— Se på dette ocean, hr. professor, er det ikke begavet med virkeligt liv? Har det ikke sine vredesudbrud og sine kærtegn? I går sov det ind ligesom vi, og nu vågner det efter en fredelig nat.
Hverken god dag eller god aften! Skulle man ikke tro, at denne mærkelige personlighed fortsatte en allerede tidligere begyndt konversation med mig?
— Se, begyndte han igen, det vågner under solens kærtegn. Det skal til at genoplive sin daglige eksistens! Det er et interessant studium at følge dets organismes funktion. Det har puls, arterier, det har sine krampetilfælde, og jeg giver forskeren Maury ret, ham, der har opdaget, at det har et omløb lige så virkeligt som blodomløbet hos dyrene.
Det er helt sikkert, at kaptajn Nemo ikke ventede noget svar af mig, og det forekom mig unyttigt at overøse ham med udtryk som»Åbenbart«,»Utvivlsomt«, og» De har ganske ret!«Det var egentlig sig selv, han talte til, og han gav sig god tid efter hver sætning. Han tænkte blot højt.
— Ja, sagde han, oceanet har et veritabelt omløb, og for at fremkalde det har det været nok for alle tings Skaber at mangedoble dets varmeindhold, saltet og de mikroskopiske dyr i det. Varme-indholdet skaber i virkeligheden de forskellige vægtfylder, der er årsag til strømme og modstrømme. Fordampningen, der er forsvindende i de nordlige egne, meget livlig i de ækvatoriale zoner, forårsager en stadig udveksling af vand fra troperne med vand fra polerne. Desuden har jeg fra øverst til nederst og fra nederst til øverst beluret disse strømme, der danner oceanets virkelige åndedrag. Jeg har set havets vandmolekyle stige ned mod dybderne efter at være opvarmet på overfladen, nå sin maksimale vægtfylde ved to grader under nul, så blive afkølet på ny, blive lettere og stige op igen. Ved polerne får De følgerne af dette fænomen at se, og De vil forstå, hvorfor vandet, efter denne den forudseende naturs lov, aldrig kan fryse til is undtagen på vandoverfladen.
Medens kaptajn Nemo afsluttede disse ytringer, sagde jeg til mig selv: Polen! Har denne dristige personlighed til hensigt at føre os så langt som dertil!
Imidlertid var kaptajnen blevet tavs og stod og betragtede dette
element, som han havde studeret så fuldstændigt, så uophørligt. Så begyndte han igen:
Salte findes i betydelig mængde i havet, hr. professor, og hvis De kunne udvinde alt, hvad det indeholder deraf i opløsning, kunne De deraf fremstille en masse på fire en halv million kubikmeter, som fordelt på kloden ville danne et mere end ti meter højt lag. Og tro ikke, at tilstedeværelsen af disse salte blot skyldes et af naturens luner. Nej. De gør havvandet mindre flygtigt og forhindrer vinden i at fratage det en alt for stor mængde damp, som ved at fortættes ville oversvømme de tempererede zoner. En umådelig rolle, rollen som regulator i klodens daglige husholdning.
Kaptajn Nemo standsede, rejste sig, gik nogle skridt på platformen og kom atter hen imod mig.
Med hensyn til infusionsdyrene, begyndte han igen, med hensyn til disse milliarder af smådyr, der eksisterer i millionvis i en lille dråbe, og hvoraf der skal otte hundrede tusind til for at veje et milligram, så er deres rolle ikke mindre vigtig. De absorberer havsaltene, de assimilerer de faste bestanddele i vandet, og som det virkelige ophav til fastlande af kalksten fremstiller de koraller og stjernekoraller! Og derved bliver vanddråben berøvet sit mineralske indhold, bliver lettere, stiger igen op til overfladen, absorberer de salte, der er blevet ladt tilbage ved fordampningen, bliver tungere, synker ned igen og medbringer nye elementer for smådyrene at obsorbere. Derfor er der en dobbelt strøm, opadgående og nedadgående, og altid i bevægelse, altid liv! Liv, intensere end på kontinenterne, mere overdådigt, mere mangfoldigt, udbreder sig i alle dele af dette ocean, dødens element for mennesket, har man sagt, livets element for myriader af dyr — og for mig!
Når kaptajn Nemo talte sådan, forklaredes hans ansigt og vakte en usædvanlig bevægelse i mig.
— Derfor er den sande eksistens også her! tilføjede han. Og jeg kunne tænke mig grundlæggelse af havbyer, bebyggelser af undervandshuse, der ligesom Nautilus kom op hver morgen for at trække vejret ved havets overflade, frie byer, om sådant nogensinde har været til uafhængige stæder! Og dog, hvem ved, om en eller anden despot…
Kaptajn Nemo afsluttede denne sætning med en voldsom håndbevægelse. Som for at bortjage en trist tanke henvendte han sig så direkte til mig og spurgte:
— Hr. Aronnax, ved De, hvor dybt oceanet er?
— Jeg ved i det mindste, hr. kaptajn, hvad vi har fået at vide af de vigtigste målinger.
— Kunne De nævne dem for mig, for at jeg om fornødent kan kontrollere dem?
— Nogle kan jeg da huske, svarede jeg. Hvis jeg ikke tager fejl, har man fundet en gennemsnitsdybde på otte tusind, to hundrede meter i det nordlige Atlanterhav, og på to tusind, fem hundrede meter i Middelhavet. De mest betydningsfulde målinger har man foretaget i det sydlige Atlanterhav nær ved den femogtredivte grad, og de har givet tolv tusind meter, fjorten tusind, enoghalvfems meter, og femten tusind, et hundrede og niogfyrre meter. Alt i alt regner man med, at hvis havbunden blev nivelleret, ville dens middeldybde være ca. syv kilometer.
— Vel, hr. professor, svarede kaptajn Nemo, jeg håber, vi skal vise Dem noget bedre end det. Med hensyn til gennemsnitsdybden af denne del af Stillehavet kan jeg fortælle Dem, at den blot er fire tusind meter.
Da kaptajn Nemo havde sagt dette, bevægede han sig hen mod lugen og forsvandt ned ad stigen. Jeg fulgte ham, og jeg kom igen ned i den store salon. Skruen satte sig straks i bevægelse, og loggen angav en hastighed på tyve mil i timen.
I de dage, i de uger, som nu forløb, var kaptajn Nemo meget sparsom med visitter. Jeg så ham kun med lange mellemrum. Hans næstkommanderende gjorde regelmæssigt bestik, og jeg fandt det nedfældet på kortet, sådan at jeg nøjagtigt kunne følge Nautilus’ rute. Conseil og Land tilbragte lange timer sammen med mig. Conseil havde fortalt sin ven om vor vidunderlige vandring, og canadieren fortrød, at han ikke havde været med. Men jeg håbede, at der igen ville tilbyde sig en lejlighed til at besøge oceanets skove.
Næsten hver dag blev lugerne i salonen åbnet i nogle timer, og vore øjne blev aldrig trætte af at gennemtrænge den undersøiske verdens mysterier.
Som hovedregel var Nautilus’ rute mod sydøst, og den holdt sig på mellem hundrede og halvandet hundrede meters dybde. Men en dag, jeg ved ikke efter hvilket lune, blev den trukket diagonalt ned ved hjælp af sine skråtstillede planer og nåede til vandlag, der var to tusind meter nede. Termometret angav en temperatur på 4,25° celsius, en temperatur, som i denne dybde synes at være fælles for alle breddegrader.
Den 26. november krydsede Nautilus klokken tre om morgenen Krebsens vendekreds på 172° længde. Den 27. fik vi kending af og passerede Sandwichøerne, hvor den berømte Cook fandt døden den 14. februar 1779. Vi var da kommet fire tusind, otte hundrede og tres mil fra vort udgangspunkt. Da jeg den morgen kom op på platformen, opdagede jeg, to mil i læ, Hawaii, den betydeligste af de syv øer, der danner denne øgruppe. Jeg skelnede tydeligt dens opdyrkede kyst, de forskellige bjergkæder, der løber parallelt med kysten, og dens vulkaner, som domineres af Mauna-Kea, der hæver sig til fem tusind meter over havet. Mellem andre eksemplarer fra disse egne indbragte garnene påfuglefarvede viftekoraller, yndefuldt formede sammentrykte polypdyr, som er særegne for denne del af oceanet.
Nautilus’ rute var stadig mod sydøst. Den skar ækvator den 1. december på den 142. længdegrad, og efter en hurtig sejlads uden særlige begivenheder gjorde vi den 4. i samme måned bekendtskab med Marquesaøernes gruppe. Jeg opdagede på tre mils afstand på 8° 57 sydlig bredde og 139° 32 vestlig længde næsset på Martin de Nouka-Hiva, den vigtigste af denne gruppe, der tilhører Frankrig. Jeg så blot de skovklædte bjerge, der tegnede sig i horisonten; thi kaptajn Nemo holdt ikke af at komme nær til land. Der indsamlede garnene smukke prøver af fisk, guldmakrel, med azurblå finner og den gyldne hale, hvis kød er uden lige i verden, barryg næsten uden skæl, men af udsøgt smag, ostorincher med benet kæbe, gullige thesarder, der var lige så gode som boniten, allesammen fisk, der var værdige til at blive anbragt i skibets proviantkammer.