Mellem disse forskellige buske, der var så store som træerne i de tempererede zoner, og i deres fugtige skygge trængtes veritable buske med levende blomster, rækker af zoofyter, hvori der udfoldede sig zebrastribede labyrintkoraller med forvredne furer, gullige bægerkoraller med gennemsigtige tentakler, grønsværdannende grupper af mangearmede koraldyr, og — for at gøre illusionen fuldkommnen — fluefisk, der fløj fra gren til gren som en sværm af kolibrier, mens de gule lepisacanter med piggede kæber, med skarpe skæl, flyveknurhaner og japanske koglefisk rejste sig ved vore skridt, så de lignede en flok bekkasiner.
Henimod klokken ét gav kaptajn Nemo stopsignal. Jeg for mit vedkommende var ganske godt tilfreds med det, og vi strakte os under en løvhytte af brunalger, hvis lange tynde tråde rejste sig som spir.
Dette korte hvil forekom mig herligt. Kun konversationens fortryllelse manglede vi. Men det var umuligt at tale, umuligt at svare. Jeg nærmede blot mit store kobberhoved til Conseils hoved. Jeg så den brave fyrs øjne stråle af fornøjelse, og som tegn på tilfredshed skar han verdens mest komiske ansigter i sit panser.
Jeg var meget forbavset over, at jeg efter denne tur på fire timer ikke følte et voldsomt behov for noget at spise. Hvad denne mavens tilstand skyldtes, kunne jeg ikke sige. Men til gengæld følte jeg en uovervindelig lyst til at sove, sådan som det sker for alle dykkere. Snart lukkedes mine øjne da også bag deres tykke glas, og jeg faldt uhjælpelig i en døs, som alene gangbevægelserne hidtil havde kunnet bekæmpe. Kaptajn Nemo og hans kraftige ledsager var de første, der sov, udstrakte i det flydende krystal.
Hvor længe jeg således forblev nedsunket i denne slummer, kunne jeg ikke afgøre; men da jeg vågnede, syntes det mig, at solen sænkede sig mod horisonten. Kaptajn Nemo havde allerede rejst sig, og jeg begyndte at strække lemmerne, da et uventet syn brat fik mig på benene.
En uhyggelig vandedderkop, en meter høj, betragtede mig på nogle skridts afstand med sine skelende øjne, parat til at styrte sig over mig. Skønt min dykkerdragt var tyk nok til at bevare mig for dette dyrs bid, kunne jeg ikke tilbageholde en forskrækket bevægelse. Conseil og matrosen fra Nautilus vågnede i samme øjeblik. Kaptajn Nemo viste sin ledsager det hæslige leddyr, som et slag med bøssekolben straks slog ned, og jeg så uhyrets frygtelige ben vride sig i forfærdelige krampetrækninger.
Dette møde fik mig til at tænke på, at der måtte være andre endnu mere skrækindjagende dyr, der hjemsøgte disse mørke dybder, og at min dykkerdragt ikke ville beskytte mig mod deres angreb. Jeg havde ikke tænkt på det før nu, ag jeg besluttede at tage mig i agt. Jeg antog for øvrigt, at dette hvil angav afslutningen på vor tur; men jeg tog fejl, og i stedet for at vende tilbage til Nautilus, fortsatte kaptajn Nemo sin dristige udflugt.
Havbunden gik stadig nedad, og dens skråning, der blev stadig tydeligere, førte os til meget store dybder. Klokken måtte være nær ved tre, da vi nåede en snæver dal, udhulet mellem høje, stejle vægge og beliggende i halvandet hundrede meters dybde. Takket være vore fuldendte apparater kom vi således halvfems meter under den grænse, som naturen lige til da tilsyneladende havde lagt for menneskets undersøiske udflugter.
Jeg siger halvandet hundrede meter, skønt intet instrument tillod mig at bestemme denne afstand. Men jeg vidste, at selv i de klareste have kunne solstrålerne ikke trænge længere ned. Netop nu blev det imidlertid meget mørkt. Intet var synligt i ti skridts afstand. Jeg famlede mig altså frem, da jeg pludselig så et ret stærkt hvidt lys skinne. Kaptajn Nemo havde lige sat sit elektriske apparat i virksomhed. Hans ledsager efterlignede ham. Conseil og jeg fulgte deres eksempel. Ved at dreje på en skrue etablerede jeg forbindelsen mellem induktionsspolen og glasslangen, og ved hjælp af vore fire lygter var havet oplyst omkring os i en afstand af femogtvve meter.
Kaptajn Nemo vedblev at trænge længere ind i skovens mørke dyb, hvor buskvæksterne stadig stod mere og mere spredt. Jeg lagde mærke til, at plantelivet forsvandt hurtigere end dyrelivet. Der var allerede ikke flere havplanter på bunden, der her var gold, mens en vidunderlig mængde dyr, zoofyter, leddyr, bløddyr og fisk endnu vrimlede der.
Idet vi gik her, tænkte jeg på, at lyset fra vore Ruhmkorff-apparater nødvendigvis måtte tiltrække nogle af disse mørke lags beboere. Men hvis de kom nærmere til os, holdt de sig i en i hvert fald for jægere beklagelig afstand. Flere gange så jeg kaptajn Nemo standse og lægge geværet til kinden; men efter nogle øjeblikkes iagttagelse opgav han og begyndte at gå igen.
Henad fire kom denne vidunderlige udflugt omsider til ende. En mur af prægtige klipper og af imponerende størrelse rejste sig foran os, en ophobning af kæmpestore blokke, en enorm granitklint, der var udhulet af mørke grotter, men ikke frembød nogen mulighed for opstigning. Det var Crespoøens stejle klinter. Det var landjorden.
Kaptajnen standsede pludselig. Med en håndbevægelse fik han os til at gøre holdt, og hvor begærlig jeg end var efter at komme over denne mur, måtte jeg standse. Her endte kaptajn Nemos domæne. Han ville ikke gå videre. På den anden side var den del af kloden, som han ikke mere ville betræde.
Tilbageturen begyndte. Kaptajn Nemo var igen i spidsen for sin lille trop og bevægede sig stadig fremad uden tøven. Jeg mente at se, at vi ikke fulgte den samme vej for at komme tilbage til Nautilus. Denne nye rute, der var meget stejl og som følge deraf meget vanskelig, nærmede os hurtigt til havets overflade. Dog var denne tilbagekomst til de øvre lag ikke så pludselig, at trykformindskelsen skete for hurtigt, hvad der kunne have medført alvorlig uorden i vor organisme og farårsaget den slags indre læsioner, som er så skæbnesvangre for dykkere. Meget hurtigt kom lyset igen til syne og tog til, og da solen allerede stod lavt over horisonten, omkransede lysbrydningen på ny de forskellige ting med en ring af spektrets farver.
I ti meters dybde gik vi midt i en stime af små fisk af alle arter, talrigere end fuglene i luften, også livligere, men intet havvildt, der var et bøsseskud værd, havde endnu vist sig for vore øjne.
I dette øjeblik så jeg, at kaptajnens gevær hurtigt blev skuldret og forfulgte en bevægelig genstand mellem buskene. Skuddet gik af, jeg hørte en svag fløjten, og et dyr faldt, ramt af lynet, nogle skridt fra os.
Det var en prægtig havodder, en enhydra, det eneste firføddede dyr, som udelukkende lever i havet. Denne havodder, der var halvanden meter lang, måtte være særdeles meget værd. Dens skind, der var kastaniebrunt på ryggen og sølvgråt på bugen, hørte til dette vidunderlige pelsværk, der er så efterspurgt på de russiske og kinesiske markeder; dette dyrs fine og glansfulde hårlag sikrede den en minimumsværdi på to tusind francs. Jeg beundrede i høj grad dette mærkelige pattedyr med rundt hoved, udstyret med korte ører, med runde øjne, med hvide knurhår, der lignede en kats, med svømmefødder med kløer, med busket hale. Dette mærkelige rovdyr, det bliver jaget og fældet af fangere, er blevet yderst sjældent, og det har især søgt tilflugt i de nordlige dele af Stillehavet, hvor dets art højst sandsynligt ikke vil være længe om at uddø.