— Ret god at spise, svarede Ned Land.
— For det andet, vedblev Conseil, abdominales, som har bugfinner fæstet under bugen og bag brystfinnerne, uden at de er fæstet til skulderbladet — en orden, som deles i fem familier, og som omfatter størstedelen af ferskvandsfiskene. Typer: karpen, gedden.
— Puh, sagde canadieren med en vis foragt. Ferskvandsfisk!
— For det tredie, sagde Conseil, subbranchii, hvis bugfinner er fæstet under brystfinnerne og umiddelbart ophængt på skulderbladet. Denne orden indeholder fire familier. Typer: flyndere, isinger, pighvarrer, slethvarrer, søtunger o.s.v.
— Udmærket, udmærket! udbrød harpunéren, som kun ville betragte fiskene fra synspunktet spiselighed.
— For det fjerde, vedblev Conseil uden at lade sig forstyrre, apodes, med langstrakt krop, uden bugfinner, og beklædt med tykt, ofte klæbrigt skind — en orden, som kun indeholder én familie. Typer: ålen, den elektriske ål.
— Middelmådige, middelmådige, svarede Ned Land.
— For det femte, sagde Conseil, lophobranchii som har fuldstændige og frie overkæber, men hvis gæller er formet som små buske, anbragt parvis langs gællebuerne. Denne orden tæller kun én familie. Typer: søhest, sødrage.
— Dårlige, dårlige! svarede harpunéren.
— Endelig for det sjette, sagde Conseil, plectagnathi, hvis kæbeben er vokset sammen med mellemkæbebenet og danner kæben, og hvis ganebue er forbundet med kraniet med en takket søm, hvad der gør den stiv — en orden, som mangler virkelige bugfinner og som består af to familier. Typer: kuglefisk, månefisk.
— Gode til at skamskænde en fiskekedel, udbrød canadieren.
— Har De forstået det, min ven Ned? spurgte den kyndige Conseil.
— Ikke den mindste smule, min ven Conseil, svarede harpunéren. Men gå bare videre, for De er meget interessant.
— Med hensyn til bruskfiskene, begyndte Conseil uforstyrreligt
igen, omfatter de kun tre ordener.
— Så meget des bedre, sagde Ned.
— For det første cyclostomi, hvis kæber er vokset sammen til en bevægelig ring, og hvis gæller åbner sig med talrige huller — en orden, som kun indeholder en eneste familie. Type: lampretten.
— De er pragtfulde, svarede Ned Land.
— For det andet selachii, der ligner cyclostomi på gællerne, men hvis underkæbe er bevægelig. Denne orden, som er den vigtigste i klassen, omfatter to familier. Typer: rokker og hajerne.
— Hvad, udbrød Ned, rokker og hajer i samme orden! Nå da, Conseil, i rokkernes interesse råder jeg Dem til ikke at sætte dem sammen i ét akvarium.
— For det tredie, svarede Conseil, sturionidæ, hvis gæller er åbne som sædvanligt med en eneste spalte, forsynet med et låg — en orden som omfatter fire slægter. Type: stør.
— Åh, Gonseil, min ven, De har gemt det bedste til sidst — i det mindste efter min mening. Og det er det hele?
— Ja, min kære Ned, svarede Conseil, og læg mærke til, at når man ved det, ved man ikke noget endnu, for familierne er igen delt i slægter og underslægter, i arter, i varieteter…
— Javel, min ven Conseil, sagde harpunéren, idet han lænede sig mod glaslugen. Sikke varieteter, der passerer forbi!
— Ja, sikke fisk, udbrød Conseil. Man skulle tro, man sad foran et akvarium.
— Nej, svarede jeg, for et akvarium er et bur, og de fisk der er frie som fuglen i luften.
— Nå, min ven Conseil, sig dog deres navne, sig dog, hvad de hedder! sagde Ned Land.
— Nej, det er jeg ikke i stand til, svarede Conseil. Det bliver min herres sag.
Og den værdige unge mand, den lidenskabelige systematiker, var ikke naturhistoriker, og jeg ved ikke, om han kunne have kendt en nordsøtun fra en middelhavstun. Med ét ord, en modsætning til canadieren, som ufortøvet nævnede alle disse fisk ved navn.
— En balist, havde jeg sagt.
— Og det en kinesisk balist! svarede Ned Land.
— Balisternes slægt, sclerodermernes familie, plectognathernes orden, mumlede Conseil.
Ned og Conseil kunne absolut tilsammen have udgjort én fremragende naturhistoriker.
Canadieren havde ikke taget fejl. En stime balister, med sammentrykt krop, med nopret hud, bevæbnet med en pig på deres rygfinne, muntrede sig omkring Nautilus og viftede med de fire rækker skarpe torne, der strittede på hver side af deres hale. Intet var mere forunderligt end deres skind, der var gråt på ryggen, hvidt på bugen, og hvis gyldne pletter glimtede i deres kølvands mørke hvirvler. Mellem dem bølgede rokker som en dug, der flagrer for vinden, og blandt dem opdagede jeg til min store glæde den kinesiske rokke, gullig på oversiden, lyserød under bugen og bevæbnet med tre torne bag øjet; en sjælden art og endda tvivlsom på Lacèpedes tid, da han aldrig havde set den undtagen i en samling af japanske tegninger.
I to timer var det en hel flåde, der eskorterede Nautilus. Midt under deres leg, deres spring, medens de kappedes i skønhed, pragt og hastighed, skelnede jeg den grønne læbefisk, den skæggede mulle, kendelig på en dobbelt sort stribe, kutlingen med rundet hale, hvid af farve og med violette pletter på ryggen, den japanske makrel, en udmærket makrelfisk fra disse have, med blå krop og sølvglinsende hoved, strålende azurfisk, hvis navn alene overflødiggør enhver beskrivelse, stribede spaderfisk, med finner skiftende i blåt og gult, andre stribede spaderfisk, forfinede af et sort bånd på deres halefinne, bæltebærende spader, elegant korsetterede med deres seks tværstriber, pibefisk, virkelige fløjtemunde eller havets bekkasiner, af hvilke nogle eksemplarer nåede en længde på en meter, salamandre fra Japan, øgleagtige muræner, lange slanger på seks fod, med små og livlige øjne og med den brede mund strittende af tænder, o.s.v.
Vor beundring holdt sig stadig på højdepunktet. Vore jubelråb holdt ikke op. Ned nævnede fiskenes navne, Conseil klassificerede dem, jeg kom i ekstase over deres livlige bevægelser og deres skønne former. Aldrig før var det blevet mig forundt at overraske disse dyr levende og fri i deres naturlige element.
Jeg nævner ikke alle disse varieteter, som således passerede forbi vore blændede øjne, hele denne samling fra Japans og Kinas have. Disse fisk strømmede til, talrigere end himlens fugle, uden tvivl tiltrukket af det strålende skær af elektrisk lys.
Pludselig blev der lyst i salonen. Stållugerne lukkedes igen. Det fortryllende syn forsvandt… Men endnu længe sad jeg og drømte, lige til mit blik faldt på de instrumenter, der var ophængt på væggen. Kompasset viste stadig retningen nord-nordøst, manometret angav et tryk på fem atmosfærer svarende til en dybde på halvtreds meter, og den elektriske log viste en fart på femten mil i timen.
Jeg ventede kaptajn Nemo. Men han kom ikke. Uret viste fem. Ned Land og Conseil vendte tilbage til deres kahyt. Jeg gik igen til mit kammer. Der var mit middagsmåltid parat. Det bestod af skildpaddesuppe kogt på de mest delikate karetteskildpadder, af en gulstribet mulle med hvidt kød, lidt bladet, og hvis lever tilberedt for sig var en herlig spise, og fileterne af dette kød af kejserengelfisk, hvis smag forekom mig at overgå laksens.
Jeg tilbragte aftenen med at læse, at skrive, at tænke. Så overvældede søvnen mig, jeg strakte mig på mit leje af bændeltang, og jeg faldt i en dyb søvn, mens Nautilus gled tværs igennem den Sorte Flods hurtige strøm.
Kapitel 15
En skriftlig invitation
Den næste dag, den 9. november, vågnede jeg først efter en tolv timer lang søvn. Conseil fulgte sin sædvane og kom for at få at vide» hvordan herren havde tilbragt natten «og tilbyde ham sin tjeneste. Han havde forladt sin ven canadieren sovende, som om han ikke havde bestilt andet hele sit liv.