— Jeg indrømmer rigtigheden af Deres beregninger, chef, svarede jeg, og det ville være dumt af mig at bestride dem, siden erfaringen hver dag viser deres rigtighed. Men jeg aner i øjeblikket tilstedeværelsen af en virkelig vanskelighed…
— Hvilken, min herre?
— Når De er i tusind meters dybde, er Nautilus’ vægge udsat for et tryk på hundrede atmosfærer. Hvis De så i det øjeblik ville tømme de supplerende reservoirer for at lette Deres båd og igen stige op til overfladen, var det nødvendigt, at pumperne overvandt dette tryk på hundrede atmosfærer, som er på hundrede kilogram pr. kvadratcentimeter. Til det behøves en kraft…
— Som kun elektriciteten kan give mig, skyndte kaptajn Nemo sig at sige. Jeg siger Dem igen, min herre, at mine maskiners dynamiske kraft er næsten ubegrænset. Nautilus’ pumper har en vidunderlig styrke, og De må have set det, da deres vandsøjler som en rivende strøm styrtede sig over Abraham Lincoln. For øvrigt betjener jeg mig kun af mine supplerende reservoirer for at nå de middelstore dybder på femten hundrede til to tusinde meter, og det er med det formål at spare på mine apparater. Når jeg så får lyst til at besøge oceanets dybder to eller tre mil under overfladen, bruger jeg langsommere, men ikke mindre ufejlbarlige manøvrer.
— Hvilke, hr. kaptajn?
— Dette fører mig naturligt til at sige Dem, hvordan Nautilus manøvreres.
— Jeg er utålmodig efter at erfare det.
— For at styre denne båd til styrbord, til bagbord, med ét ord for at manøvrere i et horisontalt plan, bruger jeg et almindeligt ror med stor udveksling, siddende yderst i agterstavnen, og som et hjul og flere taljer får til at virke. Men jeg kan også bevæge Nautilus nedefra opad og oppefra nedad, i et vertikalt plan, ved hjælp af to skråtstillede planer, der er fæstet til dens sider i vandliniens midtpunkt, bevægelige planer, der er i stand til at indtage alle stillinger, og som manøvreres indvendig fra ved hjælp af kraftige løftestænger. Holdes disse planer parallelt med båden, bevæger den sig horisontalt. Hælder de, følger Nautilus denne hældende stilling, og under fremdriften fra sin skrue sænker den sig, idet den følger en diagonal så langstrakt som det passer mig, eller stiger, idet den følger en anden diagonal. Og hvis jeg vil endnu hurtigere tilbage til overfladen, kobler jeg skruen fra, og vandets tryk får Nautilus til at stige vertikalt som en ballon, der fyldt med brint hurtigt hæver sig i luften.
— Bravo, hr. kaptajn, udbrød jeg. Men hvordan kan rorgængeren følge den rute De giver ham midt i vandet?
— Rorgængeren er placeret i et glasbur, som rager op på den øverste del af Nautilus’ skrog og er forsynet med linseformede ruder.
— Glas, der er i stand til at modstå sådanne tryk?
— Absolut. Krystal, der er skrøbeligt ved stød, frembyder dog betydelig modstand. I de erfaringer med fiskeri ved elektrisk lys, som man gjorde i 1864, midt i de nordiske have, har man set plader af dette stof af en tykkelse på blot syv millimeter modstå et tryk på seksten atmosfærer, alt imens de lod ophedede stråler passere, som fordelte varmen ujævnt på dem. Nu er de glas, som jeg benytter mig af, ikke mindre end enogtyve centimeter i midten, det vil sige tredive gange den tykkelse.
— Ganske vist, kaptajn Nemo; men for at kunne se er det alligevel nødvendigt, at lyset forjager mørket, og jeg spørger mig selv, hvordan man midt i de mørke vande…
— Bag rorgængerens bur er der anbragt en mægtig elektrisk projektør, hvis stråler oplyser havet i en halv mils afstand.
— Åh, bravo, tre gange bravo, hr. kaptajn! Nu forstår jeg den fosforescens fra den formentlige narhval, som i så høj grad har mystificeret de lærde! I den anledning vil jeg spørge Dem om sammenstødet mellem Nautilus og Scotia, som vakte så stor opsigt, var resultatet af et tilfældigt møde?
— Fuldstændig tilfældigt, min herre. Jeg navigerede to meter under vandoverfladen, da stødet kom. Jeg har for øvrigt set, at det ikke har haft nogen ulykkelige følger.
— Ingen, min herre. Men med hensyn til Deres møde med Abraham Lincoln?…
— Hr. professor, det har gjort mig ondt for et af de bedste skibe i den tapre amerikanske marine, men man angreb mig, og jeg måtte forsvare mig! Jeg nøjedes dog med at sætte fregatten ude af stand til at gøre mig fortræd — den har nok kunnet reparere sine skader i den nærmeste havn.
— Åh, chef! udbrød jeg med overbevisning, Deres Nautilus er sandelig en vidunderlig båd!
— Ja, hr. professor, svarede kaptajnen virkelig bevæget, og jeg elsker den som kød af mit kød! Hvis alt betyder fare på et af Deres skibe, som er underkastet oceanets tilfældigheder, hvis det første indtryk på dette hav er fornemmelsen af afgrunden, som hollænderen Jansen så rigtigt har sagt det, har menneskehjertet intet mere at frygte under det og om bord på Nautilus. Ingen buler at frygte, for denne båds dobbeltskrog har jernets stivhed; ingen takkelage, som slingren eller duvning slider på; ingen sejl, som vinden river løse; ingen kedler, som dampen fortærer; ingen ildebrand at frygte, da dette skib er lavet af stål og ikke af træ; ikke kul, som slipper op, da elektriciteten er dens meaniske drivkraft; intet møde at frygte, da det er ene om at sejle i de dybe vande; intet uvejr at trodse, da det nogle meter under vandet finder den absolutte ro. Sådan er det, min herre. Dette er skibet fremfor alle andre! Og om det er sandt, at ingeniøren har mere tillid til skibet end skibsbyggeren, og skibsbyggeren mere end kaptajnen selv, forstår De altså, med hvilken tillid jeg stoler på min Nautilus, da jeg på én gang er dens kaptajn, dens bygmester og dens planlægger.
Kaptajn Nemo udfoldede en henførende veltalenhed. Hans brændende blik, hans lidenskabelige håndbevægelser forvandlede ham. Ja, han elskede sit skib, som en fader elsker sit barn!
Men ét spørgsmål, måske indiskret, var naturligt, og jeg kunne ikke lade være at stille det.
— De er altså ingeniør kaptajn Nemo?
— Ja, hr. professor, svarede han, jeg har studeret i London, i Paris, i New York, på den tid da jeg beboede de jordiske fastlande.
— Men hvordan har De i hemmelighed kunnet konstruere denne beundringsværdige Nautilus?
— Hvert stykke af den, hr. Aronnax, er kommet til mig fra forskellige dele af kloden, og med forvansket adresse. Dens køl blev smedet i Creusot, dens skrueaksel hos Pen & Co. i London, dens skrogs stålplader hos Leard i Liverpool, dens skrue hos Scott i Glasgow. Dens reservoirer er fabrikeret af Cail & Co. i Paris, dens maskine hos Krupp i Preussen, dens spidse forstavn i værksteder i Motala i Sverige, dens præcisionsinstrumenter has Brødrene Hart i New York o.s.v., og alle disse leverandører har fået mine planer under forskellige navne.
— Men, fortsatte jeg, det har været nødvendigt at samle, at tilpasse alle disse således fabrikerede stykker?
— Hr. professor, jeg havde indrettet mine værksteder på en øde ø, midt i oceanet. Der har mine arbejdere, det vil sige mine gode kammerater, som jeg har oplært og uddannet, og jeg gjort vor Nautilus færdig. Da så arbejdet var til ende, har ilden ødelagt hvert spor af vort ophold på denne ø, som jeg ville have sprængt i luften, hvis jeg havde kunnet.
— Så er det tilladt mig at tro, at dette skibs fabrikationspris er umådelig?
— Hr. Aronnax, et jernskib koster elleve hundrede og femogtyve francs pr. ton. Nu er Nautilus justeret til femten hundrede tons. Det bliver altså til seksten hundrede og syvogfirs tusind francs, lad os sige to millioner, når dens udstyr medregnes, lad os antage fire eller fem millioner med de kunstværker og de samlinger den rummer.