— Jeg skal ikke sige mere, svarede jeg, idet jeg rejste mig fra bordet, og jeg har blot at tage mit gevær. For øvrigt, der hvor De går hen, går jeg også hen.
Kaptajn Nemo førte mig hen mod Nautilus’ agterstavn, og idet vi passerede Ned og Conseils kahyt, kaldte jeg på mine to kammerater, som straks fulgte os.
Dernæst kom vi til en tilstødende celle, der var nær ved maskinrummet, og i hvilken vi skulle iføre os vore promenadedragter.
Kapitel 16
Vandring på en slette
Denne celle var egentlig Nautilus’ arsenal og garderobe. Et dusin dykkerdragter, der var ophængt på væggen, var parate til deltagerne i turen.
Ved at se dem viste Ned Land en øjensynlig afsky for at klæde sig om i sådan noget.
— Men, kære Ned, sagde jeg, Crespoøens skove er udelukkende undersøiske skove!
— Nå! sagde den skuffede harpunér, der så sine drømme om frisk kød svinde bort. Og De, hr. Aronnax, De vil virkelig tage det tøj på?
— Det er absolut nødvendigt, mester Ned.
— Gør som De vil, min herre, svarede harpunéren med et skuldertræk; men medmindre man tvinger mig til det, skal jeg ikke have noget af det!
— Man vil ikke tvinge Dem til noget, mester Ned, sagde kaptajn Nemo.
— Og Conseil tør nok? spurgte Ned.
— Jeg følger min herre, overalt hvor herren går hen, svarede Conseil. På et signal af kaptajnen kom to mænd af besætningen for at hjælpe os med at iføre os disse tunge, vandtætte dragter, der var lavet af gummi uden syning og behandlet på en måde, så de kunne modstå betydelige tryk. Det var så at sige et panser, på én gang bøjeligt og modstandsdygtigt. Disse dragter bestod af bukser og trøje. Bukserne endte med tykt fodtøj forsynet med tunge såler af bly. Trøjens stof var forstærket med tynde kobberplader, som dækkede brystet, forsvarede det mod vandtrykket og tillod lungerne at fungere frit; dens ærmer endte med blødgjorte handsker, der ikke på nogen måde hindrede håndens bevægelser.
Man kunne se, at disse forbedrede dykkerdragter var langt fra den uformelige slags med korkkyrads, ærmeløse trøjer, havdragter, tornystre o.s.v., som blev opfundet og lovprist i det attende århundrede.
Kaptajn Nemo, en af hans fæller — en slags Herkules, som måtte være vidunderlig stærk, — Conseil og jeg havde snart klædt os om i disse dykkerdragter. Det drejede sig nu kun om at indpasse hovedet i dets metalkugle. Men før jeg begyndte på dette foretagende, bad jeg kaptajnen om tilladelse til at undersøge de geværer, som var bestemt for os.
En af Nautilus’ matroser viste mig et almindeligt gevær, hvis hule kolbe af stålplader var af en ret stor dimension. Den tjente til beholder for den komprimerede luft, som en ventil, styret af en stang på låsen, lod slippe ud i metalløbet. Et projektilmagasin, der var udhulet i selve kolben, indeholdt en snes elektriske kugler, der ved hjælp af en fjeder automatisk placerede sig i bøsseløbet. Så snart et skud var løsnet, var det næste parat til at gå af.
— Kaptajn Nemo, sagde jeg, dette våben er fuldendt og let at behandle. Jeg ønsker blot at prøve det. Men hvordan kommer vi til bunden af havet?
— I dette øjeblik, hr. professor, er Nautilus strandet på ti meter vand, og vi behøver blot at tage af sted.
— Men hvordan kommer vi ud?
— Det skal De straks få at se.
Kaptajn Nemo stak hovedet ind i den kuglerunde kalot. Conseil og jeg gjorde ligeså, ikke uden at have hørt canadieren udslynge et ironisk» God jagt!«Det øverste af vore dragter endte i en kobberkrave med skruegang, på hvilken denne metalhjelm skruedes fast. Tre huller, der var beskyttet af tykt glas, tillod os at se i alle retninger, blot ved at dreje hovedet inde i denne kugle. Så snart den var på plads, begyndte Rouquayrolapparatet, der var anbragt på vore rygge, at fungere, og jeg for mit vedkommende trak vejret uden vanskelighed.
Med Ruhmkorfflampen ophængt ved mit bælte, med gevær i hånd, var jeg parat til at tage af sted. Ærlig talt havde det dog været mig umuligt at tage et skridt indelukket i disse tunge klæder og naglet til gulvet af mine blysåler.
Men dette tilfælde var forudset; thi jeg følte, at man skubbede mig ind i et lille kammer, der stødte op til garderoben. Mine ledsagere, der blev bugeret på samme måde, fulgte mig. Jeg hørte en dør, der var forsynet med tætningslister, blive lukket bag os, og et dybt mørke omgav os.
Efter nogle minutter nåede en skarp fløjten mit øre. Jeg følte en vis kuldefornemmelse stige fra mine fødder til mit bryst. Fra det indre af båden havde man tydelig nok med en hane åbnet for vandet, som udefra trængte ind på os, og hvoraf dette kammer snart var fuldt. Nu åbnedes en anden dør, der var anbragt i siden på Nautilus. Et svagt lys faldt ind på os. Et øjeblik efter betrådte vore fødder havets bund.
Og hvorledes skulle jeg nu kunne fortælle om de indtryk, som denne vandring under havet har efterladt mig? Ord er afmægtige til at berette om sådanne vidundere! Når selv penselen er ude af stand til at skildre de særlige virkninger i det våde element, hvordan skulle så pennen kunne gengive dem?
Kaptajn Nerno gik foran, og hans ledsager fulgte nogle skridt bag os. Conseil og jeg holdt os tæt sammen, som om et ordskifte havde været muligt tværs igennem vore metalhjelme. Allerede nu følte jeg ikke længere tyngden af min dragt, mine sko, min luftbeholder eller vægten af den tykke kugle, hvori mit hoved rystede som en mandel i sin skal. Nedsænket i vandet tabte alle disse ting lige så stor en del af deres vægt, som vægten af det fortrængte vand, og jeg følte mig meget vel tilpas ved denne fysiske lov, som Arkimedes har erkendt. Jeg var ikke mere en træg masse, og jeg havde temmelig stor bevægelsesfrihed.
Det lys, der nåede grunden lige til tredive fod under oceanets overflade, forbavsede mig ved sin styrke. Solstrålerne gik let igennem denne vandmasse og spredte dens farver. Jeg skelnede tydeligt genstande i en afstand af hundrede meter. Derude nuanceredes bunden i fine afskygninger af ultramarint, så blånede den i det fjerne og udslettedes midt i et ubestemt mørke. Dette vand, som omgav mig, var virkelig kun en slags luft, tættere end jordens atmosfære, men næsten lige så gennemsigtig. Oven over mig opdagede jeg havets rolige overflade.
Vi gik på fint sand, ikke furet som det på strandbredderne, der bevarer aftrykket af dønninger. Dette blændende tæppe var en veritabel reflektor og kastede solens stråler tilbage med forbavsende intensitet.
Derfra kom dette umådelige genskin, som gennemtrængte alle de flydende molekyler. Mon man vil tro mig, hvis jeg påstår, at jeg her i tredive fods dybde kunne se som i fuldt dagslys?
I et kvarter gik jeg på dette lysende sand, der var dækket af et ikke mærkbart støv af muslingeskaller. Nautilus skrog, der tegnede sig som et langt skær, forsvandt lidt efter lidt, men når det var blevet nat midt i vandet, skulle dens lanterne lette vor tilbagevenden til skibet ved at udsende sine stråler med fuldkommen klarhed. En virkning, der er vanskelig at forstå for den, som kun på landjorden har set disse hvidlige lysbundter så kraftigt fremhævet. Der får det støv, hvormed luften er mættet, dem til at se ud som en lysende tåge; men på havet, så vel som under havet, forplanter disse elektriske lysstråler sig med uforlignelig klarhed.
Imidlertid gik vi stadig videre, og den udstrakte sandslette syntes at være uden grænser. Med hænderne fjernede jeg de flydende tæpper, der lukkede sig igen bag mig, og sporene af mine skridt udslettedes straks under vandets tryk.