— Hvad er det? De skyder på os! udbrød jeg.
— Flinke folk! mumlede canadieren.
— De tager os altså ikke for skibbrudne, der klynger sig til et vrag!
— Hvis herren ikke har noget imod det… Nåda, sagde Conseil, idet han rystede det vand af sig, som en ny kugle havde fået til at stænke op på ham. — Hvis herren ikke har noget imod det, så har de genkendt narhvalen, og det er narhvalen de skyder på med deres kanon.
— Men de bør dog kunne se, udbrød jeg, at det er mennesker de har at gøre med.
— Det er måske netop derfor! svarede Ned Land, idet han så på mig. Pludselig stod det hele mig klart. Nu vidste man uden tvivl hvad man havde at holde sig til med hensyn til det formodede uhyre. Da det stødte sammen med Abraham Lincoln, da canadieren ramte det med sin harpun, havde kaptajn Farragut uden tvivl erkendt, at narhvalen var en undervandsbåd, der var farligere end en unaturlig stor hval.
Ja, således måtte det være, og uden tvivl forfulgte man nu på alle have den frygtelige ødelæggelsesmaskine.
Virkelig frygtelig, hvis kaptajn Nemo, som man kunne formode, brugte Nautilus til en hævnakt! Havde han ikke angrebet et eller andet skib, i den nat, da han, midt i det Indiske Ocean, lukkede os inde i cellen? Havde den mand, der nu var begravet på Koralkirkegården, ikke været offer for et sammenstød, der var provokeret af Nautilus? Jo, jeg gentager det. Det måtte være således. Noget af kaptajn Nemos mystiske eksistens var ved at afsløre sig. Og om end hans identitet ikke var erkendt, så jagede de nationer, der havde sluttet sig sammen imod ham, ikke længere et kimærisk væsen, men et menneske, der havde svoret dem et uforsonligt had!
Hele denne frygtelige fortid stod for mine øjne. I stedet for at møde venner på det skib, der nærmede sig, kunne vi dér kun finde skånselsløse fjender.
Imidlertid blev kuglerne talrigere omkring os. Nogle mødte havoverfladen og rikochetterede for at gå tabt i betydelige afstande. Men ingen ramte Nautilus.
Panserskibet var nu ikke mere end tre mil borte. Trods den voldsamme kanonade viste kaptajn Nemo sig ikke på platformen. Og dog ville en af disse kegleformede kanonkugler, der på normal måde ramte Nautilus’ skrog, have været skæbnesvanger for ham.
Nu henvendte canadieren sig til mig:
— Professor, vi bør forsøge alt for at komme ud af denne kritiske situation. Lad os give signal! For tusind djævle! Man vil måske forstå, at vi er hæderlige mennesker!
Ned Land tog sit lommetørklæde frem for at vifte med det. Men næppe havde han udfoldet det, før han, slået ned af en jernhånd, trods sin enorme styrke faldt om på broen.
— Elendige, råbte kaptajnen, vil du da have at jeg skal spigre dig fast på Nautilus’ forstavn, før den går løs på det skib!
Kaptajn Nemo var frygtelig at høre på, og det var endnu frygteligere at se på ham. Hans ansigt var blegnet under krampetrækninger i hans hjerte, der et øjeblik var hørt op at banke. Hans pupiller havde trukket sig skrækindjagende sammen. Han talte ikke mere, han brølede. Med kroppen lænet fremad stod han og vred skuldrene om på canadieren. Så gav han slip, og idet han vendte sig imod krigsskibet, hvis kugler regnede omkring ham, råbte han med sin mægtige stemme:
— Åh, du ved hvem jeg er, skib fra en forbandet nation! Jeg har ikke brug for dit flag for at genkende dig! Se her! Jeg skal vise dig mit!
Og i platformens forstavn udfoldede kaptajn Nemo et sort flag, der lignede det han allerede havde plantet på Sydpolen.
I dette øjeblik ramte en kanonkugle Nautilus’ skrog på skrå uden at beskadige det, passerede efter rikochettering tæt forbi kaptajnen, og gik ned i havet. Kaptajn Nemo trak på skuldrene. Så sagde han kort, henvendt til mig:
— Gå ned, De og Deres ledsagere, gå ned!
— Hr. kaptajn, råbte jeg, vil De virkelig angribe det skib?
— Hr. professor, jeg skal lige til at sænke det.
— Det vil De da ikke gøre?
— Det vil jeg, svarede kaptajn Nemo koldt. Vov ikke på at dømme mig, hr. professor. Skæbnen viser Dem, hvad De ikke burde se. Angrebet er kommet. Svaret vil blive frygteligt. Gå ned.
— Hvad er det for et skib?
— Det ved De ikke? Så meget des bedre! Dets nationalitet vil i hvert fald forblive en hemmelighed for Dem. Gå ned.
Canadieren, Conseil og jeg kunne ikke gøre andet end adlyde. Fjorten-femten af Nautilus’ matroser omgav kaptajnen og betragtede med en uforsonlig følelse af had dette skib, der sejlede frem imod dem. Man kunne mærke, at den samme inspirerede hævnlyst opildnede alle sjæle.
Jeg gik ned i det øjehlik, da endnu et nyt projektil ridsede Nautilus’ skrog, og jeg hørte kaptajnen råbe:
— Slå til, vanvittige skib! Spar ikke på dine unyttige kugler! Du skal ikke undslippe fra Nautilus’ spyd. Men det er ikke på dette sted, du skal gå til grunde! Jeg vil ikke have, at dine ruiner skal blandes sammen med resterne af Vengeur!
Jeg nåede igen til mit kammer. Kaptajnen og hans næstkommanderende var blevet oppe på platformen. Skruen blev sat i gang. Nautilus fjernede sig i hast og kom uden for skibets skudvidde. Men forfølgelsen vedblev, og kaptajn Nemo nøjedes med at holde afstanden.
Da jeg henad fire om eftermiddagen ikke kunne beherske den utålmodighed og uro der pinte mig, gik jeg igen hen imod den centrale trappe. Lugen var åben. Jeg dristede mig op på platformen. Der gik kaptajnen stadig rundt med rastløse skridt. Han betragtede skibet, der lå fem-seks mil tilbage i læ. Han drejede omkring det som et vildt dyr, og idet han lokkede det mod øst lod han sig forfølge. Dog angreb han ikke. Måske tøvede han endnu?
Jeg ville endnu en gang skride ind. Men jeg havde knap nok spurgt kaptajn Nemo, før han pålagde mig tavshed, idet han sagde:
— Jeg er retten, jeg er retfærdigheden! Jeg er den undertrykte, og der er undertrykkeren! Det er hans skyld, at jeg har set alt gå til grunde, alt, hvad jeg har haft kært, elsket, agtet, fædreland, hustru, børn, min fader, min moder! Alt hvad jeg hader, er der! Ti!
Jeg kastede et sidste blik hen imod krigsskibet, der satte dampen op. Derpå sluttede jeg mig igen til Ned og Conseil.
— Vi flygter! udbrød jeg.
— Vel, sagde Ned. Hvad er det for et skib?
— Jeg ved det ikke. Men hvad det end er, vil det blive sænket før det er nat. I hvert fald er det bedre at gå til grunde med det, end at blive gjort til medskyldige i hævnakter, hvis retfærdighed man ikke kan måle.
— Det er min mening, svarede Ned Land koldt. Lad os vente til det bliver nat.
Natten kom. En dyb tavshed herskede om bord. Kompasset viste, at Nautilus ikke havde ændret sin kurs. Jeg kunne høre dens skrues banken, idet den slog mod vandet i hurtig takt. Den holdt sig på havoverfladen, og en let rullen førte den snart til den ene side, snart til den anden.
Mine kammerater og jeg havde besluttet at flygte, i det øjeblik da skibet var tilstrækkelig nær til, at man enten kunne høre os eller se os, for månen skinnede, og ville være fuld om tre dage. Hvis vi ikke kunne forhindre det angreb der truede dette skib, kunne vi i det mindste, når vi først var om bord i det, gøre alt hvad omstændighederne ville tillade os at forsøge. Flere gange troede jeg, at Nautilus gjorde sig parat til angrebet. Men den nøjedes med at lade sin modstander komme nærmere, og lidt efter genoptog den sin flugt.