Выбрать главу

Jeg håber det. Jeg håber ligeledes, at hans mægtige mekanisme har besejret havet i dets frygteligste afgrund, og at Nautilus har overlevet der, hvor så mange skibe er gået til grunde. Hvis det er således, hvis kaptajn Nemo stadig bebor det ocean, han har antaget som sit fædreland, måtte hadet da dæmpes i dette menneskesky hjerte! Måtte fordybelsen i så mange vidundere udslukke hævnlysten i ham! Måtte rettens håndhæver træde tilbage, og videnskabsmanden fortsætte den fredelige udforskning af havene! Hvis hans skæbne er mærkelig, er den tillige ophøjet. Har jeg ikke forstået det gennem mig selv? Har jeg ikke levet dette unaturlige liv i ti måneder? Derfor har to mænd blandt alle jordens mennesker nu også ret til at svare på det spørgsmål, der blev stillet af Prædikeren for seks tusind år siden: Hvem har nogensinde kunnet lodde afgrundens dybder? Kaptajn Nemo og jeg.