire grader, at blive til polens åbne hav.
Det var på denne flod i oceanet Nautilus nu navigerede. Idet Golfstrømmen løber ud af Bahamakanalen er dens hastighed, fjorten mil ude i havet og med en dybde af tre hundrede og halvtreds meter, otte kilometer i timen. Denne hastighed aftager regelmæssigt, efterhånden som strømmen kommer længere mod nord, og det er at ønske, at denne regelmæssighed må vare ved, for hvis, hvad man har troet at bemærke, dens hastighed og dens retning skulle forandre sig, ville de europæiske klimaer blive udsat for forstyrrelser, hvis konsekvenser man ikke kunne beregne.