Da pejlingen var noteret på kortet, så jeg at vi passerede indsejlingen til Kanalen, og at vor retning førte os mod de nordlige have med en uforlignelig hurtighed.
I den hastige forbifart kunne jeg næppe opfatte de langsnudede hajer, hammerhajerne, rødhajerne, der færdes i disse have, de store kuller, sværme af søheste, der lignede skakbrikker, ål, der bugtede sig som slanger i et fyrværkeri, hære af krabber, der flygtede på skrå, med deres tænger over kors over deres skjold, og endelig flokke af marsvin,
der kappedes i hastighed med Nautilus. Men at iagttage, at studere, at klassificere, det var der nu ikke mere tale om.
Den aften havde vi tilbagelagt to hundrede mil i Atlanten. Der kom skygger, og mørket bredte sig over havet lige til månen stod op.
Jeg kom igen til mit kammer. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde mareridt. Det frygtelige morderiske optrin blev ved at stå for mig.
Hvem kan sige, hvorhen Nautilus efter den dag slæbte os i dette Nordatlantens bækken? Stadig med ubestemmelig hastighed! Stadig omgivet af det høje nords tåger! Kom den i nærheden af Spitzbergens odder, til Novaja Semljas stejle klinter? Sejlede den igennem disse ukendte have, det Hvide Hav, Karahavet, Obibugten, Liakhov Øhavet, og forbi disse ukendte egne på Asiens kyst. Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg kunne ikke længere vurdere den tid der forløb. Klokkeslættet var blevet standset på urene om bord. Det var, som om nat og dag, ligesom i polarlandene, ikke længere havde deres regelmæssige gang. Jeg følte mig henført til dette det ukendtes domæne, hvor Edgar Poes overanstrengte fantasi bevægede sig veltilpas. Hvert øjeblik ventede jeg som den eventyrlige Gordon Pym at se» denne tilslørede menneskelige skikkelse af meget større format end nogen jordbeboer, henkastet tværs over dette vandfald, der forsvarer polens nærmeste omgivelser»!
Jeg vil anslå — men måske tager jeg fejl — jeg vil anslå dette Nautilus’ eventyrlige togt til at have varet fjorten dage eller tre uger, og jeg ved ikke, hvor længe det havde varet, om ikke den katastrofe, der gjorde ende på rejsen, var indtruffet. Vi så ikke noget til kaptajn Nemo. Heller ikke til næstkommanderende. Ikke én mand af besætningen kom til syne blot et øjeblik. Nautilus flød næsten uophørligt under vandet. Når den steg op til overfladen for at forny sin luftbeholdning, åbnedes eller lukkedes lugerne automatisk. Bestikket blev ikke mere nedfældet på kortet. Jeg vidste ikke hvor vi var.
Jeg må også sige at canadieren, hvis kræfter og tålmodighed var til ende, ikke mere viste sig. Conseil kunne ikke trække et ord ud af ham og frygtede at han skulle begå selvmord, i et anfald af vanvid og behersket af en skrækkelig hjemve. Han overvågede ham derfor med en stedsevarende hengivenhed.
Man vil forstå, at under disse forhold var situationen ikke længere holdbar.
En morgen — jeg kan ikke sige, hvad dato det var — var jeg, henimod dagens første timer, døset ind i en urolig og sygelig slummer. Da jeg vågnede, så jeg Ned Land læne sig over mig, og jeg hørte ham sige med sagte stemme:
— Nu skal vi af sted! Jeg rejste mig op.
— Hvornår skal det være? spurgte jeg.
— I nat. Alt opsyn ser ud til at være forsvundet fra Nautilus. Man skulle tro at alle om bord var bedøvede. De er parat, hr. professor?
— Ja. Hvor er vi?
— Vi har udsigt til land, som jeg nylig har sejlet gennem tågerne, tyve mil mod øst.
— Hvad er det for et land?
— Det ved jeg ikke, men hvad det end er, vil vi søge tilflugt der.
— Ja, Ned! Ja, vi flygter i nat, om så havet skulle opsluge os!
— Havet er uroligt, vinden voldsom, men det skræmmer mig ikke at tilbagelægge tyve mil i Nautilus’ lette skibsbåd. Jeg har transporteret noget proviant og nogle flasker vand derhen uden mandskabets vidende.
— Jeg følger Dem.
— For resten, tilføjede canadieren, hvis jeg bliver overrasket, forsvarer jeg mig, jeg lader mig slå ihjel.
— Så dør vi sammen, kære Ned.
Jeg var bestemt på alt. Canadieren forlod mig. Jeg nåede op på platformen, hvor jeg knap kunne holde mig fast for bølgeslaget. Himlen så truende ud, men da der var land der i disse tætte tåger, var det nødvendigt at flygte. Vi burde ikke spilde en dag eller en time. Jeg kom igen ned i salonen, idet jeg på én gang frygtede og ønskede at træffe kaptajn Nemo, som jeg både gerne ville se og ikke ville se mere. Hvad skulle jeg have sagt til han? Kunne jeg skjule for ham den ufrivillige rædsel han indgød mig? — Nej! Det var bedst ikke at komme til at stå ansigt til ansigt med ham! Det var bedst at glemme ham! Og dog!
Hvor lang var ikke den dag, den sidste, som jeg skulle tilbringe på Nautilus. Jeg var alene tilbage. Ned Land og Conseil undgik at tale til mig af frygt for at forråde sig.
Klokken seks spiste jeg til middag, men jeg var ikke sulten. Trods min ulyst tvang jeg mig selv til at spise for ikke at blive svækket. Klokken halvsyv trådte Ned Land ind i mit kammer. Han sagde:
— Vi ses ikke igen før vi tager af sted. Klokken ti er månen endnu ikke stået op. Vi drager fordel af mørket. Kom op til båden. Conseil og jeg venter Dem der.
Så gik canadieren uden at jeg havde fået tid til at svare ham.
Jeg ville gerne verificere Nautilus’ kurs. Jeg begav mig ind i salonen. Vi løb nord-nordøst med en frygtelig hastighed, i halvtreds meters dybde.
Jeg kastede et sidste blik på disse naturens vidundere, på disse kunstskatte, der var ophobede i dette museum, på denne enestående samling, der var bestemt til en dag at gå til grunde på havets bund, sammen med ham der havde skabt den. Jeg ville gerne fastholde et sidste indtryk. Således blev jeg der en time, badet i loftets lysvæld, og gennemgik disse strålende skatte i deres vitriner. Så gik jeg tilbage til mit kammer.
Der tog jeg igen det solide søtøj på. Jeg samlede mine optegnelser og snørede dem omhyggeligt fast på mig. Mit hjerte bankede stærkt. Jeg kunne ikke betvinge dets pulsering. Min uro, min ophidselse havde sikkert forrådt mig, om jeg havde stået over for kaptajn Nemo.
Hvad bestilte han i dette øjeblik? Jeg lyttede ved døren til hans kammer. Jeg kunne høre lyd af skridt. Kaptajn Nemo var der. Han var ikke gået til køjs. Det forekom mig, at han hvert øjeblik kunne stå for mig, og spørge mig hvorfor jeg ville flygte! Jeg følte mig hvert øjeblik alarmeret. Min fantasi forværrede det. Denne tilstand blev så pinlig, at, jeg spurgte mig selv, om det ikke var bedre at gå ind i kaptajnens kammer, at se ham ansigt til ansigt, at trodse ham med bevægelser og blik!
Det var en gal mands indskydelse. Lykkeligvis holdt jeg mig tilbage, og jeg strakte mig på min seng for at dæmpe min legemlige ophidselse. Mine nerver faldt lidt til ro, men min hjerne var overspændt, og jeg genså i en hastig erindringsrække hele min eksistens om bord på Nautilus, alle de lykkelige eller ulykkelige begivenheder, som havde påvirket den, siden jeg forsvandt fra Abraham Lincoln, de underjordiske jagter, Torresstrædet, de vilde i Papuasien, strandingen, Koralkirkegården, turen under Suez, øen Santorin, den kretensiske dykker, Vigobugten, Atlantis, isbarrieren, Sydpolen, fangenskabet i isen, blækspruttekampen, Golfstrømmens uvejr, Vengeur, og dette frygtelige optrin, da skibet blev sænket med sit mandskab!… Alle disse begivenheder passerede forbi
mine øjne, som de bagtæpper, der udfoldes i den inderste del af en teaterscene. Da voksede kaptajn Nemo uforholdsmæssigt i disse mærkelige omgivelser. Hans type trådte stærkere frem og antog overmenneskelige proportioner. Han var ikke mere min ligemand, han var vandenes herre, havenes geni.