En del af natten gik hen, uden at der skete noget. Vi talte kun lidt sammen, for vi var alt for urolige. Ned Land ville have styrtet sig i havet. Jeg tvang ham til at vente. Efter min mening måtte Nautilus angribe todækkeren på havoverfladen, og så ville det ikke alene være muligt, men let at flygte.
Klokken tre om morgenen steg jeg med ængstelse op på platformen. Kaptajn Nemo havde ikke forladt den. Han stod rank i forstavnen nær ved sit flag, som en let brise udfoldede over hans hoved. Han slap ikke skibet af syne. Hans blik, der var af overordentlig styrke, syntes at tiltrække det, at fortrylle det, at hale det med, endnu sikrere; end om han havde haft det på slæb!
Nu passerede månen meridianen. Jupiter stod op i øst. Midt i denne fredelige natur var himlen og havet lige rolige, og havet tilbød nattens stjerne det skønneste spejl, der nogensinde havde tilbagekastet dens billede.
Og når jeg tænkte på denne elementernes dybe ro, sammenlignet med al den vrede, der ulmede imellem den ubegribelige Nautilus’ sider, følte jeg hele mit væsen skælve.
Skibet holdt sig to mil fra os. Det havde nærmet sig, idet det stadig sejlede hen mod det fosforescerende skær, der var tegn på Nautilus’ tilstedeværelse. Jeg kunne se dets positionslys, grønt og rødt, og dets hvide lanterne, der var ophængt højt i stormastens stag. Et svagt genskær oplyste dets rigning, og viste at der blev fyret til overmål. Et fyrværkeri af gnister, slagger af antændt kul, slap ud af skorstenene og var som stjerner i atmosfæren.
Således blev jeg deroppe lige til seks om morgenen, tilsyneladende uden at kaptajn Nemo havde opdaget mig. Skibet lå halvanden mil bagved os, og med det første dagslys begyndte dets kanonade igen. Det øjeblik kunne ikke være fjernt, da mine kammerater og jeg, idet Nautilus angreb sin modstander, for bestandig ville forlade den mand, som jeg ikke vovede at dømme.
Jeg belavede mig på at gå ned for at forberede dem, da næstkommanderende steg op på platformen. Flere matroser ledsagede ham. Kaptajn Nemo så dem ikke, eller ville ikke se dem. Der blev taget visse forholdsregler, som man kunne kalde at gøre» klart skib til kamp«. De var ganske simple. Det stræktov, der dannede balustrade omkring platformen, blev sænket. Ligeledes blev lanternens og rorgængerens bure rykket ned i skroget, så de lige var i niveau med det. Den lange stålcigars overflade havde ikke mere et eneste fremspring, der kunne genere dens manøvre.
Jeg kom tilbage til salonen. Nautilus var stadig på overfladen. Nogle af de tidlige lysglimt sivede ned i vandet. Under visse af bølgernes bevægelser oplivede ruderne af skær af morgenrøden. Denne frygtelige dag, den 2. juni, gryede.
Klokken fem viste loggen mig, at Nautilus’ hastighed mindskedes. Jeg forstod, at den var ved at lade sig indhente. Desuden lod detonationerne voldsommere. Kanonkuglerne gennempløjede det omgivende vand og skruede sig ned i det med en ejendommelig fløjten.
— Mine venner, sagde jeg, øjeblikket er kommet. Et håndtryk, og må Gud bevare os!
Ned Land var beslutsom, Conseil rolig, jeg nervøs og kunne næppe beherske mig.
Vi gik ind i biblioteket. I det øjeblik, da jeg skubbede til døren, der åbnede sig til trappegangen i midten, hørte jeg lugen ovenfor blive lukket i en fart.
Canadieren styrtede hen mod trinene, men jeg standsede ham. En velkendt susen fortalte mig, at vandet var ved at trænge ind i skibets reservoirer. På nogle få øjeblikke dukkede Nautilus virkelig ned til nogle meter under havoverfladen.
Jeg forstod dens manøvre. Det var for sent at handle. Nautilus tænkte ikke på at ramme todækkeren i dens uigennemtrængelige panser, men under dens vandlinie, der hvor metalskjoldet ikke mere beskyttede skibsklædningen.
Vi var på ny i fangenskab, tvungne vidner til det grusomme drama, der forberedtes. For øvrigt havde vi næppe tid til at tænke. Vi var tyet ind i mit kammer og så på hinanden uden at sige et ord. En dyb forfærdelse havde grebet mig. Mine tanker stod stille. Jeg befandt mig i den pinlige situation der går forud for en forventet rædselsfuld detonation. Jeg ventede, jeg lyttede, jeg levede kun i min hørelse!
Nautilus’ hastighed steg imidlertid mærkbart. Det var tilløb den tog på den måde. Hele dens skrog skælvede.
Pludselig udstødte jeg et skrig. Der skete et sammenstød, men det var forholdsvis let. Jeg kunne mærke stålsnabelens gennemtrængende styrke. Jeg kunne høre skraben og skuren. Men båret frem af sin drivkrafts styrke passerede Nautilus tværs igennem skibets masse, som sejlmagerens nål tværs igennem sejldugen.
Jeg kunne ikke holde det ud. Som en gal, ude af mig selv, for jeg ud af mit kammer og styrtede ind i salonen.
Kaptajn Nemo var der. Tavs, mørk, uforsonlig stod han og så ud gennem bagbords luge.
En enarm masse var ved at synke ned i vandet, og for ikke at gå glip af noget af dens dødskamp, gik Nautilus ned i afgrunden sammen med den. Ti meter fra mig så jeg dette halvåbne skrog, hvor vandet styrtede ind med tordenbrag, dernæst den dobbelte linie af kanoner og lønninger. Dækket var fyldt af sorte, urolige skygger.
Vandet steg. De ulykkelige for op i vanterne, hagede sig fast i masterne, vred sig under vandet. Det var en menneskelig myretue, der var blevet overrasket af vandets indtrængen!
Lammet, stivnet af angst, mens håret rejste sig på mit hoved, med umådeligt opspilede øjne, stakåndet, åndeløs, målløs, stirrede jeg, også jeg! En uimodståelig tiltrækning holdt mig fast ved ruden!
Det enorme skib sank langsomt. Nautilus fulgte det og udspejdede alle dets bevægelser. Pludselig indtrådte en eksplosion. Den sammenpressede luft fik fartøjets dæk til at sprænges, som om der var udbrudt ild i rummene. Bevægelsen i vandet var sådan, at Nautilus skubbedes til side.
Nu sank det ulykkelige skib hurtigere. Dets mærd kom til syne, belæsset med ofre, dernæst dets salinger, bøjet under klaser af mænd, endelig toppen af dets stormast. Så forsvandt den mørke masse, og med den dette mandskab af lig, der blev slæbt med ned af en frygtelig strømhvirvel.
Jeg vendte mig mod kaptajn Nemo. Denne frygtelige hånd-hæver af retten, denne hadets virkelige ærkeengel blev ved at se ud. Da alt var forbi, gik kaptajn Nemo hen mod sin kammerdør, åbnede den og trådte ind. Jeg fulgte ham med øjnene.
På fyldingen i baggrunden, under portrætterne af hans helte, så jeg portrættet af en endnu ung kvinde og to små børn. Kaptajn Nemo
betragtede dem i nogle øjeblikke, strakte armene ud imod dem, og idet han faldt på knæ, brast han i en hulkende gråd.
Kapitel 46
Kaptajn Nemos sidste ord
Lugerne var blevet lukket efter dette grusomme syn, men der var endnu ikke kommet lys i salonen igen. I Nautilus’ indre var der kun mørke og tavshed. Med forbavsende hastighed forlod den dette ødelæggelsens sted, hundrede fod under vandene. Hvor skulle den hen? Mod nord eller mod syd? Hvorhen flygtede denne mand efter denne frygtelige hævn?
Jeg var vendt tilbage til mit kammer, hvor Ned og Conseil opholdt sig i tavshed. Jeg følte en uovervindelig rædsel for kaptajn Nemo. Hvad han end havde lidt fra andre menneskers side, havde han ikke ret til at straffe således. Han havde gjort mig, om ikke til medskyldig, så i det mindste til vidne til sine hævnakter! Det var allerede for meget.
Klokken elleve viste det elektriske lys sig igen. Jeg gik ind i salonen. Den var tom. Jeg rådførte mig med de forskellige instrumenter. Nautilus flygtede mod nord med en hastighed på femogtyve mil i timen, snart på havoverfladen, snart tredive fod under den.