Netop det angivne punkt på verdenskortet blev gennemløbet af en af disse strømme, japanernes Kuro-Shio, den Sorte Flod, som efter at være løbet ud fra den Bengalske Bugt, hvor tropesolens lodrette stråler opvarmer den, går gennem Malakkastrædet, glider langs Asiens kyst, runder sig ud i det nordlige Stillehav lige til Aleuterne, medførende kamfertræsstammer og andre tropiske produkter, og virker afstikkende fra oceanets bølger med sine varme vandes rene indigo. Det var denne strøm, som Nautilus skulle til at gennemsejle. Jeg fulgte den med blikket, jeg så den tabe sig i Stillehavets uendelighed, og jeg følte mig revet med af den, da Ned Land og Conseil kom til syne i døren til salonen.
Mine to brave fæller stod som forstenede ved synet af de vidundere, der var ophobede for deres øjne.
— Hvor er vi? Hvor er vi? udbrød canadieren. I museet i Quebec?
— Hvis det behager herren, svarede Conseil, må det snarere være på hotel Somerard!
— Mine venner, svarede jeg, idet jeg gjorde tegn til dem om at træde ind, De er hverken i Canada eller i Frankrig, men virkelig om bord på Nautilus og halvtreds meter under havets overflade.
— Man må tro herren, siden herren siger det, svarede Conseil; men oprigtigt talt er denne salon skabt til at forbavse selv en flamlænder som mig.
— Bliv forbavset og se dig om, min ven; thi for en systematiker som dig er der noget at tage fat på her.
Jeg behøvede ikke at opmuntre Conseil. Den brave unge mand stod lænet over vitrinerne og mumlede allerede ord fra naturhistorikernes sprog: gasteropodernes klasse, buccinoidernes familie, porcellænssneglenes slægt, arter af cypræa madagascariensis, o.s.v.
Imens blev jeg af Ned Land, der var meget lidt af en konkyliolog, udspurgt om mit samvær med kaptajn Nemo. Havde jeg opdaget, hvem han var, hvorfra han kom eller hvor han skulle hen, hvor dybt han slæbte os ned? Kort sagt, tusind spørgsmål, som jeg ikke havde tid til at svare på.
Jeg fortalte ham alt, hvad jeg vidste, eller rettere sagt, hvor meget jeg ikke vidste, og jeg spurgte ham, hvad han på sin side havde set eller hørt.
— Jeg har hverken set eller hørt noget! svarede canadieren. Jeg har ikke engang opdaget mandskabet på denne båd. Mon det tilfældigvis også er elektrisk?
— Elektrisk!
— Det kunne man minsandten være fristet til at tro. Men, hr. Aronnax, sagde Ned Land, som ikke var kommet bort fra sin idé, De kunne vel ikke sige mig, hvor mange der er om bord? Ti, tyve, halvtreds, hundrede?
— Jeg kan ikke sige Dem det, mester Land. For øvrigt, tro De mig, opgiv hellere foreløbig denne idé om at sætte Dem i besiddelse af Nautilus eller flygte fra den. Denne båd er et hovedværk i den moderne industri, og jeg ville være ked af ikke at have set den. Mange mennesker ville gerne træde ind i den situation, som vi er kommet i, om det så blot var for at gå tværs igennem alle disse vidundere. Altså, forhold Dem rolig, og lad os prøve på at se, hvad der sker omkring os.
— Se! udbrød harpunéren, men man ser ingenting, man får ikke noget at se i dette stålfængsel. Vi kommer frem, vi sejler som i blinde…
Da Ned Land udtalte disse ord, blev det pludselig mørkt, og det var et totalt mørke. Det lysende loft udsluktes, og så hurtigt, at mine øjne påvirkedes smertefuldt, analogt med det indtryk den modsatte overgang fra dybt mørke til det mest strålende lys giver.
Ingen af os sagde noget, vi rørte os ikke, vi vidste ikke, hvilken overraskelse, behagelig eller ubehagelig, der ventede os. Men en glidende lyd hørtes. Man skulle tro, at der blev åbnet luger på Nautilus’ sider.
— Det er nok enden på det hele, sagde Ned Land.
— Hydromedusernes orden, mumlede Conseil.
Pludselig blev det lyst på begge siden af salonen, gennem to aflange åbninger. De flydende masser sås stærkt belyst af elektriske stråler. To krystalplader skilte os fra havet. Jeg skælvede først ved tanken om, at denne skrøbelige væg kunne knuses; men stærke rammer af kobber holdt den og gav den en næsten uendelig modstandskraft.
Havet sås tydeligt i en omkreds af en mil fra Nautilus. Hvilket syn! Hvilken pen kunne beskrive det! Hvem kunne udmale lysets virkninger gennem disse gennemsigtige flader og blidheden i dets gradvise fortoning til de laveste og de højeste lag i oceanet!
Man kender havets gennemsigtighed. Man ved, at det er klarere end det vand, der vælder frem fra en klippe. De mineralske og organiske substanser, der svæver i det, øger endog dets gennemsigtighed. Visse steder i oceanet, ved Antillerne, kan man gennem et hundrede og femogfyrre meter vand se sandbunden med overraskende klarhed, og solstrålernes gennemtrængende kraft synes først at standse i en dybde på tre hundrede meter. Men i dette flydende element, som Nautilus gennemløb, opstod den elektriske stråleglans i selve bølgernes midte. Det var ikke mere lysende vand, men flydende lys.
Hvis Erhembergs hypotese om en fosforescerende belysning af havbunden er rigtig, har naturen visselig reserveret et af sine mest vidunderlige skuespil for havets beboere, og jeg kunne dømme om det her i disse tusindfoldige lysstråler. På begge sider havde jeg et vindue åbent til uudforskede afgrunde. Salonens mørke fremhævede den ydre klarhed, og vi stirrede, som om dette rene krystal havde været ruden i et umådeligt akvarium.
Nautilus syntes ikke at røre sig. Der manglede nemlig holdepunkter. Men undertiden gled vandets linier, delt af forstavnen, med overordentlig hastighed forbi vort blik.
Vi sad betagne og støttede os på albuerne foran disse glasruder, og ingen af os havde endnu brudt tavsheden, da Conseil sagde:
— De ville se, min ven Ned, nuvel, De ser!
— Mærkeligt, mærkeligt! kom det fra canadieren, som glemte sin vrede og sine planer om flugt og lå under for en uimodståelig tiltrækning. Og man ville rejse så langt, det skulle være, for at beundre dette syn!
— Åh, udbrød jeg, jeg forstår denne mands liv! Han har skabt sig en særlig verden, som reserverer ham sine mest forbavsende vidundere!
— Men fiskene! bemærkede canadieren. Jeg kan ikke se nogen fisk!
— Hvad gør det, svarede Conseil, De kender dem jo ikke.
— Gør jeg ikke! Jeg er fisker, udbrød Ned Land.
Og om dette emne opstod der en diskussion mellem de to venner, for de kendte nok fiskene, men hver på sin måde.
Alle ved, at fiskene udgør den fjerde og sidste klasse i hvirveldyrenes række. Man har med fuld ret defineret dem således: hvirveldyr, der har dobbelt blodomløb og koldt blod, der ånder ved gæller og er bestemt til at leve i vandet. De udgør to adskilte grupper, benfiskenes gruppe, det vil sige dem, hvis rygsøjle består af benhvirvler, og bruskfiskene, det vil sige dem, hvis rygsøjle består af bruskhvirvler.
Canadieren kendte måske denne distinktion, men Conseil vidste meget mere derom, og nu, da han havde sluttet venskab med Ned, kunne han ikke indrømme, at han var mindre belæst end denne. Derfor sagde han:
— Min ven Ned, De dræber fisk, De er en meget dygtig fisker. De har fanget et stort antal af disse interessante dyr. Men jeg vil vædde på at De ikke ved, hvordan man klassificerer dem.
— Jo, svarede harpunéren alvorligt. Man deler dem i fisk, som man kan spise, og fisk, som ikke kan spises!
— Sådan siger den, der kan lide god mad, svarede Conseil. Men sig mig, om De kender den forskel, der er mellem benfisk og bruskfisk?
— Det gør jeg måske nok, Conseil.
— Og underafdelingerne i disse to store grupper?
— Det aner jeg ikke, svarede canadieren.
— Nå, min ven Ned, hør efter og husk det! Benfiskene deles i seks ordener: For det første acanthopteri, hvis overkæbe er komplet, bevægelig, og hvis gæller har form som en kam. Denne orden omfatter femten familier, det vil sige de tre fjerdedele af de fisk, man kender. Type: den almindelige aborre.