— Blot, min herre, tilføjede jeg, vil jeg tillade mig at stille Dem et spørgsmål.
— Gør det, hr. Aronnax, og hvis jeg kan svare på det, gør jeg det.
— Nuvel, hr. kaptajn, hvordan går det til, at De som har brudt al forbindelse med jorden, ejer skove på øen Crespo?
— Hr. professor, svarede kaptajnen, de skove, som jeg besidder, behøver hverken solen eller dens lys eller dens varme. Hverken løver eller tigre eller pantere eller noget firfodet dyr færdes i dem. De kendes kun af mig. Det er ikke jordiske skove, men virkelige undersøiske skove.
— Undersøiske skove! udbrød jeg.
— Ja, hr. professor.
— Og De tilbyder at føre mig dertil?
— Netop.
— Til fods?
— Ja, endog tørskoet.
— På jagt?
— På jagt!
— Med gevær i hånden?
— Med gevær i hånden!
Jeg betragtede Nautilus’ chef med en mine, der ikke kunne være smigrende for ham.
Hans hjerne er bestemt syg, tænkte jeg. Han har haft et anfald, som har varet i otte dage, og som endda varer endnu. Det er skade! Han må hellere være mærkelig end gal.
Denne tanke kunne nok tydeligt læses på mit ansigt, men kaptajn Nemo nøjedes med at invitere mig til at følge ham, og jeg fulgte ham som den der er fattet på alt.
Vi kom ind i spisesalen, hvor vi fandt frokosten serveret.
— Hr. Aronnax, sagde kaptajnen, jeg beder Dem uden videre at spise frokost sammen med mig. Vi kan tale sammen, mens vi spiser. Selv om jeg har lovet Dem en spadseretur i skoven, har jeg ikke påtaget mig at sørge for, at De finder en restaurant der. Spis altså nu til frokost som den, der sandsynligvis først får middagsmad meget sent. Jeg nød måltidet. Det bestod af forskellige fisk og skiver af søpølser, udmærkede zoofyter, anretninger af meget appetitvækkende alger, såsom porphyria laciniata og laurentia primafetida. Hvad vi drak til var klart vand, hvortil jeg efter kaptajnens eksempel føjede nogle dråber af en gæret drik, der, som man gør på Kamchatka, var uddraget af en alge, der kendes under navnet rhodomenia palmata.
Kaptajn Nemo spiste i begyndelsen uden at sige et eneste ord. Så sagde han:
— Hr. professor, da jeg foreslog Dem at gå på jagt i mine Cresposkove, troede De, at jeg modsagde mig selv. Da jeg fortalte Dem, at det drejede sig om undersøiske skove, troede De, at jeg var gal. Hr. professor, man skal aldrig dømme mennesker tankeløst.
— Men, hr. kaptajn, tror De…
— Vær så god at høre på mig, og De skal få at se, om De kan anklage mig for galskab eller selvmodsigelse.
— Jeg lytter.
— Hr. professor, De ved lige så vel som jeg, at et menneske kan leve under havet på betingelse af, at han medbringer sit forråd af indåndingluft. Når der arbejdes under havet, får arbejderen, der er klædt i en vandtæt dragt og har hovedet indelukket i en metalkapsel, luft udefra ved hjælp af trykpumper og afløbsregulatorer.
— Det er dykkernes udstyr, sagde jeg.
— Rigtigt, men under disse forhold er manden ikke fri. Han er bundet til den pumpe, der sender ham luft, med en gummislange, en veritabel lænke, som holder ham fast ved jorden, og hvis vi skulle holdes sådan tilbage på Nautilus, kunne vi ikke gå ret langt.
— Og midlet til at være frie? spurgte jeg.
— Det er at bruge Rouquayrol-Denayrouzes apparat, der er udtænkt af to af Deres landsmænd, men som jeg har forbedret til mit brug, og som vil tillade Dem på disse nye fysiologiske betingelser at vove Dem ud, uden at Deres organer på nogen måde lider derunder. Det består af et reservoir af tykke stålplader, hvori jeg opmagasinerer luft under et tryk på halvtreds atmosfærer. Dette reservoir fæstes på ryggen med remme som en soldats tornyster. Dens øverste del danner et rum, hvorfra luften, fastholdt ved en blæsemekanisme, kun kan undslippe ved sit normale tryk. I Rouquayrolapparatet, sådan som det bruges, udmunder to gummislanger, der kommer fra dette rum, i en slags telt, der indeslutter brugerens næse og mund; den ene tjener til indførelse af indåndingsluft, den anden til afløb for den udåndede luft, og den ene eller den anden lukkes efter vejrtrækningens behov. Men jeg, der udsættes for et betydeligt tryk på havbunden, har ligesom dykkerne måttet indeslutte mit hoved i en kobberkugle, og det er i denne kugle de to slanger til indånding og udånding udmunder.
— Udmærket, kaptajn Nemo, men den luft, som De bringer med, må hurtigt blive opbrugt, og så snart den kun indeholder 15 procent ilt, bliver den ubrugelig.
— Utvivlsomt, men jeg har sagt Dem, hr. Aronnax, Nautilus’ pumper tillader mig at opmagasinere den under et betydeligt tryk, og på disse betingelser kan apparatets reservoir levere indåndingsluft i ni eller ti timer.
— Jeg har ikke flere indvendinger at gøre, svarede jeg. Jeg spørger Dem blot, hr. kaptajn, hvordan kan De belyse Deres rute på bunden af oceanet?
— Med Ruhmkorff-apparatet, hr. Aronnax. Hvis det første apparat bæres på ryggen, fæstes det andet til bæltet. Det består af et Bunzenelement, som jeg sætter i virksomhed, ikke med tvekulsurt kali, men med natrium. En induktionsspole modtager den producerede elektricitet og leder den til en særligt indrettet lygte. I denne lygte er der en glasslange, som blot indeholder en rest kulgas. Når apparatet fungerer, bliver denne gas lysende og giver et hvidligt og stadigt lys. Således forsynet kan jeg ånde og se.
— Kaptajn Nemo, De giver så tilintetgørende svar på alle mine spørgsmål, at jeg ikke mere vover at tvivle. Men hvis jeg virkelig er nødt til at bøje mig for Rouquayrols og Ruhmkorffs apparater, må jeg tage forbehold med hensyn til det gevær, De vil bevæbne mig med.
— Men det er ikke et ildvåben, svarede kaptajnen.
— Det er altså en luftbøsse?
— Unægteligt. Hvordan vil De have, at jeg skal fremstille krudt på mit skib, når jeg hverken har salpeter, eller svovl, eller kul?
— For resten, sagde jeg, for at skyde under vandet, i omgivelser, der er otte hundrede, femoghalvtreds gange tungere end luften, måtte man overvinde en betydelig modstand.
— Det ville ikke være nogen hindring. Der eksisterer visse kanoner, forbedrede efter Fulton af englænderne Philip Coles og Burley, af franskmanden Furcy, af italieneren Landi, og de er forsynet med et særligt lukkesystem, som kan skyde under disse forhold. Men jeg gentager, da jeg ikke har krudt, har jeg erstattet det med komprimeret luft, som Nautilus’ pumper forsyner mig med i overflod.
— Men denne luft må hurtigt bruges op?
— Ja, hvad så? Har jeg ikke mit Rouquayrol-reservoir, der, når det tiltrænges, kan forsyne mig? Dertil er det tilstrækkeligt med en passende hane. For resten, hr. Aronnax, vil De selv få at se, at på disse undersøiske jagter bruger man ikke meget hverken af luft eller kugler.
— Men det forekommer mig, at i dette halvmørke og midt i denne i forhold til atmosfæren meget tunge væske, kan skuddene ikke række langt og vanskeligt være dødbringende?
— Min herre, med dette gevær er alle skud tværtimod dødbringende, og så snart et dyr er truffet, om end aldrig så let, falder det, ramt af lynet.
— Hvorfor det?
— Fordi det ikke er almindelige kugler, dette gevær udsender, men små glaskapsler — opfundet af den østrigske kemiker Leniebroek — og som jeg har et betydeligt lager af. Disse glaskapsler, der er dækket af en stålbelægning og tynget af en blybund, er veritable små leydnerflasker, hvori elektriciteten er meget højspændt. Ved det letteste stød udlades den, og hvor kraftigt dyret end er, falder det dødt om. Jeg tilføjer, at disse kapsler ikke er større end nummer fire, og at magasinet i et almindeligt gevær kan indeholde ti af dem.