Uvejrets heftighed voksede henad aften. Barometret faldt til 710 millimeter, ligesom under en cyklon i 1860 ved Reunion. I skumringen så jeg i horisonten et stort skib, der kæmpede møjsommeligt. Det lå underdrejet for svag kraft for at holde sig på ret køl mod bølgerne. Det måtte være en af rutedamperne fra New York til Liverpool eller le Havre. Den forsvandt snart i skyggen.
Klokken ti om aftenen stod himlen i brand. Atmosfæren var stribet af voldsomme lyn. Jeg kunne ikke udholde deres lysskær, mens kaptajn Nemo betragtede dem med ansigtet vendt imod dem og syntes at indsuge uvejrets sjæl. En frygtelig støj fyldte luften, en sammensat larm, bestående af brudte bølgers brølen, vindens hylen, tordenens brag. Vinden sprang fra det ene verdenshjørne til det andet, og cyklonen, der udgik fra øst, kom tilbage dertil efter at have passeret nord, vest og syd, i modsat retning af de uvejr der drejer rundt på den sydlige halvkugle.
Åh denne Golfstrøm! Den bar med rette sit navn som uvejrenes konge! Det er den, der skaber de frygtelige cykloner ved temperaturforskellen i luftlagene over dens strømninger.
Efter regnen var fulgt en byge af ild. Vanddråberne forvandlede sig til lynende strålebundter. Man kunne have troet, at kaptajn Nemo ønskede sig en værdig død, og stræbte efter at blive ramt af lynet. I en frygtelig duvning rejste Nautilus sin stålsnabel op i luften som stilken af en lynafleder, og jeg så lange gnister springe ud fra den.
Udmattet, ødelagt krøb jeg liggende på maven hen mod lugen. Jeg åbnede den og steg igen ned i salonen. Nu nåede uvejret sin maksimale heftighed. Det var umuligt at holde sig oprejst i det indre af Nautilus.
Kaptajn Nemo kom ned henad midnat. Jeg kunne høre at reservoirerne blev fyldt, og Nautilus gik blidt ned under bølgernes overflade.
Gennem salones utildækkede vinduer så jeg store forskræmte fisk, der passerede som spøgelser gennem de brændende vande. Nogle af dem blev ramt af lynet for øjnene af mig!
Nautilus gik stadig nedad. Jeg tænkte at den nok ville genfinde roligheden i en dybde af femten meter. Nej. De øverste lag var alt for voldsomt oprørte. Freden måtte søges hele halvtreds meter nede i havets skød. Men der! Hviken ro, hvilken stilhed, hvilke fredelige omgivelser! Hvem skulle have troet, at en frygtelig orkan nu rasede på dette oceans overflade?
Kapitel 44
På 47° 24 bredde og 17° 28 længde
Efter dette uvejr var vi blevet kastet mod øst. Alt håb om at slippe i land nær New York eller St. Lawrence-floden svandt hen. Den stakkels Ned var fortvivlet og isolerede sig ligesom kaptajn Nemo. Conseil og jeg forlod ikke mere hinanden.
Jeg har sagt, at Nautilus havde fjernet sig mod øst. Det havde været nøjagtigere at sige nordøst. I nogle dage flakkede den om, snart på havoverfladen, snart under den, omgivet af disse tåger, der er så frygtelige for de søfarende. De skyldes hovedsagelig isens smelten, der vedligeholder stor fugtighed i atmosfæren. Hvor mange skibe er ikke gået tabt i disse farvande, når de ville undersøge kystens usikre lys! Hvor mange ulykker skyldes ikke disse uigennemtrængelige tåger! Hvor mange grundstødninger er ikke sket på disse rev, hvis brænding bliver overdøvet af vindens susen! Hvor mange sammenstød er der ikke sket mellem fartøjer, trods deres signalfløjters og deres alarmklokkers advarsler!
Derfor frembød bunden af disse have synet af en slagmark, hvor endnu alle de, der var blevet overvundet af oceanet, lå; nogle gamle og allerede tilgroede; andre nye og genspejlende skæret fra vor lanterne på deres jernbeslag og deres kobberforhudning. Hvilke fartøjer, tabt med mand og mus, med deres mandskab, deres verden af emigranter, var der ikke blandt dem, på de farlige punkter, angivet i statistikkerne, — Kap Race, St. Paul-Øen, Belle-lsle-Strædet, St. Lawrenceflodens munding! Og hvor mange ofre er der ikke, blot i nogle få år, kommet ind i disse sørgelige annaler fra dampskibslinierne Royal Mail, Inmann og Montreal — Solway, Isis, Paramatta, Hungarian, Canadian, Anglo-Saxon, Humboldt, United-States, alle strandede, Arctic, Lyonnais, sænkede ved påsejling, Præsident, Pacific, City of Glasgow, forsvundne af ukendte årsager, sørgelige vragstumper, som Nautilus sejlede midt imellem, som om den holdt mønstring over de døde.
Den 15. maj var vi ved det sydligste punkt af Newfoundslandsbanken. Denne banke er et produkt af marine aflejringer, en betydelig ophobning af organiske rester, hidført enten fra ækvator af Golfstrømmen, eller fra Nordpolen af den koldtvandsstrøm, der løber langs den amerikanske kyst. Der opdynges også de vandreblokke, der transporteres af isbjegene. Der er opstået en mægtig knokkelhob efter fisk, bløddyr eller zoofyter, der omkommer her i milliardvis.
Havdyhden er ikke betydelig ved Newfoundlandsbanken. Højst nogle hundrede favne. Men mod syd udhules pludselig en dyb sænkning, et hul på tre tusind meter. Der udvider Golfstrømmen sig. Dens vande breder sig ud. Den taber i hastighed og temperaturen daler, men den bliver til et hav.
Blandt de fisk, som Nautilus skræmte på sin færd, skal jeg nævne en én meter lang stensuger, der, med sort ryg og gul bug, giver sine slægtninge et lidet fulgt eksempel på ægteskabelig troskab, en stor unernack, en slags smaragdgrøn muræne, der smager udmærket, karrakker med store øjne og et hoved, der har nogen lighed med et hundehoved, tangspræl, der er levendefødende ligesom slanger, kutlinger eller sorte grundlinger på to decimeter, makrurer med lang hale, strålende med sølvagtigt skær, hurtige fisk, på eventyr langt fra de højnordiske have.
Nettene samlede også en modig, dristig, kraftig, muskuløs fisk op, som var bevæbnet med pigge på hovedet og brodder på finnerne, en veritabel skorpion på to-tre meter, en lidenskabelig fjende af tangspræl, torsk og laks; det var de nordlige haves ulk, med knudret brun krop og røde finner. Fiskerne på Nautilus havde noget besvær med at bemægtige sig dette dyr, der takket være bygningen af sine gællespalter bevarer sine åndedrætsorganer fra den udtørrende kontakt med atmosfæren og kan leve nogen tid uden for vandet.
Nu kan jeg — for fuldstændighedens skyld — nævne nålefiskene, små fisk, der ledsager skibene i de nordlige have, spidssnudede skaller, der er særegne for Nordatlanten, havtudser, og jeg kommer så til toskene, især arten kabliau, som jeg overraskede i dens foretrukne vande, på denne uudtømmelige Newfoundlandsbanke.
Man kan sige, at disse fisk er bjergfisk, for Newfoundland er blot et undersøisk bjerg. Da Nautilus banede sig vej gennem deres tætte falankser, kunne Conseil ikke tilbageholde denne bemærkning:
— Det der! Torsk! sagde han. Men jeg troede, at torskene var flade som isinger eller søtunger?
— Naive sjæl! udbrød jeg. Torskene er kun flade hos urtekræmmeren hvor man viser dem åbne og udfoldede. Men i vandet er det tenformede fisk ligesom multerne, og de er på fuldkommen vis bygget til at bevæge sig i vandet.
— Jeg vil gerne tro herren, svarede Conseil. Hvilken sværm, hvilken myretue!
— Åh, min ven, der ville være endnu flere, hvis der ikke var deres fjender, havtudserne og menneskene! Ved du, hvor mange æg man har talt i en enkelt hun?