— Lad os tage munden fuld, svarede Conseil. Fem hundred tusind.
— Elleve millioner, min ven.
— Elleve millioner! Se, det vil jeg nu aldrig indrømme, medmindre jeg selv tæller dem.
— Tæl dem, Conseil. Men det bliver hurtigere for dig at tro mig. Det er for resten i tusindvis, franskmændene, englænderne, amerikanerne, danskerne, nordmændene fisker torsk. Man fortærer dem i rigelige mængder, og uden deres forbavsende frugtbarhed ville de snart dø ud i disse have. Blot i England og Amerika er således fem tusind skibe, bemandet med femoghalvfjerds tusind mænd, beskæftiget med torskefiskeri. Hvert skib indbringer i gennemsnit fyrretyve tusind fisk, i alt femogtyve millioner. På Norges kyster er det samme tilfældet.
— Vel, svarede Conseil, så stoler jeg på herren. Jeg lader være at tælle dem.
— Hvad for noget?
— De elleve milioner æg. Men der er noget, jeg gerne vil sige.
— Hvad da?
— Det er, at hvis alle æggene blev udklækket, ville fire torsk være nok til at ernære England, Amerika og Norge!
Mens vi strejfede bunden på Newfoundlandbanken, kunne jeg helt tydeligt se de lange liner, besat med to hundrede fiskekrage, som hver båd røgter i dusinvis af. Hver line, der blev slæbt af sted ved hjælp af et lille dræg i den ene ende, blev holdt oppe på overfladen af et reb, der var fæstet på en bøje af kork. Nautilus måtte manøvrere snildt midt i dette undersøiske net.
For øvrigt blev den ikke længe i disse befærdede egne. Den gik helt op mod den toogfyrretyvende breddegrad. Det var på højde med Newfoundlands St. Johns og med Heart's Content, hvor det transatlantiske kabels yderste ende var.
I stedet for at vedblive at sejle mod nord, tog Nautilus retning mod øst, som om den ville følge Telegrafplateauet, hvorpå kablet hviler, og hvis relief mangfoldige sonderinger har gengivet med den yderste nøjagtighed.
Det var den 17. maj, ca. fem hundrede mil fra Heart’s Content, på to tusind, otte hundrede meters dybde, jeg opdagede kablet, der lå på bunden. Conseil, som jeg ikke havde sagt noget til om det, tog det straks for en kæmpemæssig havslange, og skulle til at klassificere den efter sin sædvanlige metode. Men jeg bragte den værdige unge mand ud af hans vildfarelse, og for at trøste ham over hans skuffelse fortalte jeg ham forskellige enkeltheder om kablets nedlæggelse.
Det første kabel blev anlagt i løbet af årene 1857 og 1858; men efter at have overført omtrent fire hundrede telegrammer, holdt det op at fungere. I 1863 anlagde ingeniørerne et nyt kabel, der målte tre tusind, fire hundrede kilometer, og vejede fire tusind, fem hundrede tons, og som blev indskibet på Great Eastern. Dette forsøg strandede også.
Men nu, den 25. maj, var Nautilus neddukket i tre tusind, otte hundrede, seksogtredive meters dybde, nøjagtigt på det sted, hvor det brud opstod, der ødelagde foretagendet. Det var seks hundrede, otteogtredive mil fra Irlands kyst. To timer efter middag opdagede man, at forbindelsen med Europa lige var blevet afbrudt. Skibets elektrikere besluttede at hugge kablet over, før de fiskede det op, og klokken elleve om aftenen havde de gjort det beskadigede stykke i stand. Man lavede en splejsning og en pakning; så blev kablet sænket ned igen. Men nogle dage senere sprængtes det igen, og man kunne ikke få fat på det i oceanets dyb.
Amerikanerne tabte ikke modet. Den dristige Cyrus Field, som var foretagendets ophavsmand, og som satte hele sin formue ind på det, opfordrede til en ny tegning af bidrag. Listen blev straks overtegnet. Et nyt kabel blev anbragt under de bedste forhold. Isolerede i et hylster af guttaperka var bundtet af ledende tråde beskyttet af et lag af tekstiler, indesluttet i en forstærkning af metal. Great Eastern stak til søs igen den 13. juli 1866.
Foretagendet forløb godt. Dog skete der noget undervejs. Elektrikerne opdagede flere gange, når de var ved at afrulle kablet, at der nylig var blevet slået søm deri, med det formål at beskadige koren. Kaptajn Anderson, hans officerer og ingeniører holdt møde, forhandlede, og bekendtgjorde at hvis den skyldige blev overrasket ombord, ville han uden videre blive kastet i havet. Derefter blev det forbryderiske forsøg ikke mere gentaget.
Den 23. juli var Great Eastern ikke mere end otte hundrede kilometer fra Newfoundland, da man fra Irland telegraferede til den, at der var sluttet våbenstilstand mellem Preussen og Østrig efter slaget ved Køniggrätz. Den 27. pejlede den Heart’s Contents havn gennem tåger. Foretagendet var lykkeligt bragt til ende, og i sin første depeche henvendte det unge Amerika til det gamle Europa disse kloge ord, der så sjældent er blevet forstået: Ære være Gud i himlen, og fred med de mennesker, i hvem der er god vilje.
Jeg ventede ikke at finde det elektriske kabel i dets primitive stand, sådan som det var, da det gik ud fra værkstedet. Den lange slange, der var dækket af stumper af konkylier og strittede af foraminiferer, havde fået en skorpe af en stenet masse, der beskyttede den mod borende bløddyr. Den hvilede roligt, i læ for havets bevægelser, og under et tryk, der var gunstigt for oversendelsen af den elektriske gnist, der går fra Amerika til Europa på toogtredive hundrededele af et sekund. Dette kabels holdbarhed vil utvivlsomt være uendelig, for man har iagttaget, at guttaperkahylstret bliver stærkere af opholdet i havvand.
På dette plateau, der er så heldigt valgt, er kablet intetsteds sænket til sådanne dybder, at det kan sprænges. Nautilus fulgte det lige til dets laveste sted, beliggende fire tusinde, fire hundrede og énogtredive meter nede, og der lå det endnu, uden at være udsat for noget træk. Så nærmede vi os det sted, hvor ulykken i 1863 havde fundet sted.
Oceanets bund dannede der en ét hundrede og tyve kilometer bred dal, hvorpå man kunne have stillet Mont Blanc, uden at dens top ragede op over bølgernes overflade. Denne dal er lukket mod øst af en lodret mur på to tusind meter. Vi kom dertil den 28. maj, og Nautilus var ikke mere end halvandet hundrede kilometer fra Irland.
Ville kaptajn Nemo gå op igen for at få landkending af de Britiske Øer? Nej. Til min store overraskelse sejlede han atter ned mod syd og kom igen i nærheden af de europæiske have. Da vi sejlede omkring Smaragdøen, så jeg et øjeblik Kap Clear og lyset fra Fastenet, der lyser for de tusinder af skibe, der går ud fra Glasgow og Liverpool.
Et vigtigt spørgsmål dukkede op. Ville Nautilus vove at trænge ind i Kanalen? Ned Land, der havde vist sig igen, da vi nærmede os land blev ved at spørge derom. Hvordan skulle jeg svare ham? Kaptajn Nemo var stadig usynlig. Ville han, efter at have ladet canadieren skimte Amerikas strande, nu vise mig Frankrigs kyster?
Imidlertid sejlede Nautilus stadig længere mod syd. Den 30. maj sejlede den, med Land’s End inden for synsvidde, mellem Englands yderste punkt og Scillyørne, som den passerede til styrbord. Hvis han ville ind i Kanalen, måtte han tage ruten lige mod øst. Det gjorde han ikke.
Hele dagen den 31. maj sejlede Nautilus på havoverfladen i en række cirkler, der i høj grad pirrede min nysgerrighed. Det lod til at den søgte efter et sted, som den havde noget besvær med at finde. Ved middagstid kom kaptajn Nemo selv for at gøre sit bestik. Han henvendte ikke et ord til mig. Han forekom mig mere melankolsk end nogensinde. Hvem kunne gøre ham så trist? Var det fordi han var nær ved de europæiske strande? Kom han igen til at tænke på det land han havde forladt? Hvad følte han så? Samvittighedsnag eller savn? Denne tanke optog mig længe, og jeg havde ligesom en forudanelse af, at tilfældet inden længe ville forråde kaptajnens hemmeligheder.