Kaptajn Nemos ledsager kom for at tage dyret, læssede det på skulderen, og man begav sig igen på vej.
I den næste time udfoldede en sandslette sig foran os. Den steg ofte til mindre end to meter fra vandoverfladen. Nu kunne jeg se vort billede klart afspejlet tegne sig i omvendt stilling, og over os viste der sig en med os identisk gruppe, der gengav vor gang og vore håndbevægelser nøjagtigt på alle punkter, så det med ét ord var, som om den marcherede med hovederne nedad og fødderne i luften.
Endnu en effekt var værd at notere. Det var farten af de tætte skyer, der hurtigt dannedes og forsvandt; men da jeg tænkte mig om, forstod jeg, at disse formentlige skyer kun skyldtes den skiftende tæthed i de lange bølger, der gik dybt ned, og jeg fik endda øje på de» får «af skum, som brydningen af deres kam mangfoldiggjorde på vandet. Det var også først ved skyggen af de store fugle, som fløj over vore hoveder, at jeg opdagede deres hurtige strejfen af havoverfladen.
Ved denne lejlighed blev jeg vidne til et af de smukkeste bøsseskud, der nogensinde har fået en jægers nerver til at skælve. En stor fugl med bredt vingefang var meget klart synlig og nærmede sig i glideflugt. Kaptajn Nemos ledsager lagde bøssen til kinden og fyrede, da den blot var nogle meter over bølgerne. Dyret faldt, ramt af lynet, og dets fald bragte det netop inden for den behændige jægers rækkevidde, så han kunne bemægtige sig det. Det var en albatros af den smukkeste art, et beundringsværdigt eksemplar af havets fugle.
Vor fremmarch var ikke blevet sinket af denne hændelse. I to timer gik vi snart ad sandede sletter, snart i prærier af tang, der var meget vanskelige at komme igennem. Oprigtig talt kunne jeg ikke holde til mere, da jeg opdagede et uklart lysskær, som i en halv mils afstand brød vandenes mørke. Det var Nautilus’ lanterne. Inden tyve minutter kunne vi være om bord, og der ville jeg trække vejret lettet; thi det forekom mig, at min beholder nu kun forsynede mig med en særdeles iltfattig luft. Men jeg gjorde regning uden et møde, som forsinkede vor ankomst en smule.
Jeg var kommet en snes skridt bagud, da jeg så kaptajn Nemo komme hastigt hen imod mig. Med sin kraftige hånd bøjede han mig ned mod bunden, mens hans ledsager gjorde det samme ved Conseil. Straks vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg skulle tænke om dette barske angreb, men jeg slog mig til ro, da jeg bemærkede, at kaptajnen lagde sig tæt ved mig og holdt sig ubevægelig der.
Jeg lå altså udstrakt på havbunden og netop i ly af en tangbusk, da jeg, idet jeg løftede hovedet, opdagede nogle enorme masser, der larmende passerede os, mens de udsendte fosforescerende lysglimt.
Mit blod blev til is i mine årer. Jeg havde genkendt de forfærdelige hajer, som truede os. Det var et par tintoreer, frygtelige hajer med mægtig hale, med mat og glasagtigt blik, og som udskiller et fosforescerende stof gennem åbne huller omkring deres snude. Grufulde» ildfluer«, der fuldstændigt knuser en mand i deres jernkæber. Jeg ved ikke, om Conseil gav sig til at bestemme
dem, men for mit vedkommende iagttog jeg deres sølvgrå bug, deres frygtelige gab, der var tæt besat med tænder, fra et meget lidt videnskabeligt synspunkt og snarere som offer end som naturhistoriker.
Det er meget heldigt, at disse grådige dyr ser dårligt. De passerede forbi uden at se os, strejfede os med deres brunlige finner, og som ved et mirakel undslap vi den fare, der ganske bestemt var værre end mødet med en tiger i en tæt skov.
En halv time senere nåede vi Nautilus, ledet af den elektriske lysstribe. Den yderste dør var blevet stående åben, og kaptajn Nemo lukkede den, da vi var kommet ind i den første celle. Så trykkede han på en knap. Jeg hørte pumperne arbejde inde i skibet, jeg følte vandet synke omkring mig, og på nogle øjeblikke var cellen helt tømt. Så åbnedes den inderste dør, og vi gik ind i garderoben.
Der blev dykkerdragten trukket af, ikke uden besvær, og ganske udaset, faldefærdig af sult og søvnighed, nåede jeg mit kammer, helt betaget af denne overraskende udflugt på bunden af havet.
Kapitel 18
Fire tusinde mil under stillehavet
Den næste morgen, den 18. november, var jeg fuldstændig udhvilet efter mine anstrengelser den foregående dag, og jeg steg op på platformen i det øjeblik, da Nautilus’ næstkommanderende var ved at udtale sin daglige melding. Det faldt mig da ind, at den drejede sig om havets tilstand, eller snarere, at den betød: Vi har intet i sigte.
Og havet var virkelig øde. Ikke et sejl i horisonten. Crespoøens højder var forsvundet i løbet af natten. Havet, der absorberede prismets farver med undtagelse af de blå stråler, kastede disse tilbage i alle retninger og antog et vidunderligt indigoblåt skær. Et moiré-mønster med brede strøg tegnede sig regelmæssigt på de vuggende bølger.
Jeg stod og beundrede denne prægtige udsigt over oceanet, da kaptajn Nemo viste sig. Han syntes ikke at bemærke min nærværelse og begyndte på en række astronomiske observationer. Da så dette arbejde var overstået, gik han hen og støttede sig med albuerne på lanternens bur, og hans blik fortabte sig ude over oceanets overflade.
Men nu var en snes af Nautilus’ matroser, alle kraftige folk i god kondition, steget op på platformen. De kom for at trække de garn ind, der havde været sat på slæb om natten. Disse sømænd hørte åbenbart til forskellige nationer, omend de alle bar præg af europæisk type. Jeg genkendte i hvert fald irlændere, franskmænd, nogle slaver, en græker og en kretenser. For øvrigt var disse mænd ordknappe og brugte indbyrdes kun det mærkværdige sprog, hvis oprindelse jeg ikke engang kunne ane. Derfor måtte jeg også give afkald på at udspørge dem.
Garnene blev halet om bord. Det var en slags slæbevod, der ligner dem fra de normanniske kyster, mægtige lommer, som en flydende bom og en kæde trukket igennem de nederste masker holder halvt åbne. Disse lommer, der således bliver slæbt på deres jernbøjler, fejer oceanets bund og opsamler på deres vej alle dets produkter. Den dag medførte de kuriøse eksmplarer fra disse fiskerige egne, havtasker, hvis komiske bevægelser har skaffet dem betegnelsen gøglere, sorte commersoner udstyret med deres antenner, bølgede aftrækkerfisk, omgivet af smalle, røde bånd, pindsvinefisk, kuglefisk, hvis gift er yderst farlig, nogle olivenfarvede lampretter, makreller, dækket med sølvglinsende skæl, trichiurer, der med hensyn til elektrisk kraft er på højde med den elektriske ål og den elektriske rokke, skællede notoptèrer med brune tværstriber, grønlige torskefisk, forskellige varieteter af kutlinger o.s.v., endelig nogle fisk af større proportioner, en hestemakrel med fremstående hoved og en meter lang, flere smukke makrelfisk, udmajede med blå og sølvskinnende farver, og tre prægtige tunfisk, hvis hurtige bevægelser ikke havde kunnet redde dem fra trawlet.
Jeg skønnede, at dette fiskedræt indbragte mere end tusind pund fisk. Det var en smuk, men ikke overraskende fangst. I virkeligheden blev disse garn ved med at være på slæb i flere timer og indesluttede en hel verden af havdyr i dette fængsel af fiskegarn. Vi kunne altså ikke komme til at savne de levnedsmidler af udmærket kvalitet, som Nautilus’ hastighed og dens elektriske lystiltrækning uophørlig kunne skaffe ny forsyning af.
Disse forskellige produkter fra havet blev straks firet ned gennem lugen til proviantkamrene, nogle bestemt til at spises friske, andre til at konserveres.
Da fiskeriet var ovre og luftforrådet fornyet, tænkte jeg, at Nautilus vel skulle til at fortsætte sin undersøiske færd, og jeg forberedte mig på at vende tilbage til mit kammer, da kaptajn Nemo vendte sig mod mig og uden videre indledning sagde: