— Et sidste spørgsmål, kaptajn Nemo.
— Værsågod, hr. professor.
— De er altså rig?
— Umådelig rig, min herre, og jeg kunne, uden at det ville genere mig, betale Frankrigs gæld på ti milliarder!
Jeg betragtede nøje den mærkelige personlighed, som talte sådan til mig. Misbrugte han min godtroenhed? Fremtiden måtte vise mig det.
Kapitel 14
Den sorte flod
Den del af jordkloden, der optages af havene, vurderes til tre millioner, otte hundrede toogtredive tusind, fem hundrede otteoghalvtreds kvadratmyriameter, det vil sige mere end otteogtredive millioner hektar. Denne flydende masse omfatter to milliarder, to hundrede og halvtreds millioner kubikmil, og kunne danne en kugle med en diameter på tresindstyve mil, hvis vægt ville være tre kvintillioner tons. Og for at forstå dette tal, må man sige til sig selv, at en kvintillion er i forhold til en milliard som en milliard til en ener, det vil sige, at der er lige så mange milliarder i en kvintillion som enere i en milliard. Men denne flydende masse er meget nær den mængde vand, som alle jordens floder lader strømme ud i fyrretyve tusinde år.
Igennem de geologiske epoker fulgte vandperioden efter ildperioden. Oceanet var fra begyndelsen altomfattende. I silurtiden kom så lidt efter lidt bjergtoppe til syne, øer dukkede op, forsvandt under delvise syndfloder, viste sig påny, voksede sammen, dannede kontinenter, og endelig fikseredes landene geografisk, sådan som vi ser dem. Det faste havde erobret syvogtredive millioner, seks hundrede og syvoghalvtreds kvadratmil fra det flydende, det vil sige tolv tusind, ni hundrede og seksten millioner hektar.
Fastlandenes form tillod at dele vandene i fem verdenshave: Det Nordlige Ishav, det Sydlige Ishav, det Indiske Ocean, Atlanterhavet, Stillehavet.
Stillehavet strækker sig fra nord til syd mellem de to polarcirkler, og fra vest til øst mellem Asien og Amerika over en strækning på et hundrede femogfyrre længdegrader. Det er det roligste af havene; dets strømme er brede og langsomme, dets tidevand af middelhøjde, nedbøren er rigelig. Sådan var det ocean, som min skæbne nu kaldte mig til at gennemstrejfe under de mest ejendommelige forhold.
— Hr. professor, sagde kaptajn Nemo, hvis De vil, skal vi nu notere vor nøjagtige position og bestemme udgangspunktet for denne vor rejse. Klokken er et kvarter i tolv. Jeg stiger nu op på vandoverfladen.
Kaptajnen trykkede tre gange på et elektrisk ringeapparat. Pumperne begyndte at sende vandet ud af tankene; manometrets viser markerede ved de forskellige tryk Nautilus’ opstigende bevægelse, så standsede den.
— Vi er oppe, sagde kaptajnen.
Jeg begav mig til den centrale trappe, der udmundede på platformen. Jeg gik op ad metaltrinene, og gennem de åbne luger kom jeg til den øverste del af Nautilus.
Platformen ragede blot firsindstyve centimeter op. Nautilus’ for— og agterstavn viste tydeligt den tendannede form, som berettigede sammenligning med en lang cigar. Jeg bemærkede, at dens stålplader, der var taglagte, lignede de skæl, som dækker de store landkrybdyrs legemer. Jeg fandt da en meget naturlig forklaring på, at denne båd, trods de bedste kikkerter, stadig var blevet taget for et havdyr.
Hen imod midten af platfonnen dannede båden, der halvt var indsat i skibsskroget, en let udvækst. Forude og agter hævede der sig to ikke særlig høje bure med skrå vægge og til dels lukkede af tykke glaslinser, det ene bestemt til rorgængeren, som styrede Nautilus, i det andet strålede den mægtige elektriske lanterne, som oplyste dens rute.
Havet var pragtfuldt, himlen ren. Det lange fartøj påvirkedes næppe af oceanets brede bølger. En let brise fra øst krusede vandoverfladen. Horisonten var fri for tåge og muliggjorde de bedste observationer.
Vi havde intet i sigte. Ikke et skær, ikke en ø. Abraham Lincoln var borte. Et uendeligt øde.
Kaptajn Nemo var bevæbnet med sin sekstant og tog solhøjden, som skulle give ham breddegraden. Han ventede i nogle minutter, til himmellegemet kom i plan med horisonten. Mens han foretog observationen, var der ikke en af hans muskler, der skælvede, og instrumentet havde ikke været mere ubevægeligt i en marmorhånd.
— Middag, sagde han. Hr. professor, når De vil…
Jeg kastede et sidste blik på dette lidt gullige hav med landkending af Japan, og jeg steg igen ned i den store salon.
Der var kaptajnen i færd med at gøre sit bestik og ved hjælp af kronometret beregne sin længdegrad, som han kontrollerede med de foregående observationer af timevinkler. Så sagde han:
— Hr. Aronnax, vi er på et hundrede og syvogtredive grader og femten minutters vestlig længde…
— Fra hvilken meridian? spurgte jeg ivrigt, idet jeg håbede, at kaptajnens svar ville røbe mig hans nationalitet.
— Min herre, svarede han, jeg har forskellige kronometre, der er indstillet efter meridianerne i Paris, Greenwich og Washington. Men til ære for Dem skal jeg betjene mig af den fra Paris.
Det svar blev jeg ikke klogere af. Jeg bukkede, og chefen fortsatte:
— Syvogtredive grader og femten minutters længde vest for meridianen i Paris og på tredive grader og syv minutter nordlig bredde, det vil sige omtrent tre hundrede mil fra Japans kyster. Det er i dag den 8. november ved middag, at vor opdagelsesrejse under havet begynder.
— Må Gud bevare os! svarede jeg.
— 0g nu, hr. professor, tilføjede kaptajnen, overlader jeg Dem til Deres studier. Jeg har lagt ruten til øst-nordøst i halvtreds meters dybde. Her er kort i stor målestok, hvorpå De kan følge den. Salonen er til Deres disposition, og jeg beder Dem om tilladelse til at trække mig tilbage.
Kaptajnen bukkede. Jeg blev tilbage optaget af mine tanker. De drejede sig alle om denne chef på Nautilus. Skulle jeg nogensinde få at vide til hvilken nation denne mærkelige mand hørte, der gjorde sig til af ikke at høre til nogen? Dette had, som han havde viet menneskeheden, dette had, som måske stræbte mod frygtelige hævnakter, hvem havde fremkaldt det? Var han en af disse miskendte videnskabsmænd, et af disse genier, som man» havde voldt sorg«, med Conseils udtryk, en moderne Galilei eller en af disse videnskabsmænd, der som amerikaneren Maury havde fået sin karriere slået i stykker af politiske revolutioner? Jeg kunne endnu ikke sige det. Mig, som tilfældet havde kastet ind på hans skib, mig, hvis liv han holdt i sine hænder, mig, modtog han koldt, men gæstfrit. Blot havde han aldrig taget den hånd, som jeg rakte ham. Han havde aldrig rakt mig sin.
I en hel time blev jeg ved at være fordybet i disse tanker, idet jeg søgte at trænge ind i dette mysterium, der var så interessant for mig. Så fæstedes mit blik på det mægtige verdenskort, der lå udfoldet på bordet, og jeg anbragte en finger på selve det punkt, hvor de observerede linier for længde og bredde krydsedes.
Havet har sine floder ligesom fastlandene. Det er specielle strømninger, kendelige på deres temperatur, deres farve, og af dem er den betydeligste kendt under det gængse navn Golfstrømmen. Videnskaben har fastslået retningen af fem hovedstrømninger på kloden: en i det nordlige Atlanterhav, en anden i det sydlige Atlanterhav, en tredie i det nordlige Stillehav, en fjerde i det sydlige Stillehav og en femte mod syd i det Indiske Ocean. Det er endog sandsynligt, at der tidligere har eksisteret en sjette strøm mod nord i det Indiske Ocean, dengang det Kaspiske Hav og Aralsøen forenede med Asiens store søer dannede en og samme udstrakte vandflade.