Den næste dag, den 1. juni, fortsatte Nautilus på samme måde. Det var tydeligt, at den søgte at genfinde et bestemt sted i oceanet. Kaptajn Nemo kom op for at tage solhøjden, sådan som han havde gjort den foregående dag. Havet var smukt, himlen ren. Otte mil mod øst aftegnede et stort dampskib sig i horisonten. Intet flag vajede fra dets gaffel, og jeg kunne ikke fastslå dets nationalitet.
Nogle minutter før solen passerede meridianen tog kaptajn Nemo sin sekstant, og foretog observationen med den yderste præcision. Havets absolutte ro lettede ham arbejdet. På den ubevægelige Nautilus mærkede man hverken rullen eller duvning.
I det øjeblik var jeg på platformen. Da hans forehavende var endt, udtalte kaptajnen disse få ord:
— Det er her!
Han gik ned gennem lugen. Havde han set det skib der nu ændrede sin kurs, og syntes at komme nærmere til os? Jeg kunne ikke sige det. Jeg kom igen ind i salonen. Lugen blev lukket, og jeg hørte vandets susen i reservoirerne. Nautilus begyndte at gå ned, idet den fulgte en lodret linie; thi dens standsede skrue overførte ikke længere nogen bevægelse.
Nogle minutter senere standsede den i en dybde af otte hundrede, treogtredive meter, og hvilede så på bunden.
Da blev der slukket i salonens lysende loft, lugerne blev åbnet, og gennem ruderne så jeg i en halv mils omkreds havet stærkt oplyst af lanternens stråler.
Jeg så ud til bagbord, og jeg så intet andet end de rolige vandes uendelighed.
Til styrbord viste der sig på bunden en stor forhøjning, der tiltrak sig min opmærksomhed. Det så ud som vragrester begravet under en opdyngning af hvidlige konkylier, som under et snelag. Da jeg opmærksomt undersøgte denne masse, troede jeg at genkende de sammenfaldne former af et skib, der var berøvet sine master og måtte være sænket forfra. Denne ulykke hidrørte sikkert fra en længst forsvunden tid. For således at blive overgroet med vandets kalk måtte dette vrag have tilbragt mange år på oceanets bund.
Hvad var det for et skib? Hvorfor kom Nautilus for at besøge dets grav? Var det da ikke et skibbrud, der havde slæbt dette fartøj ned under havet?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke, da jeg nær ved mig hørte kaptajn Nemo sige ganske langsomt:
— Tidligere hed dette skib Marseillais. Det førte fireoghalvfjerds kanoner, og blev søsat i 1762. Den 13. august 1778 kæmpede det, kommanderet af La Poype-Vertrieux, dristigt mod Preston. Den 4. juli 1779 hjalp det sammen med admiral d’Estaings eskadre ved indtagelsen af Grenada. Den 5. september 1781 tog den del i grev de Grasses kamp i Chesapeakebugten. I 1794 forandrede den franske republik dets navn. Den 16. april samme år sluttede det sig i Brest til Villaret-Joyeuses eskadre, med det hverv at eskortere en konvoj med hvede, der kom fra Amerika under admiral van Stabels kommando. Den 11. og den 12. prairial år II mødte denne eskadre de engelske skibe. Hr. professor, det er i dag den 13. prairial, den 1. juni 1868. Der er gået fireoghalvfjerds år, dag for dag, på selve dette sted på 47° 24 bredde og 17° 28 længde, siden dette skib, efter en heroisk kamp, berøvet sine tre master, med vand i sine magasiner, med en trediedel af sin besætning ukampdygtig, foretrak at gå til bunds med sine tre hundrede seksoghalvtreds sømænd fremfor at overgive sig, og, efter at have naglet sit flag til sin agterstavn, forsvandt under bølgerne med råbet: Leve republikken!
— Vengeur! udbrød jeg.
— Ja, hr. professor. Vengeur — Hævneren! Et smukt navn! mumlede kaptajn Nemo og lagde armene over kors.
Kapitel 45
En Hekatombe
Denne måde at tale på, det uforudsete i dette optrin, denne historie om det patriotiske skib, først da den blev fortalt, så den bevægelse, hvormed denne mærkelige personlighed havde udtalt sine sidste ord, dette navn Vengeur, hvis betydning jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til, alt dette forenede sig om at gøre et dybt indtryk på mig. Mit blik forlod ikke mere kaptajnen. Med hænderne udstrakt mod havet og brændende øjne betragtede han det hæderfulde vrag. Måske skulle jeg aldrig få at vide hvem han var, hvorfra han kom, hvor han gik hen, men jeg så mere og mere mennesket træde frem fra videnskabsmanden. Det var ikke nogen almindelig misantropi, der havde lukket kaptajn Nemo og hans fæller inde om bord på Nautilus, men et unaturligt eller ophøjet had, som tiden ikke kunne svække.
Søgte dette had endnu efter hævn? Fremtiden skulle snart vise mig det.
Imidlertid steg Nautilus langsomt op mod havoverfladen, og lidt efter lidt så jeg Vengeurs uklare former forsvinde. Snart angav en let rullen mig, at vi flød under åben himmel.
I dette øjeblik hørtes en dump detonation. Jeg betragtede kaptajnen. Kaptajnen rørte sig ikke.
— Hr. kaptajn? sagde jeg.
Han svarede ikke.
Jeg forlod ham og steg op på platformen. Conseil og canadieren var der allerede.
— Hvorfra kommer den detonation? spurgte jeg.
— Fra et kanonskud, svarede Ned Land.
Jeg så i retning af det skib, som jeg havde opdaget. Det havde nærmet sig til Nautilus, og man kunne se, at det satte dampen op. Seks mil skilte det fra os.
— Hvad er det for et skib, Ned?
— Efter dets rigning, efter dets lave master, svarede canadieren, ville jeg holde på at det er et krigskib. Kunne det bare komme her og, om det skal være, sænke den forbandede Nautilus!
— Kære Ned, svarede Conseil, hvad ondt kan det gøre Nautilus? Vil det angribe den under bølgerne? Vil det skyde den med kanoner på havets bund?
— Sig mig, Ned, spurgte jeg, kan De finde ud af dette fartøjs nationalitet?
Canadieren rynkede panden, sænkede sine øjenlåg, kneb øjnene sammen i krogene og stirrede i nogle øjeblikke på skibet med hele sin synsstyrke.
— Nej, hr. professor, svarede han. Jeg kan ikke se hvilken nation det hører til. Dets flag er ikke hejst. Men jeg kan bekræfte, at det er et krigsskib, for en lang vimpel folder sig ud i den øverste ende af stormasten. I et kvarters tid blev vi ved at iagttage fartøjet, som styrede hen imod os. Jeg kunne dog ikke antage, at han havde opdaget Nautilus på den afstand, endnu mindre, at han vidste hvad det var for en undervandsmaskine.
Snart efter meddelte canadieren mig, at dette fartøj var et stort krigsskib, med spids forstavn, en pansret todækker. En tyk sort røg kom ud af dens to skorstene. Dens beslåede sejl faldt sammen med ræernes linie. Dens agterstavn bar ikke noget flag. Endnu gjorde afstanden det umuligt at skelne farverne af dens vimpel, der stod ud som et smalt bånd.
Det sejlede hurtigt fremad. Hvis kaptajn Nemo lod det nærme sig, ville en mulighed for at blive reddet tilbyde sig for os.
— Hr. professor, sagde Ned Land til mig, om det fartøj passerer os i en mils afstand, så springer jeg i havet, og jeg opfordrer Dem til at gøre som jeg.
Jeg svarede ikke på canadierens forslag, og jeg vedblev at betragte skibet, der tonede frem for vore øjne. Hvad enten det var engelsk, fransk, amerikansk eller russisk var det sikkert, at det ville tage imod os, om vi kunne nå om bord på det.
— Herren vil nok huske på, sagde nu Conseil, at vi har nogen erfaring i svømning. Herren kan hvile sig på mig og blive bugseret hen til det skib, hvis det passer herren at følge vores ven Ned.
Jeg skulle lige til at svare, da en hvid damp sprang frem i krigsskibets forstavn. Nogle sekunder senere overstænkedes Nautilus’ agterstavn af vand, der var sat i bevægelse af et tungt legemes fald. Lidt efter ramte en detonation mit øre.