Jeg lod den flinke fyr sludre løs, som han havde lyst til, uden at svare ham alt for meget. Jeg spekulerede over kaptajn Nemos fravær den foregående dag, mens vi andre var sammen, og jeg håbede at se ham i løbet af dagen.
Jeg havde snart igen iført mig mit byssustøj. Dets natur fremkaldte mere end én gang bemærkninger fra Conseil. Jeg belærte ham om, at det var fremstillet af de blanke og silkeagtige fibre, som binder skinkemuslingerne, en slags konkylier, der findes i overflod ved Middelhavets kyster, til klipperne. Tidligere lavede man smukke stoffer af dem, strømper, handsker; thi de var på en gang meget bløde og meget varme. Nautilus’ mandskab kunne altså klæde sig billigt uden at forlange noget af landjordens bomuldsplanter eller får eller silkeorme.
Da jeg var klædt på, begav jeg mig til den store salon. Den var tom. Jeg fordybede mig i studiet af de konkyliologiske skatte, der var ophobet i vitrinerne. Jeg undersøgte også de store herbarier, der var fyldt med de sjældneste havplanter, som skønt tørrede bevarede deres forunderlige farver. Blandt disse kostbare hydrofyter bemærkede jeg kransstillede cladostepher, påfugle-padiner, caulerper med vindrueblade, frøbærende callithamnier, sarte ceramier med skær af skarlagenrødt, agar, der var groet i vifteform, acétabularier, der lignede nedtrykte champignonhoveder og som længe blev regnet til zoofyterne, og endelig en hel række tangarter.
Hele dagen gik hen, uden at jeg blev beæret med kaptajn Nemos besøg. Lugerne i salonen blev ikke åbnet. Måske ville han ikke have at vi skulle blive blaserede overfor disse smukke ting.
Nautilus holdt stadig kursen mod øst-nordøst med en hastighed på tolv mil og i en dybde mellem halvtreds og tres meter.
Den næste dag, den 10. november, — samme forladthed, samme ensomhed. Jeg så ikke nogen af mandskabet. Ned og Conseil tilbragte størstedelen af dagen sammen med mig. De var forbavsede over kaptajnens uforklarlige fravær. Var denne ejendommelige mand syg? Ville han ændre sine planer med hensyn til os?
Når alt kom til alt var vi, som Conseil sagde, fuldstændig frit stillede; vi fik lækker og rigelig mad. Vor vært holdt sig inden for sin kontrakts regler. Vi kunne ikke beklage os, og for øvrigt bød selve ejendommeligheden i vor situation os så smukke kompensationer, at vi endnu ikke havde ret til at anklage ham.
Den dag begyndte jeg den dagbog over disse eventyr, der har tilladt mig at genfortælle dem med den mest samvittighedsfulde nøjagtighed, og — en snurrig detalje — jeg skrev på en slags papir, der var fremstillet af havets bændeltang.
Tidligt om morgenen den 11. november underrettede den friske luft, der bredte sig i Nautilus’ indre, mig om, at vi igen var kommet op til havoverfladen for at forny iltbeholdningen. Jeg gik til trappen i midten, og jeg steg op på platformen.
Klokken var seks. Vejret var overskyet, havet gråt, men roligt. Der var næppe nok en dønning. Mon kaptajn Nemo, som jeg håbede at træffe deroppe, ville komme? Jeg så kun rorgængeren, indelukket i sit glasbur. Siddende på fremspringet af bådens skrog indåndede jeg med behag den saltmættede luft.
Lidt efter lidt spredtes tågen under påvirkning af solstrålerne. Det strålende himmellegeme steg op over den østlige horisont. Havet opflammedes af dets tilsynekomst som ved en løbeild. Skyerne spredtes i højderne og antog heftige, vidunderligt nuancerede farvetoner, og talrige» kattetunger«*) varslede blæst hele dagen.
Men hvad betød blæst for denne Nautilus, som uvejr ikke kunne skræmme!
Jeg stod og beundrede denne skønne solopgang, så munter, så oplivende, da jeg hørte nogen komme op på platformen.
Jeg forberedte mig på at hilse på kaptajn Nemo, men det var hans næstkommanderende, — som jeg allerede havde set under kaptajnens første besøg — der kom til syne. Han gik frem på platformen og syntes ikke at bemærke min tilstedeværelse. Med sin kraftige kikkert for øjnene undersøgte han alle punkter i horisonten med den yderste opmærksomhed. Efter at denne undersøgelse var sket, nærmede han sig lugen og udtalte en sætning, der lød nøjagtigt som følger. Jeg har bevaret den i hukommelsen, for hver morgen blev den gentaget under de samme omstændigheder. Den var således sammensat:
Nautron respoc lorni virch.
Hvad det betød, kunne jeg ikke sige.
Da disse ord var udtalt, gik næstkommanderende ned igen. Jeg tænkte mig, at Nautilus ville genoptage sin undervandssejlads. Jeg gik igen hen til lugen, og ad gangene kom jeg tilbage til mit kammer. Således forløb fem dage, uden at situationen ændredes. Hver morgen steg jeg op på platformen. Den samme sætning blev udtalt af det samme individ. Kaptajn Nemo viste sig ikke.
Jeg havde slået mig til ro med, at jeg ikke skulle se ham mere, da jeg den 16. november var vendt tilbage til mit kammer sammen med Ned og Conseil og på bordet fandt en billet, adresseret til mig.
Jeg åbnede den med utålmodig hånd. Den var skrevet med en fri og tydelig håndskrift, som dog var en smule gotisk og mindede om tyske skrifttyper.
Denne billet var affattet i disse ord:
16. november 1867.
Hr. professor Aronnax, om bord på Nautilus.
Kaptajn Nemo indbyder hr. professor Aronnax til et jagtparti, som vil finde sted i morgen tidlig i Crespoøens skove. Han håber, at intet vil forhindre professoren i at være til stede, og det vil være ham en fornøjelse, om professorens ledsagere vil slutte sig til ham.
Chefen på Nautilus,
kaptajn NEMO.
— En jagt! udbrød Ned.
— Og i Crespoøens skove! tilføjede Conseil.
— Men han går altså i land, den original? fortsatte Ned.
— Det synes mig at fremgå klart heraf, sagde jeg, idet jeg læste brevet igen.
— Nå, det må man tage imod, svarede canadieren. Er vi først engang på den faste jord, finder vi ud af at tage en beslutning. For resten ville jeg ikke være ked af at få nogle bidder frisk vildt at spise.
Uden at forsøge at forene hvad der var af modsigelse mellem kaptajn Nemos tydelige rædsel for fastlande og øer og hans invitation til at jage i en skov, nøjedes jeg med at svare:
— Vi får snart at se, hvad Crespoøen er for et sted.
Jeg rådførte mig med verdenskortet og på 32° 40 nordlig bredde og 167° 50 vestlig længde fandt jeg en lille ø, som blev undersøgt i 1801 af kaptajn Crespo, og som de gamle spanske kort kaldte Rocca de la Plata, det vil sige» Sølvklippen«. Vi var altså ca. atten hundrede mil fra vort udgangspunkt, og Nautilus’ en smule ændrede rute førte den mod sydøst.
Jeg viste mine kammerater denne lille ensomme klippe midt i det nordlige Stillehav.
— Hvis kaptajn Nemo nogensinde går i land, sagde jeg til dem, vælger han i alt fald absolut øde øer.
Ned Land trak på skuldrene uden at svare, og Conseil og han forlod mig. Efter et aftensmåltid, som blev serveret mig af den stumme og uforstyrrelige steward, faldt jeg i søvn, ikke uden visse spekulationer.
Den næste morgen, den 17. november, mærkede jeg ved min opvågnen, at Nautilus lå fuldkommen ubevægelig. jeg klædte mig hurtigt på og jeg trådte ind i den store salon. Kaptajn Nemo var der. Han ventede mig, rejste sig, hilste og spurgte mig, om det passede mig at ledsage ham.
Da han ikke gjorde nogen hentydning til sit fravær i de sidste otte dage, afholdt jeg mig fra at tale til ham derom, og jeg svarede blot, at mine ledsagere og jeg var parate til at følge ham.