Snart efter tegnede der sig for mine øjne nogle former af genstande, der knap nok var slørede på afstand. Det viste sig at være de prægtige forreste flader af klipper, der var beklædt med de skønneste eksemplarer af zoofyter, og jeg blev lige med det samme slået af en særlig virkning i disse omgivelser.
Klokken var ti om morgenen. Solstrålerne ramte vandoverfladen under en temmelig spids vinkel, og ved forbindelsen med deres lys, der blev opløst ved brydningen som gennem et prisme, nuanceredes blomster, klipper, småplanter, muslingeskaller, polypper på deres rande af
solspektrets syv farver. Det var et under, en øjnenes lyst, dette virvar af farvetoner, som et helt kalejdoskop af grønt, gult, orange, violet, indigo, blåt, med ét ord, hele en hidsig kolorists palet. At jeg dog ikke kunne meddele Conseil de stærke følelser, der steg op i mig — og kappes med ham i beundrende udråb! At vi ikke, som kaptajn Nemo og hans ledsager, kunne udveksle tanker ved hjælp af aftalte tegn! Derfor talte jeg i mangel af bedre med mig selv, jeg råbte i den kobberdåse, som beklædte mit hoved, og brugte måske mere luft, end det var rigtigt, til unyttige ord.
Conseil var ligesom jeg standset foran dette prægtige syn. Det var tydeligt, at den værdige unge mand over for disse eksempler på zoofyter og bløddyr stod og systematiserede, stadig systematiserede. Polypper og pighuder vrimlede på bunden. De forskellige ledkoraller, cornularier som lever isoleret, grupper af jomfruelige stjernekoraller, der ellers betegnes med navnet» hvid koral«, de strittende svampe af form som champignoner, søanemoner, der hængte fast ved deres muskelskive, dannede en blomsterhave, der fik glans af blæregopler, smykket med deres lille krave af azurblå tentakler, søstjerner, som prydede sandet, og vortede slangestjerner, fine kniplinger, håndbroderede af najader og med udtungede kanter, der balancerede på de svage bølger, som blev fremkaldt af vore bevægelser. Det var en virkelig sorg for mig, at jeg under mine fodtrin knuste strålende eksemplarer af bløddyr, som i tusindvis var strøet ud over bunden, koncentriske kammuslinger, hammersnegle, virkelig springende muslinger, topsnegle, røde hjelme og englevingede kamésnegle, søharer og mange andre af dette oceans utallige frembringelser. Men vi måtte videre, og vi gik fremad, medens flokke af søblærer bølgede over vore hoveder, mens de lod deres ultramarinblå tentakler flyde efter sig, meduser, hvis opalfarvede eller lyserøde skærm med en azurblå blondekant beskyttede os mod solstrålerne, og hav-panopyrerne, som i mørket havde bestrøet vor vej med fosforescerende lysglimt.
Alle disse undere skimtede jeg i en kvart mils afstand næsten uden at standse, mens jeg fulgte kaptajn Nemo, som kaldte mig til sig med en håndbevægelse. Havbundens natur ændredes hurtigt. Efter sandsletten kom vi til et område med klæbrigt dynd, som amerikanerne kalder» ooze«, og som udelukkende består af kisel— og kalkskaller. Så kom vi igennem en prærie af alger, havplanter, som vandene endnu ikke havde revet løse, og hvis vækst var overdådig. Disse tæt bevoksede plæner var blide mod fødderne, og kunne måle sig med de blødeste tæpper der væves af menneskehånd. Men samtidig med, at det grønne bredte sig under vore trin, forlod det ikke vore hoveder. Havplanter, henhørende til den righoldige algefamilie, hvoraf man kender mere end to tusind arter, krydsedes ved vandoverftladen og dannede en let baldakin. Jeg så lange bånd af tang flyde, nogle med blærer, andre rørformede, laurencia, cladaphora med så fint løvværk, rhodomenia palmata, der lignede vifter af kaktus. Jeg bemærkede, at de grønne planter holdt sig nærmest havoverfladen, mens de røde holdt sig middeldybt nede og overlod til de sorte eller brune hydrofyter at sørge for at danne haver og blomsterbede i havets dybe bunde.
Disse alger er virkelig et mirakel, et af verdensfloraens undere. Denne familie frembringer på én gang klodens mindste og største planter; thi så vel som man har talt fyrretyve tusind af disse ufattelige småplanter på en flade på fem kvadratmillimeter, har man indsamlet tang, hvis længde var over fem hundrede meter.
Det var ca. halvanden time siden vi havde forladt Nautilus. Det var snart middag. Jeg havde lagt mærke til den lodrette stilling af solstrålerne, som ikke længere brødes. Farvernes trylleri forsvandt lidt efter lidt, og de smaragdgrønne og safirblå nuancer udviskedes på vort firmament. Vi gik med regelmæssigt fodslag, som genlød fra havbunden med forbavsende intensitet. Den mindste støj spredtes med en hurtighed, som øret ikke var vant til på land. Vand er faktisk en bedre leder for lyd end luft, og den forplantes deri med firedobbelt hastighed.
Nu var bunden ved at sænke sig i en iøjnefaldende skråning. Lyset antog en ensartet farvetone. Vi nåede en dybde på hundrede meter og var altså under et tryk på ti atmosfærer. Men min dykkerdragt var sådan indrettet efter forholdene, at jeg på ingen måde led under dette tryk. Jeg følte blot et vist ubehag i fingerleddene, og denne ulempe var endda ikke længe om at forsvinde. Med henyn til den træthed, som man måtte vente af denne vandring på to timer med en udrustning, som jeg var så lidt vant til, var den ikke indtruffet. Hjulpet af vandet foretoges mine bvægelser rned overraskende lethed.
Ankommet til denne dybde på tre hundrede fod opfattede jeg endnu solens stråler, men svagt. Efter deres intense skær var fulgt et rødligt tusmørke, midt imellem dag og nat. Men vi kunne se tilstrækkeligt til at finde vej, og det var endnu ikke nødvendigt at sætte Ruhmkorffapparaterne i virksomhed. I dette øjeblik standsede kaptajn Nemo. Han ventede, til jeg havde nået ham, og pegede på nogle mørke masser, som fra skyggen trådte frem lidt fra os.
Det er Cresposøens skove, tænkte jeg, og jeg tog ikke fejl.
Kapitel 17
En skov under havet
Vi var endelig ankommet til udkanten af denne skov, uden tvivl en af de smukkeste i kaptajn Nemos umådelige domæne. Han betragtede den som sin ejendom og tiltog sig de samme rettigheder over den, som de første mennesker havde i de første dage efter verdens skabelse. Hvem ville for øvrigt have bestridt hans ejendomsret til dette undersøiske område? Hvilken anden endnu dristigere pioner ville være kommet med økse i hånden for at rydde det mørke krat?
Denne skov bestod af store træagtige planter, og så snart vi var trængt ind under dens mægtige kroner, blev mit blik straks slået af en ejendommelig tilbøjelighed hos deres grene — en tilbøjelighed, som jeg først nu lagde mærke til.
Ingen af de urter, der dækkede havbunden som et tæppe, ingen af de grene, der strittede fra buskene, krøb eller krummede sig eller strakte sig i et horisontalt plan. Alle hævede sig mod oceanets overflade. Hverken fibre eller bånd, hvor spinkle de end var, der ikke holdt sig så ranke som jernstænger! Tang og lianer udviklede sig efter en streng og lodret linie, behersket af tætheden i det element, der havde fostret dem. I øvrigt ubevægelige; når jeg skilte disse planter ad med min hånd, indtog de straks igen deres første stilling. Her havde de lodrette linier magten.
Jeg vænnede mig hurtigt til denne mærkelige vækst så vel som til det relative mørke, der omgav os. Skovbunden var bestrøet med spidse stenblokke, som det var vanskeligt at undgå. Undervandsfloraen forekom mig temmelig komplet, rigere end den ville have været i de arktiske eller tropiske zoner, hvor planterne er mindre talrige. Men i nogle minutter sammenblandede jeg uvilkårligt rigerne med hinanden, så jeg tog zoofyter for hydrofyter, dyr for planter. Og hvem ville ikke have taget fejl? Fauna og flora kommer hinanden så nær i denne verden under havet.
Jeg lagde mærke til, at alt, hvad der hørte til planteriget, kun holdt sig til bunden ved en svag forbindelse. Blottet for rødder, ligegyldigt om det var et fast legeme, sand, konkylier, skaller eller rullesten, som bar dem, krævede de ikke andet end et støttepunkt, ingen næring. Disse planter går kun ud fra sig selv, og grundlaget for deres eksistens er i dette vand, som holder dem oppe, som ernærer dem. Størstedelen udskyder i stedet for løv lameller af kapriciøse former indenfor en begrænset farveskala, som kun omfatter rosa, karmin, grønt, olivengrønt, rødgult og brunt. Jeg genså, men her ikke tørrede som eksemplarerne på Nautilus, påfugle-padiner, udfoldede som vifter, der syntes at udfordre en brise, skarlagenrøde ceramier, der strakte deres unge spiselige skud, néreocystéer, trådformede og bøjelige, som udfoldede sig i en højde af femten meter, buketter af acetabularier, hvis stilke blev større i toppen, og mange andre havplanter, alle blottet for blomster.»En underlig uregelmæssighed, det sære element, hvor dyreriget blomstrer, og hvor planteriget ikke blomstrer!«har en åndfuld naturforsker sagt.