Klokken var nu halvti. jeg holdt på mit hoved med begge hænder for at hindre det i at sprænges. Jeg lukkede øjnene. Jeg ville ikke tænke mere. Endnu en halv time at vente! En halv times mareridt, der kunne gøre mig vanvittig.
I dette øjeblik hørte jeg svage akkorder fra orgelet, en trist harmoni der ledsagede en ubestemmelig sang, sande klagelyde fra en sjæl, der ønskede at bryde sine jordiske bånd. Jeg lyttede med alle sanser på én gang, næsten åndeløs, ligesom kaptajn Nemo fordybet i denne musikalske ekstase, der førte ham udenfor denne verdens grænser.
Da forfærdede en pludselig tanke mig. Kaptajn Nemo havde forladt sit kammer. Han var i salonen, som jeg måtte igennem for at flygte. Der skulle jeg møde ham for sidste gang. Han ville se mig, han ville måske tale til mig! En bevægelse fra ham kunne tilintetgøre mig, et eneste ord kunne lænke mig til hans skib!
Klokken var lige ved at slå ti. Øjeblikket var kommet til at forlade mit kammer og slutte mig til mine kammerater.
Det gjaldt om ikke at tøve, hvis kaptajn Nemo skulle rejse sig foran mig. Jeg åbnede min dør med forsigtighed, og dog forekom det mig, at den lavede en skrækkelig støj, idet den drejede sig på sine hængsler. Måske eksisterede denne støj kun i min fantasi!
Jeg sneg mig frem gennem Nautilus’ mørke gange, idet jeg standsede ved hvert skridt for at dæmpe mit hjertes banken.
Jeg nåede døren i salonens hjørne. Jeg åbnede den sagte. Salonen var nedsunket i dybt mørke. Orgelets toner gav svag genlyd. Kaptajn Nemo var der. Han så mig ikke. Jeg tror ikke engang, at han ville have opdaget mig i fuld belysning, så fuldkommen var hans fordybelse. Jeg listede på tæppet, idet jeg undgik det mindste sammenstød, der kunne forråde min tilstedeværelse. Det tog mig fem minutter at nå til den dør, der i den anden ende førte til biblioteket.
Jeg skulle lige til at åbne den, da et suk fra kaptajn Nemo naglede mig til stedet. Jeg forstod, at han havde rejst sig. Jeg kunne endda skimte ham, for nogle lysstråler fra det oplyste bibliotek sivede ind i salonen. Han kom hen imod mig, med armene over kors, tavs, glidende som et spøgelse, snarere end gående. Hans betyngede bryst løftedes af en hulken. Og jeg hørte ham mumle disse ord — de sidste der nåede mit øre:
— Almægtige Gud! Det er nok! Det er nok!
Var det en tilståelse af samvittighedsnag, der således undslap denne mands bevidsthed?…
Stærkt bevæget ilede jeg ind i biblioteket. Jeg steg op ad trappen i midten, og idet jeg fulgte den øverste gang, kom jeg til båden. Jeg kom op i den gennem den åbning, der allerede havde givet mine to kammerater adgang.
— Lad os komme af sted, lad os komme af sted! råbte jeg.
— Med det samme! svarede canadieren.
Den udhulede åbning i Nautilus’ stålplader blev foreløbig lukket og boltet ved hjælp af en engelsknøgle, som Ned Land havde forsynet sig med. Bådens åbning blev ligeledes lukket, og canadieren begyndte at løsne de skruer der endnu holdt os fast til undervandsbåden. Pludselig hørtes en støj indenfor. Flere stemmer svarede livligt hinanden. Hvad var der i vejen? Havde man opdaget vor flugt? Jeg mærkede, at Ned Land listede en dolk i hånden på mig.
— Ja! mumlede jeg, vi skal vide at dø!
Canadieren var gået i stå i sit arbejde. Men et ord, der blev gentaget tyve gange, et frygteligt ord, afslørede grunden til den ophidselse, der bredte sig om bord på Nautilus. Det var ikke os, dens mandskab havde noget imod!
— Malstrømmen! Malstrømmen! blev der råbt.
Malstrømmen! Kunne et mere skrækindjagende ord genlyde i vore ører i en mere skrækindjagende situation? Befandt vi os da på disse farlige kanter, ved den norske kyst? Var Nautilus slæbt ind i denne hvirvelstrøm, i det øjeblik, da vores båd skulle til at gøre sig løs fra dens sider?
Man ved, at ved flodtid bliver de vande, der er sammentrængt mellem Færøerne og Lofoten, kastet frem med en uimodståelig voldsomhed. De danner en hvirvel, som intet skib nogensinde har kunnet komme ud af. Fra alle verdenshjørner strømmer vældige bølger til. De danner den hvirvelstrøm, der med rette er blevet kaldt» Oceanets Navle«, og hvis tiltrækningskraft strækker sig over en afstand på femten kilometer.
Deri er blevet indsuget ikke blot skibe, men også hvaler og de hvide bjørne fra de nordlige egne.
Det var deri Nautilus — ufrivilligt eller måske med vilje — var blevet indblandet af sin kaptajn. Den beskrev en spiral, hvis radius blev mindre og mindre. Sådan at båden, der endnu hængte fast ved dens side, blev ført med i en svimlende hast. Jeg kunne mærke det. Jeg følte den svimmelhed, der er en følge af en for langtrukken omdrejende bevægelse. Vi var forfærdede, grebet af en rædsel, der havde nået sit toppunkt, med standset blodomløb, med viljens indflydelse tilintetgjort, gennemblødt af den kolde sved som af dødskampens sved! Og hvilken larm omkring vor skrøbelige båd! Hvilke brøl, som ekko gentog i flere miles afstand! Hvilke drøn af disse vande, der brødes på havbundens spidse klipper, der hvor de hårdeste legemer knuses, der hvor træstammer slides og bliver til pelsværk af trevler, som nordmændene siger.
Hvilken situation! Vi blev forfærdeligt kastet omkring. Nautilus forsvarede sig som et menneskeligt væsen. Dens stålmuskler knagede. Undertiden rettede den sig op i vejret og vi med den.
— Det gælder om at holde godt fast, sagde Ned, og skrue os fast igen! Når vi bliver ved at hænge fast på Nautilus, kan vi endnu redde os…!
Han havde ikke talt ud, da der hørtes en bragen. Skruerne svigtede, båden blev revet løs fra sit hulrum og kastet som en sten fra en slynge midt ud i hvirvelstrømmen.
Mit hoved slag mod en jernspante, og ved dette voldsomme stød mistede jeg bevidstheden.
Kapitel 47
Slutning
Her er nu slutningen på denne rejse under havene. Hvad der skete den nat, hvordan båden slap bort fra malstrømmens frygtelige hvirvel, hvordan Ned Land, Conseil og jeg kom op af afgrunden, det kan jeg ikke sige. Men da jeg kom til mig selv igen, lå jeg i en lofotfiskers hytte. Mine to kammerater var i god behold ved min side og trykkede mine hænder. Vi faldt i hinandens arme med overstrømmende glæde.
I dette øjeblik kan vi ikke tænke på at komme tilbage til Frankrig. Samfærdselsmidlerne mellem Nord— og Sydnorge er få. Jeg er altså nødt til at afvente ankomsten af den dampbåd der, to gange om måneden, besørger forbindelsen med Nordkap.
Det er altså her, omgivet af disse brave folk, der har modtaget os, at jeg genser beretningen om disse eventyr. Den er nøjagtig. Ikke én kendsgerning er blevet udeladt, ikke én detalje er blevet overdrevet. Det er den pålidelige fortælling om denne usandsynlige ekspedition, i et element der er utilgængeligt for mennesket, og hvis ruter fremskridtet en dag vil åbne.
Vil man tro mig? Jeg ved det ikke. Når alt kommer til alt, betyder det kun lidt. Men hvad jeg nu kan hævde, det er min ret til at tale om disse have, under hvilke jeg på mindre end ti måneder har gennemsejlet tyve tusind mil, om denne undersøiske verdensomsejling, der har afsløret så mange vidundere for mig på vej gennem Stillehavet, det Indiske Ocean, det Røde Hav, Middelhavet, Atlanten, de sydlige og nordlige have!
Men hvad er der blevet af Nautilus? Har den modstået malstrømmens favntag? Lever kaptajn Nemo endnu? Fortsætter han under havet med sine frygtelige hævnakter, eller er han standset efter denne sidste hekatombe? Vil bølgerne en dag bringe os det manuskript, der indeholder hele hans livshistorie? Skal jeg endelig få denne mands navn at vide? Vil det forsvundne skib ved sin nationalitet meddele os kaptajn Nemos nationalitet?