Den modtagelse var lidet opmuntrende. Men jeg var bestemt på at høre alt for at kunne svare på alt.
— Hr. kaptajn, sagde jeg køligt, jeg må tale med Dem om en sag, som jeg ikke har lov til at udsætte.
— Hvilken sag, hr. professor? spurgte han ironisk. Har De gjort en opdagelse, som er undgået min opmærksomhed? Har havet overgivet Dem nye hemmeligheder?
Vi var langt fra at forstå hinanden. Men før jeg havde svaret, viste han mig et manuskript, der lå åbent på hans bord, og sagde i en alvorligere tone:
— Her er, hr. Aronnax, et manuskript på flere sprog. Det indeholder et resumé af mine studier i havet, og, om Gud vil, skal det ikke foregå sammen med mig. Signeret med mit navn, afsluttet med min livshistorie, vil dette manuskript blive indesluttet i et lille synkefrit apparat. Den sidst overlevende af alle om bord på Nautilus vil kaste dette apparat i havet, og det kommer derhen hvor havet bærer det. Denne mands navn! Hans historie skrevet af ham selv! Hans mysterium skulle altså en dag blive afsløret! Men i dette øjeblik så jeg i denne meddelelse kun en indledning til at komme til sagen.
— Hr. kaptajn, svarede jeg, jeg kan kun billige den tanke der har fået Dem til at handle sådan. Frugten af Deres studier bør ikke gå tabt. Men det middel som De bruger, forekommer mig primitivt. Hvem ved hvor vinden blæser det apparat hen, i hvis hænder det falder? Kan De ikke finde på noget bedre? Kan De eller en af Deres mænd ikke…
— Aldrig, hr. professor, afbrød kaptajnen mig hurtigt.
— Men jeg, mine kammerater, vi er parat til at vogte og opbevare dette manuskript, og hvis De giver os friheden…
— Friheden! sagde kaptajn Nemo, idet han rejste sig op.
— Ja, hr. kaptajn, og det er det emne, jeg ville udspørge Dem om. I syv måneder har vi været på Deres skib, og jeg spørger Dem i dag, i mine kammeraters navn, så vel som i mit eget, om det er Deres hensigt at beholde os her altid.
— Hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo, jeg skal svare Dem i dag som jeg svarede Dem for syv måneder siden: Den der træder ind i Nautilus, må ikke mere forlade den.
— Det er ligefrem slaveri De pålægger os!
— Kald det hvad De vil!
— Men en slave beholder alle vegne retten til at genvinde sin frihed! Hvilke midler der end tilbyder sig for ham, vil han tro, at de er gode!
— Hvem nægter Dem denne ret? svarede kaptajn Nemo. Har jeg nogen sinde tænkt på at binde Dem med ed?
Kaptajnen betragtede mig, idet han lagde armene over kors.
— Hr. kaptajn, sagde jeg, endnu en gang at komme tilbage til dette emne vil hverken være efter Deres eller min smag. Men siden vi er begyndt på det, så lad os behandle det udtømmende. Jeg gentager, det er ikke alene min person det drejer sig om. For mig er studierne en hjælp, en mægtig adspredelse, en lidenskab, der kan få mig til at glemme alt. Ligesom De er jeg den der kan leve ukendt, ubemærket, i det skrøbelige håb en dag at efterlade resultatet af mit arbejde til fremtiden ved hjælp af et tvivlsomt apparat, betroet til bølgernes og vindenes luner. Med ét ord, jeg kan beundre Dem, jeg kan uden mishag følge Dem i en rolle, som jeg til en vis grad forstår; men der er dog andre sider i Deres liv, der lader mig ane, at det er omgivet af komplikationer og mysterier, som her kun vi, mine kammerater og jeg, ikke har nogen del i. Og, når vort hjerte har kunnet banke for Dem, bevæget over en af Deres sorger, eller grebet af Deres geniale eller modige handlinger, har vi måttet undertrykke i os selv endog det mindste vidnesbyrd om den sympati, der fødes af synet af hvad der er smukt og godt, hvad enten det kommer fra ven eller fjende. Nu vel! Det er denne følelse af, at vi er fremmede for alt, hvad der angår Dem, der gør vores stilling, selv for mig, til noget uacceptabelt, noget umuligt, men fremfor alt til noget umuligt for Ned Land. Ethvert menneske, alene på grund af at han er et menneske, er værd at man tænker på ham. Har De spurgt Dem selv, hvad kærligheden til friheden, hadet til slaveriet, kan få til at opstå af hævnplaner i en natur som canadierens, hvad han kunne tænke, prøve, forsøge…?
Jeg var blevet tavs. Kaptajn Nemo rejste sig.
— Hvad vedkommer det mig, at Ned Land tænker, prøver, forsøger, alt hvad han vil? Det er ikke mig, der har søgt ham! Det er ikke for min fornøjelses skyld, at jeg beholder ham på mit skib! Med hensyn til Dem, hr. Aronnax, hører De til dem, der kan forstå alt, selv tavsheden. Jeg har intet mere at svare Dem. Lad denne første gang De kommer for at drøfte dette emne, også være den sidste, for kommer De en gang til, vil jeg ikke engang kunne høre på Dem.
Jeg trak mig tilbage. Fra den dag blev vort forhold meget spændt.
Jeg refererede vor samtale til mine to kammerater.
— Nu ved vi, at vi ikke kan vente os noget af denne mand, sagde Ned. Nautilus nærmer sig til Long Island. Vi flygter, hvordan vejret end er.
Men himlen blev mere og mere truende. Det var ganske tydeligt, at det trak op til orkan. Atmosfæren blev hvidlig og mælkeagtig. Efter lette samlinger af cirrusskyer fulgte i horisonten lag af cumulonimbusskyer. Andre lave skyer flygtede hurtigt. Søen blev sværere og svulmede op i lange dønninger. Fuglene forsvandt, undtagen de stormfugle, der holder af uvejr. Barometret faldt betydeligt og angav en stærk dampspænding i luften. Blandingen i vejrglasset opløstes under indflydelse af den elektricitet der mættede atmosfæren. Elementernes kamp var nær.
Uvejret brød ud i løbet af dagen den 18. maj, netop da Nautilus flød på højde med Long Island, nogle mil fra snævringerne ved New York. Jeg kan beskrive denne elementernes kamp, for i stedet for at flygte ned i havets dyb ville katajn Nemo, ledet af et uforklarligt lune, trodse den på dets overflade.
Vinden blæste fra sydvest, i begyndelsen som en stiv kuling, det vil sige med en hastighed af femten meter i sekundet, hvad der blev bragt op på femogtyve meter henad tre om eftermiddagen. Det tal
betyder uvejr.
Urokkelig under vindstødene havde kaptajn Nemo taget plads på platformen. Han havde surret sig fast med et reb om livet for at modstå de vældige bølger, der skyllede over ham. Jeg havde også hejset mig derop og gjort mig fast; min beundring var delt mellem dette uvejr og den uforlignelige mand, der holdt stand mod det.
Det oprørte hav blev fejet af store, forrevne skyer, der dyppede sig i bølgerne. Jeg så ikke mere nogen af de småbølger, der indimellem danner sig ved bunden af de store hulheder. Intet andet end lange, sodfarvede bølger, hvis kam ikke brødes, så kompakte var de. De voksede i højden. De ophidsede hinanden indbyrdes. Nautilus, der snart lå på siden, snart var rejst i vejret som en mast, rullede og duvede rædselsfuldt.
Henad fem faldt en øsende regn, der hverken dæmpede vinden eller søen. Orkanen rasede med en hastighed på femogfyrre meter i sekundet, det vil sige næsten fyrretyve mil i timen. Det er under disse forhold den vælter huse, sprænger døre med tagsten, bryder jerngitre, flytter fireogtyvepunds kanoner. Og dog bekræftede Nautilus, midt i uvejret, disse ord fra en kyndig ingeniør: Der eksisterer ikke noget velkonstrueret skibsskrog, der ikke kan byde havet trods! — Den var ikke en hård klippe som bølgerne ville have brudt ned, den var en stålten, lydig og bevægelig, uden rigning, uden master, og den trodsede uskadt deres raseri.
Imidlertid undersøgte jeg opmærksomt disse løsslupne bølger. De var lige ved femten meter høje med en bredde på hundrede og halvtreds til hundrede og femoghalvfjerds meter, og de forplantede sig med en hastighed på femten meter i sekundet, halvdelen af vindens. Deres volumen og styrke voksede med havets dybde. Nu forstod jeg betydningen af disse bølger, der indeslutter luft i deres flanker og driver den ned til havbunden, som den tilfører liv sammen med ilten. Man har beregnet, at bølgernes højeste tryk kan stige til tre tusind kilogram pr. kvadratfod af den overflade de slår imod. Det er sådanne bølger, der på Hebriderne har flyttet en blok på fireogfirs tusind pund. Det er den slags, som under uvejret den 23. december 1864, efter at have væltet en del af byen Yeddo i Japan, med en fart af syv hundrede kilometer i timen samme dag kom for at brydes mod Amerikas kyster.