Henad middag var jeg på platformen sammen med Conseil. Jeg gjorde ham bekendt med enkeltheder angående Golfstrømmen. Da min forklaring var til ende, opfordrede jeg ham til at stikke hænderne i strømmen.
Conseil adlød, og blev meget forbavset over ikke at erfare nogen fornemmelse, hverken af varme eller af kulde.
— Det kommer af, sagde jeg, at temperaturen i Golfstrømmens vande, idet den kommer ud fra Mexicogolfen, kun er lidt forskellig fra blodets temperatur. Denne Golfstrøm er et mægtigt varmeapparat, der tillader Europas kyster altid at smykke sig med grønt. Og hvis man skal tro Maury, kunne denne strøms varme, om den blev helt udnyttet, være nok til at bevare i flydende tilstand en flod af smeltet jern, så stor som Amazonfloden eller Mississipi.
I dette øjeblik var Golfstrømmens hastighed to en kvart meter i sekundet. Denne strøm er så forskellig fra det omgivende hav, at dens komprimerede vande springer frem på oceanet, og der udvikler sig en højdeforskel mellem dem og de kolde vande. Mørke og meget rige på forskellige salte stikker de med deres rene indigo i øvrigt af mod de grønne bølger, der omgiver dem. Klarheden i den linie, der afgrænser dem, er endog sådan, at Nautilus ud for Nord— og Sydcarolina med sin spidse forstavn gennemskar Golfstrømmens bølger, mens dens skrue endnu piskede oceanets.
Denne strøm slæbte en hel verden af levende væsener med sig. Argonauterne, der er så almindelige i Middelhavet, sejlede her i store flokke. Blandt bruskfiskene var de mest bemærkelsesværdige nogle rokker, hvis meget tynde hale omtrent udgjorde en trediedel af kroppen, og som dannede store skjolde, der var femogtyve fod lange; så var der små hajer på en meter, med stort hoved, kort og rundet snude, med skarpe tænder i flere rækker, og hvis krop så ud til at være dækket med skæl.
Blandt benfiskene lagde jeg mærke til de berggylter, der er ejendommelige for disse have, havbrasener, hvis iris strålede som ild, en meter lange umberfisk med stort gab, der strittede af små tænder, og som lod et sagte skrig høre, sorte tangspræl, som jeg allerede har talt om, blå dolfiner, smykket med guld og sølv, papegøjefisk, oceanets sande regnbuer, der i farve kan kappes med de smukkeste tropefisk, hornkvabber med trekantet hoved, blålige pighvarrer uden skæl, paddefisk, dækket med et gult tværbånd, der danner et græsk T, en vrimmel af små kutlinger med brune prikker, lungefisk med sølvhoved og gul hale, forskellige slag laks, multer, der er slanke af krop og stråler med et blidt skær, og som Lacépède har helliget sin elskværdige livsledsagerinde, endelig en smuk fisk, den amerikanske kavaler, der, dekoreret med alle mulige ordener og udmajet med alle slags ordensbånd, besøger strandene hos denne store nation, hvor bånd og ordener ikke er særlig estimerede.
Jeg må tilføje, at om natten kappedes Golfstrømmens fosforescerende vande med det elektriske skær fra vor lanterne, især da i det stormfulde vejr, der ofte truede os.
Den 8. maj var vi endnu ud for Kap Hatteras, på højde med Nord-Carolina. Golfstrømmens bredde er her femoghalvfjerds mil, og dens dybde er to hundrede og ti meter. Nautilus vedblev at strejfe om på lykke og fromme. Alt tilsyn lod til at være bandlyst om bord. Jeg vil indrømme, at under disse omstændigheder kunne en flugt lykkes. De beboede kyster tillod virkelig overalt tilgængelige tilflugtssteder. Havet blev uafladeligt pløjet af de talrige dampere, der går i fart mellem New York eller Boston og Mexicogolfen og nat og dag gen-nemsejlet af de små skonnerter, som besørger kystfarten mellem de forskellige punkter på den amerikanske kyst. Man kunne håbe på at blive samlet op. Det var altså en gunstig lejlighed, trods de tredive mil, der skilte Nautilus fra Staternes kyster.
Men én ærgerlig omstændighed hæmmede absolut canadierens planer. Vejret var meget dårligt. Vi nærmede os de egne, hvor der meget hyppigt er uvejr, dette fædreland for de skypumper og cykloner, hvis ophav netop er Golfstrømmen. At binde an med en ofte oprørt sø i en skrøbelig båd, det ville være den visse undergang. Det indrømmede Ned Land selv. Derfor slog han sig også i tøjret, grebet af en rasende hjemvé, som alene flugten kunne have helbredt.
— Hr. professor, sagde han til mig den dag, dette her må høre op. Jeg vil have talt ud om det. Deres Nemo fjerner sig fra landjorden og sejler igen mod nord. Men jeg kan forsikre Dem, at Sydpolen er nok for mig, og jeg vil ikke med ham til Nordpolen.
— Hvad er der at gøre, Ned, når det i øjeblikket er umuligt at flygte?
— Derfor kommer jeg tilbage til min idé. Det er nødvendigt at tale til kaptajnen. De sagde ikke noget, da vi var i nærheden af Deres land.
Nu, da vi er i nærheden af mit, vil jeg tale. Når jeg tænker på at om nogle dage vil Nautilus være på højde med Nova Scotia, og at der, hen imod Newfoundland, åbner der sig en bred bugt, at i den bugt løber St. Lawrence-floden ud, og at St. Lawrence, det er min egen flod, Quebec, min fødebys, flod, så stiger raseriet op i mig, og håret rejser sig på mit hoved. Hør nu, professor, jeg vil hellere kaste mig i havet! Jeg vil ikke blive her! Jeg bliver kvalt!
Canadierens tålmodighed var åbenbart til ende. Hans kraftige natur kunne ikke vænne sig til dette forlængede fangenskab. Hans ansigt ændredes fra dag til dag. Hans karakter blev mere og mere melankolsk. Jeg kunne fatte hvad han måtte lide, for hjemveen havde også grebet mig. Nærved syv måneder var forløbet, uden at vi havde hørt noget fra landjorden. Kaptajn Nemos isoleren sig, hans ændrede humør, især efter blækspruttekampen, hans tavshed, alt det fik mig desuden til at se tingene fra en anden synsvinkel. Jeg følte ikke mere de første dages begejstring. Man måtte være flamlænder som Conseil for at finde sig i denne situation, i disse omgivelser, der var bestemt for hvaler og andre af havets beboere. Hvis denne rare fyr i stedet for lunger havde haft gæller, tror jeg virkelig han ville have været en storartet fisk.
— Nå, hr. professor, begyndte Ned Land igen, da han opdagede, at jeg ikke svarede.
— Nå, ja, Ned, De vil have at jeg skal spørge kaptajn Nemo, hvad hans hensigter er med os?
— Ja, hr. professor.
— Og det, skønt han allerede har gjort os bekendt med dem?
— Ja, jeg vil gerne vide endelig besked. Tal for mig alene, i mit navn alene, om De vil.
— Men jeg træffer ham sjældent. Han undgår mig ligefrem.
— Det er endnu en grund til at søge at træffe ham.
— Jeg skal nok spørge ham, Ned.
— Hvornår? spurgte canadieren stædigt.
— Når jeg træffer ham.
— Hr. Aronnax, vil De have, at jeg selv skal gå hen og finde ham?
— Nej, lad mig gøre det. I morgen…
— I dag, sagde Ned Land.
— Lad gå. Jeg skal tale med ham i dag, svarede jeg canadieren, der sikket havde ødelagt det hele, hvis han selv havde grebet ind. Jeg blev alene tilbage. Da sagen nu var afgjort, besluttede jeg straks at få det overstået. Jeg holder mere af en ting der er gjort, end en ting der skal gøres.
Jeg vendte tilbage til mit kammer. Derfra kunne jeg høre skridt inde fra kaptajn Nemo. Det gik ikke an at lade denne lejlighed til at træffe ham slippe fra mig. Jeg bankede på hans dør. Jeg fik ikke noget svar. Jeg bankede igen, så drejede jeg håndtaget. Døren åbnede sig. Jeg trådte ind. Kaptajnen var der. Bøjet over sit arbejdsbord havde han ikke hørt mig. Besluttet på ikke at gå uden at have spurgt ham, gik jeg nærmere. Pludselig hævede han hovedet, rynkede brynene og tiltalte mig i en ret bansk tone:
— De her! Hvad vil De mig?
— Tale med Dem, hr. kaptajn.
— Men jeg er optaget, hr. professor, jeg arbejder. Den frihed til isolation, som jeg indrømmer Dem, kan jeg ikke selv have den?