Efter at have forladt disse charmerende øer, der var under fransk flag, sejlede Nautilus omtrent to tusind mil fra den 4. til 11. december. Denne sejlads blev præget af en umådelig sværm af tiarmede blæksprutter, mærkelige bløddyr, nære slægtninge af de ottearmede blæksprutter. Franske fiskere kalder dem encornets, og de hører til cephalopodernes klasse og til dibranchiaternes orden, der sammen med dem omfatter de ottearmede blæksprutter og papir-snekkerne. Disse dyr blev særligt studerede af antikkens naturforskere, og de forsynede talerne på Athens torv med talrige metaforer og samtidig de rige borgeres bord med en udmærket ret, hvis man skal tro Athenaios, en græsk læge, der levede før Galenos.
Det blev i natten mellem den 9. og 10. december, Nautilus mødte denne hær af bløddyr, som særlig er natdyr. De kunne tælles i millioner. De var i færd med at udvandre fra de tempererede til de varmere zoner og fulgte sildenes og sardinernes vej. Vi betragtede dem gennem de tykke krystalruder, når de svømmede baglæns med den yderste hurtighed, idet de bevægede sig ved hjælp af deres tragt, forfølgende fisk og bløddyr, fortærende de små, fortæret af de store, og i ubeskrivelig forvirring sprællende med de ti arme, som naturen har indplantet på deres hoved som en hårvækst af pneumatiske slanger. Trods sin hurtighed sejlede Nautilus i flere timer midt i denne sværm af dyr, og dens trawl opsamlede en utallig mængde af dem, hvori jeg genkendte de ni arter, som d'Orbigny har bestemt som hørende til i Stillehavet.
På denne tur så man ustandselig havet ødsle med sine forunderligste skuespil. Det varierede dem i det uendelige. Det forandrede sine dekorationer og sin iscenesættelse til fryd for vore øjne, og vi fik tilskyndelser til ikke blot at betragte Skaberens værk midt i det flydende element, men også til at gennemtrænge oceanets frygteligste hemmeligheder.
Den 11. december sad jeg engang i dagens løb i den store salon og læste. Ned Land og Conseil iagttog de lysende vande gennem de åbne luger. Nautilus lå stille. Med sine reservoirer fyldte holdt den sig på en dybde af tusind meter, en ret ubeboet del af oceanet, hvor de store fisk sjældent viste sig.
Jeg var netop ved at læse en indtagende bog af Jean Macé,»Mavens tjenere«, og jeg nød den skarpsindige fremstilling, da Conseil afbrød min læsning.
— Vil herren komme et øjeblik? sagde han til mig med en mærkelig stemme.
— Hvad er der dog Conseil?
— Vil herren selv se.
Jeg rejste mig, jeg gik hen og støttede mig på albuen foran vinduet og så ud.
I klart elektrisk lys holdt en mægtig, sortagtig masse sig ubevægelig ophængt midt i vandene. Jeg iagttog den opmærksomt og søgte at finde ud af denne kæmpemæssige hvals natur. Men pludselig slog en tanke ned i mig.
— Et skib, udbrød jeg.
— Ja, svarede canadieren, et havareret fartøj, som er gået lodret ned. Ned Land tog ikke fejl. Vi stod over for et skib, hvis overhuggede vanter endnu hang i deres blokke. Dets skrog syntes at være i god stand, og skibbruddet måtte være sket for højst nogle timer siden. Tre mastestumper, der var hugget over to fod over dækket, viste, at dette skib måtte have ofret sine master i kampen. Men liggende på siden var det blevet fyldt med vand, og det krængede stadig til bagbord. Det var et trist syn at se dette skrog fortabt i bølgerne, men endnu mere trist var synet af dækket, hvor der endnu lå nogle lig fastsurrede med reb. Jeg talte der fire — fire mænd, af hvem en holdt sig oprejst ved roret — dernæst en kvinde, som var på vej ud af» hyttens «tremmedør og holdt et barn i sine arme. Det var en ung kvinde. Jeg kunne betragte hendes træk, der var klart belyst af skæret fra Nautilus, og som vandet endnu ikke havde opløst. Med en sidste anstrengelse havde hun løftet sit barn op over sit hoved, et stakkels lille væsen, der med sine arme omslyngede moderens hals! De fire sømænds stilling syntes mig frygtelig, forvredne som om de var i krampagtige bevægelser og i færd med en sidste anstrengelse for at løsrive sig fra de reb, der bandt dem til skibet. Alene, roligere, med et åbent og alvorligt ansigt, med det grånende hår klistret til panden, med hånden knuget om rattet så rorgængeren endnu ud til at føre sin havarerede tremaster tværs igennem oceanets dybder!
Hvilket syn! Vi var stumme med bævende hjerte, foran dette forlis, der var taget på fersk gerning og så at sige fotograferet i sit sidste minut! Og jeg så allerede enorme hajer nærme sig med glødende øjne, tiltrukket af denne mading af menneskekød!
Imidlertid manøvrerede Nautilus og drejede uden om det sunkne skib, og et øjeblik kunne jeg på dets agterspejl læse:
FLORIDA, SUNDERLAND.
Kapitel 19
Vanikoro
Dette frygtelige syn var begyndelsen til den række skibskatastrofer, som Nautilus skulle møde på sin vej. Efter at den var kommet ind i mere befærdede have, opdagede vi ofte forliste skibsskrog, som omtrent var rådnede op midt i vandet, og dybere nede kanoner, kugler, ankre, kæder og tusind andre jerngenstande, som fortæredes af rust.
Stadig slæbt af sted af denne Nautilus, hvori vi levede som isolerede, fik vi imidlertid den 11. december kending af Pomotu-øhavet, Bougainvilles gamle» farlige øgruppe«, som strækker sig over et område på fem hundrede mil fra øst-sydøst til vest-nordvest, mellem 13° 30 og 23° 50 sydlig bredde, 125° 30 og 151° 30 vestlig længde, fra øen Ducie til øen Lazareff. Dette øhav dækker en overflade på tre hundrede og halvfjerds kvadratmil, og det består af ca. tres øgrupper, blandt hvilke man bemærker Gambierøerne, som Frankrig har gjort til sit protektorat. Disse øer er bygget af koraller. En langsom, men bestandig hævning, forårsaget af polyppernes arbejde, vil engang forene dem indbyrdes. Så vil denne nye ø senere vokse sammen med nærliggende øgrupper, og et femte kontinent vil strække sig fra New Zealand og Ny Caledonien til Marquesaøerne.
Den dag, da jeg udviklede denne teori for kaptajn Nemo, svarede han mig koldt:
— Det er ikke nye kontinenter, der er påkrævede på jorden, men nye mennesker!
Tilfældighederne i hans navigeren havde netop ført Nautilus hen imod øen Clermont-Tonnerre, en af de mærkeligste i denne øruppe, som blev opdaget i 1822 af kaptajn Bell, af Minerva. Jeg kunne nu studere det madreporiske system, som øerne i dette ocean skylder deres oprindelse.
Madreporerne, som man må vogte sig for at forveksle med koraller, har et væv, der er omgivet af en kalkskorpe, og ændringerne i dennes struktur har fået Milne Edwards, min berømte lærer, til at inddele dem i fem afdelinger. De mikroskopiske dyr, som udvikler en sådan polypkoloni, lever i milliardvis i deres celler. Det er deres kalkaflejringer, der bliver til klipper, rev, holme, øer. Her danner de en cirkulær ring, der omgiver en lagune eller lille indre sø, som nogle åbninger sætter i forbindelse med havet. Der danner de barrierer af rev, der ligner dem, som findes på Ny Caledoniens og forskellige af Pomotuøernes kyster. Andre steder, som på Reunion og Mauritius, bygger de takkede rev og høje stejle mure i nærheden af betydelige dybder i oceanet.