Mens vi i blot nogle kabellængders afstand sejlede langs øen
Clermont-Tonnerres stejle kyst, beundrede jeg det gigantiske værk, der var udført af disse mikroskopiske arbejdere. Disse mure var især bygget af små gopler, der betegnes med navnet milleporer, af kalksvampe, søstjerner og labyrintkoraller. Disse polypper udvikler sig navnlig i havoverfladens urolige lag, og følgelig begynder de revets bygning med deres øverste del, som lidt efter lidt går til bunds sammen med resterne af de sekretioner, der understøtter dem. Sådan er i det mindste Charles Darwins teori om dannelsen af atollerne — efter min mening en teori, der er overlegen den, som antager tinder af klipper eller vulkaner, neddukket nogle fod under havoverfladen, som baser for madreporernes arbejde.
Jeg kunne iagttage disse mærkelige mure på meget nært hold; thi lige ved deres lodrette linie viste lodsnoren mere end tre hundrede meters dybde, og vort elektriske lysvæld fik denne strålende kalksten til at funkle.
Da Conseil spurgte mig, hvor længe disse kolossale barrierer var om at vokse, forbavsede jeg ham meget ved at sige, at de kyndige anslog deres vækst til en ottendedel tomme pr. århundrede.
— Til at rejse disse mure, sagde han, har det altså været nødvendigt i…
— Et hundrede og tooghalvfems tusind år, min gode Conseil, hvad der på ejendommelig måde forlænger de bibelske dage. For øvrigt har dannelsen af olie, det vil sige mineralisationen af de skove, som syndfloden gjorde til sumpe, krævet betydelig længere tid. Men jeg må tilføje, at bibelens dage er epoker, og ikke kun de mellemrum der forløber mellem to solopgange, for ifølge Bibelen selv stammer solen ikke fra skabelsens første dag.
Da Nautilus igen kom op til oceanets overflade, kunne jeg overskue denne lave skovklædte ø, Clermont-Tonnerre, i hele dens udvikling. Dens madreporiske klipper var åbenbart blevet frugtbargjort af skypumper og uvejr. En dag faldt et korn, som en orkan havde revet med fra land i nærheden, på de kalklag, der blandet med nedbrydningsprodukter af fisk og havplanter udgjorde plantemuld. En kokosnød ankom, båret af bølgerne, til denne nye kyst. Kimen slog rod. Det voksende træ hæmmede vandfordampningen. Der opstod en bæk. Lidt efter lidt vandt plantevæksten frem. Nogle smådyr, orme, insekter kom sejlende på træstammer, der var løsrevet fra øer på vindsiden. Skildpadderne kom for at lægge æg. Fuglene byggede rede i de unge træer. På denne måde udviklede dyrelivet sig, og tiltrukket af det grønne og frugtbarheden kom mennesket til. Således opstod disse øer, umådelige værker af mikroskopiske dyr.
Hen imod aften fortonede Clermont-Ferrand sig i det fjerne, og Nautilus’ rute ændredes mærkbart. Efter at have strejfet Stenbukkens Vendekreds på den ét hundrede og femogtredivte længdegrad begav den sig mod vest-nordvest, og sejlede igen gennem den tropiske zone. Skønt sommersolen ødslede med sine stråler, led vi ikke under varmen, for tredive eller fyrre meter under havet stiger temperaturen ikke over ti à tolv grader.
Den 15. december lagde vi de fortryllende Selskabsøer og den yndige Tahiti, Stillehavets dronning, bag os mod øst. Jeg opdagede om morgenen denne ø’s høje toppe nogle mil i læ. Dens vande forsynede skibets bord med fortræffelige fisk, makrel, tunfisk, gulfinnet tunfisk, samt varieteter af en havslange ved navn munérophis.
Nautilus havde tilbagelagt otte tusind og ét hundrede mil. Ni tusind, syv hundrede og tyve mil var registreret af loggen, da den passerede mellem øgruppen Tonga-Tabu, hvor mandskaberne fra Argo, fra Port-au-Prince, fra Duke of Portland omkom, og Samoaøerne, hvor La Perouses ven, kaptajn de Langle, blev dræbt. Så fik man Fiji-øerne i sigte, hvor de indfødte massakrerede matroserne fra Union og kaptajn Bureau fra Nantes, chef for Aimable Josephine.
Dette øhav, der strækker sig over et areal på hundrede mil fra nord til syd og halvfems mil fra øst til vest, ligger mellem 6° og 2° sydlig bredde og 174° og 179° vestlig længde. Det består af et antal øer, holme og skær, blandt hvilke man bemærker øerne Viti-Levu, Vanua-Levu og Kandubon.
Det var Tasman, der opdagede denne gruppe i 1643, i samme år som Torricelli opfandt barometret og Ludvig XlV kom på tronen. Jeg overlader til enhver at tænke sig, hvilken af disse bedrifter der blev den nyttigste for menneskeheden. Derefter kom Cook i 1714, d'Entrecasteaux i 1793 og endelig klarlagde Dumont d’Urville i 1827 hele dette øhavs geografiske kaos. Nautilus nærmede sig Wailea-bugten, skuepladsen for frygtelige eventyr for kaptajn Dillon, den første, der opklarede mysteriet om La Perouses skibbrud.
Denne bugt blev skrabet gentagne gange og skaffede os rigeligt af udmærkede østers. Vi spiste umådeholdent af dem, efter selv at have åbnet dem ved bordet, efter Senecas forskrift. De bløddyr hørte til den art, der kendes under navnet ostrea lamellosa, og som er meget almindelig ved Corsica. Denne Wailea-banke måtte være betydelig, og hvis der ikke af forskellige årsager skete ødelæggelser, ville deres sammenhobninger afgjort ende med at opfylde bugterne, da man regner med indtil to millioner æg fra et enkelt individ.
Og hvis Ned Land ikke behøvede at fortryde sit frådseri ved denne lejlighed, er det fordi østers er den eneste spise, der aldrig giver fordøjelsesbesvær. I virkeligheden behøves der ikke mindre end seksten dusin af disse acefale bløddyr for at fremskaffe de tre hundrede og femten gram kvælstof, der er nødvendigt til et enkelt menneskes daglige ernæring.
Den 25. december sejlede Nautilus midt i Ny-Hebridernes øhav, som Quiros opdagede i 1606, som Bougainville udforskede i 1768, og som Cook gav dets nuværende navn i 1773. Denne gruppe består hovedsagelig af ni store øer og danner et bånd på hundrede og tyve mil fra nord-nordvest til syd-sydøst mellem 15° og 2° sydlig bredde og mellem 164° og 168° længde. Vi passerede ret nær forbi øen Aurou, som i det øjeblik, da middagsobservationerne blev foretaget, for mig så ud som en masse af grønne skove, domineret af en meget høj tinde.
Det var juledag, og det syntes mig, at Ned Land i høj grad savnede den højtideligholdelse af» Christmas«, den sande famliefest, som protestanterne er fanatiske med.
Jeg havde ikke set kaptajn Nemo i en otte dages tid, da han den 27. om morgenen trådte ind i den store salon, som sædvanlig med en mine som om han havde forladt os fem minutter før. Jeg var optaget af at finde Nautilus’ rute på verdenskortet. Kaptajnen nærmede sig, satte en finger på et punkt på kortet og udtalte dette ene ord:
Vanikoro.
Det var et magisk ord. Det var navnet på de holme, hvor La Perouses skibe gik tabt. Jeg rejste mig straks op.
— Kommer vi til Vanikoro med Nautilus? spurgte jeg.
— Ja, hr. professor, svarede kaptajnen.
— Og jeg kan besøge disse berømte øer, hvor Boussole og Astrolabe knustes?
— Hvis De har lyst, hr. professor.
— Hvornår er vi ved Vanikoro?
— Vi er der, hr. professor.
Fulgt af kaptajn Nemo steg jeg op på platformen, og derfra gik mine øjne begærligt horisonten rundt.
I nordvest dukkede to vulkanøer af forskellig størrelse op, omgivet af et koralrev, der målte fyrre mil i omkreds. Vi var nær ved selve den ø Vanikoro, som Dumont d'Urville gav navnet Eftersøgningens ø, og netop foran den lille havn Vanu, der ligger på 15° 4 sydlig bredde og 164° 32 østlig længde. Jorden så ud til at være dækket af grønsvær fra stranden til tinderne i det indre, som domineredes af bjerget Kapogo med en højde af fire hundrede seksoghalvfjerds favne.
Efter at Nautilus var kommet gennem det ydre klippebælte ad en snæver passage, befandt den sig inden for blinde skær, hvor havet var tredive til fyrre favne dybt. I mangrovetræernes grønlige skygge opdagede jeg nogle indfødte, som viste umådelig overraskelse ved vort komme. Mon de ikke i dette lange sortladne legeme, der kom frem i havets overflade, så en frygtelig hval, som de måtte vogte sig for?