— Og så opnår De?
— En hastighed på halvtreds mil i timen.
Der var et mysterium her; men jeg trængte mig ikke på for at lære det at kende. Hvordan kunne elektriciteten virke med en sådan vælde? Hvor havde denne næsten ubegrænsede kraft sin oprindelse? Havde man fået den op i dens overordentlige spænding ved en ny slags induktionsspoler? Var det sådan, at et ukendt system af vægtstænger*) ved dens overførsel kunne forstærke den i det uendelige? Det var, hvad jeg ikke kunne forstå.
— Kaptajn Nemo, sagde jeg, jeg konstaterer resultaterne og søger ikke at forklare dem. Jeg har set Nautilus manøvrere omkring Abraham Lincoln, og jeg ved, hvad jeg har at holde mig til angående dens hastighed. Men at komme frem er ikke nok. Det er nødvendigt at se, hvor man kommer hen! Det er nødvendigt at kunne styre til højre, til venstre, opad, nedad! Hvordan når De til de store dybder, hvor de finder en tiltagende modstand, som kan anslås til flere hundrede atmosfærers tryk? Hvordan stiger De igen op til oceanets overflade? Hvordan endelig, holder De Dem i den højde i vandet, der passer Dem? Er jeg indiskret, når jeg spørger Dem om det?
— På ingen måde, hr. professor, svarede kaptajnen efter en let tøven, siden De aldrig skal forlade denne undervandsbåd. Kom med ind i salonen. Det er vort virkelige arbejdsværelse, og der skal De høre alt, som De bør vide om Nautilus!
Kapitel 13
Nogle tal
Et øjeblik efter sad vi på en sofa i salonen, med tændte cigarer. Kaptajnen lagde foran mig en arbejdstegning, som viste vandret plan, snit og opstalt af Nautilus. Så begyndte han en beskrivelse med følgende ord:
— Her ser De, hr. Aronnax, de forskellige dimensiomer af det fartøj, der bærer Dem. Det er en meget langstrakt cylinder med koniske ender. Den nærmer sig kendeligt til cigarform, en form, der allerede er anvendt i London i flere konstruktioner af samme art. Længden af denne cylinder er fra den ene ende til den anden nøjagtig halvfjerds meter, og dens største tværskibs drager er otte meter lang. Den er altså ikke helt konstrueret efter forholdet en til ti, som de hurtigste dampskibe, men dens linier er tilstrækkelig lange og deres forløb tilstrækkelig langstrakt, til at det fortrængte vand let undslipper og ikke udgør nogen hindring for dens fart.
Disse to dimensiomer tillader Dem ved en simpel beregning at kende Nautilus’ overflade og rumfang. Dens overflade beløber sig til et tusind og elleve, femogfyrre hundrededele kvadratmeter; dens rumfang er femten hundrede og to tiendedele kubikmeter — hvad der vil sige, at helt neddykket fortrænger eller vejer den femten hundrede kubikmeter vand eller tons.
Da jeg lavede planerne til dette fartøj, som er bestemt til undersøisk fart, ville jeg have, at det i ligevægt i vandet skulle være neddykket for ni tiendedeles vedkommende, og at det kun ragede op med én tiendedel. Følgelig måtte det med disse forudsætninger kun fortrænge de ni tiendedele af sit rumfang, nemlig tretten hundrede, seksoghalvtreds og otteogfyrre hundrededele kubikmeter, det vil sige kun veje det samme antal tons. Jeg måtte altså ikke gå ud over denne vægt, idet jeg konstruerede det i de før nævnte dimensioner.
Nautilus er sammensat af to skrog, et indre og et ydre, forenede indbyrdes af T-formede jern, hvad der giver den en overordentlig stivhed. I virkeligheden har den takket være dette cellesystem en modstandskraft som en blok, som om den var massiv. Dens klædning kan ikke give efter, den hænger ved af sig selv og ikke ved stramning af nitter, og dens konstruktions homogenitet, der skyldes materialernes perfekte samling, tillader den at trodse den voldsomste søgang.
De to skrog er fabrikeret af stålplader, hvis vægtfylde er syv, otte tiendedele. Det første er ikke mindre end fem centimeter tykt og vejer tre hundrede fireoghalvfems og seksoghalvfems hundrededele tons. Det andet lag, kølen, der er halvtreds centimeter høj og femogtyve bred og alene vejer toogtres tons, maskinen, ballasten, forskelligt tilbehør og udstyrelse, skotter og de indre afstivningsbjælker har en vægt på ni hundrede, enogtres og toogtres hundrededele tons, som lagt til de tre hundrede fireoghalvfems og seksoghalvfems hundrededele tons bliver den ønskede sum af tretten hundrede seksoghalvtreds og otteogfyrre hundrededele tons. Er det klart?
— Ja, jeg forstår det godt, svarede jeg.
— Altså, vedblev kaptajnen, når Nautilus er kommet flot under disse forhold, rager den op med en tiendedel. Hvis jeg nu har indrettet reservoirer med en kapacitet lig med denne tiendedel, nemlig med et indhold på et hundrede halvtreds og tooghalvfjerds hundrededele tons, og hvis jeg fylder dem med vand, vil båden, der da fortrænger femten hundrede og syv tons eller vejer dem, være helt neddykket. Det er det der sker, hr. professor. Disse reservoirer findes i nærheden af Nautilus’ bund. Jeg åbner hanerne, de fyldes, og idet båden dykker ned, kommer den i niveau med vandoverfladen.
— Vel, hr. kaptajn, men nu kommer vi til den virkelige vanskelighed. At De kan være i niveau med havets overflade, det forstår jeg. Men kommer Deres undervandsmaskine, idet den dykker ned under denne overflade, ikke til at møde et tryk og følgelig et pres fra neden opad, som må vurderes til en atmosfæres tryk pr. tredive fod vand, altså omtrent et kilogram pr. kvadratcentimeter?
— Ganske rigtigt, min herre!
— Altså ser jeg ikke, hvordan De kan trække Nautilus ned midt i de flydende masser, med mindre De fylder den helt.
— Hr. professor, svarede kaptajn Nemo, det går ikke an at sammenblande det statiske med det dynamiske, hvorved man udsætter sig for alvorlige fejltagelser. Der behøves meget lidt arbejde for at nå de dybe steder i oceanet, for alle legemer har tendens til at gå til bunds. Følg nu mit ræsonnement.
— Jeg lytter, chef.
— Når jeg har villet bestemme den vægtforøgelse, som man må give Nautilus for at sænke den, har jeg kun behøvet at beskæftige mig med den reduktion af rumfang, som havvandet undergår efterhånden som man kommer dybere og dybere ned.
— Det er klart, svarede jeg.
— Hvis vand ikke er helt usammenpresseligt, er det i det mindste meget lidt sammenpresseligt. I virkeligheden er denne reduktion efter de nyeste beregninger kun fire hundrede og seksogtredive timilliontedele pr. atmosfære eller for hver tredive fods dybde. Hvis det drejer sig om at gå tusind meter ned, regner jeg med en reduktion af rumfanget under et tryk, der er ækvivalent med trykket af en vandsøjle på tusind meter, det vil sige under et tryk på hundrede atmosfærer. Denne reduktion vil altså være på fire hundrede og seksogtredive hundredetusindedele. Jeg måtte altså øge vægten til femten hundrede og tretten, syvoghalvfjerds hundrededele tons i stedet for femten hundrede og syv, to tiendedele tons. Vægtforøgelsen ville altså kun være seks tons og syvoghalvtreds hundrededele.
— Kun?
— Kun, hr. Aronnax, og denne beregning er let at verificere. Jeg har supplerende reservoirer, der er i stand til at rumme hundrede tons. Jeg kan altså gå ned til betydelige dybder. Når jeg vil stige op til overfladen og være i niveau med den, er det nok at lukke vand ud og at tømme alle reservoirerne helt, hvis jeg ønsker, at Nautilus skal rage op med en tiendedel af sit rumfang.
Mod disse ræsonnementer der var støttet på tal, havde jeg intet at indvende.