I dette øjeblik spurgte kaptajn Nemo mig, hvad jeg vidste om La Perouses forlis.
— Det som alverden ved, hr. kaptajn, svarede jeg.
— Og kunne De fortælle mig det, som alverden ved derom? spurgte han i en lidt ironisk tone.
— Meget let.
Jeg fortalte ham så, hvad Dumont d’Urvilles sidste arbejder havde offentliggjort, arbejder, hvoraf her følger et meget sammentrængt resumé:
La Perouse og hans næstkammanderende, kaptajn de Langle, blev i 1785 af Ludvig XVI sendt ud for at foretage en jordomsejling. De gik om bord på korvetterne Boussole og Astrolabe, som aldrig mere viste sig igen.
I 1791 udrustede den franske regering, der med rette var urolig for de to korvetters skæbne, to store krigsskibe, Recherche ag Esperance, som forlod Brest den 28. september under ledelse af Bruni d’Entrecasteaux. To måneder efter erfarede man ved en beretning fra en vis Bowen, chef på Albemarle, at vraggods fra forliste skibe var fundet på Ny Georgias kyster. Men d’Entrecasteaux, der var uvidende om denne efterretning, — som for øvrigt var meget usikker — begav sig imod Admiralitetsøerne, der i en rapport fra kaptajn Hunter var udpeget som det sted, hvor La Perouses forlis var sket.
Hans eftersøgning var forgæves. Esperance og Recherche passerede endog forbi Vanikoro uden at standse der, og i det hele taget var det en meget ulykkelig rejse, for den kostede livet for d’Entrecasteaux, to af hans officerer og flere mænd af besætningen.
Det blev en gammel stillehavsfarer, kaptajn Dillon, der først fandt ubestridelige spor af de skibbrudne. Den 15. maj 1824 passerede hans skib, Sankt Patrick, tæt forbi øen Tikopia, en af Ny Hebriderne. En fyr, der kom sejlende til ham i en pirog, solgte ham et kårdefæste af sølv med spor af indgraverede bogstaver. Denne person foregav i øvrigt, at han under et ophold på Vanikoro seks år tidligere havde set to europæere fra skibe, der mange år før var strandet på øens rev.
Dillon gættede på, at det drejede sig om La Perouses skibe, hvis forsvinden havde gjort indtryk i hele verden. Han ville til Vanikoro, hvor der efter denne mands udsagn fandtes talrige vragrester fra forliset; men vind og strøm hindrede ham deri.
Dillon kom tilbage til Calcutta. Der forstod han at interessere Det asiatiske Selskab og Det indiske Kompagni for sin opdagelse. Et skib som man gav navnet Recherche, blev stillet til hans disposition, og den 23. januar 1827 tog han af sted, ledsaget af en repræsentant for Frankrig.
Efter at Recherche havde lagt til flere steder i Stillehavet, kastede han anker ud for Vanikoro den 7. juli 1827, i den samme havn, Vanu, som Nautilus i dette øjeblik flød i.
Der indsamlede han talrige rester fra forliset, redskaber af jern, ankre, stropper til taljeblokke, svingbasser, en kanonkugle på atten pund, stumper af astronomiske instrumenter, et stykke af en lønning, samt en bronzeklokke, der bar følgende inskription: «Bazin gjorde mig«, et mærke fra støberiet i Brests arsenal henimod 1785. Ingen tvivl var altså længere mulig.
Da Dillon havde indhentet disse oplysninger, blev han på ulykkesstedet lige til oktober. Så forlod han Vanikoro, gav sig på vej imod New Zealand, kastede anker i Calcutta den 7. april 1828 og vendte tilbage til Frankrig, hvor han blev meget velvilligt modtaget af Karl X.
Men uden at have fået kendskab til Dillons arbejde var Dumont d’Urville på dette tidspunkt allerede taget af sted for andetsteds at søge efter skuepladsen for forliset. Og man havde da også gennem rapporter fra en hvalfanger fået at vide, at nogle medaljer og et Ludvig den Helliges-kors var i hænderne på nogle af de indfødte på Louisiaderne og Ny Caledonien.
Dumont d’Urville, Astrolabes chef, var altså stukket til søs, og to måneder efter at Dillon havde forladt Vanikoro, kastede han anker ud for Hobart Town. Der gjorde han bekendtskab med de resultater Dillon havde opnået, og desuden erfarede han, at en vis James Hobbs, næstkommanderende på Union af Calcutta, var gået i land på en ø beliggende på 8° 18 sydlig bredde og 156° 30 østlig længde og havde lagt mærke til nogle jernstænger og røde stoffer, som de indfødte brugte i disse egne.
Dumont d’Urville var nu ret rådvild, og da han ikke vidste, om han burde fæste lid til disse beretninger, der blev rapporteret af aviser, der kun var lidt troværdige, besluttede han sig imidlertid til at følge i Dillons spor.
Den 10. februar 1828 indfandt Astrolabe sig ved Tikopia, tog til fører og tolk en desertør, der havde slået sig ned på denne ø, satte kursen mod Vanikoro, fik den i sigte den 12. februar, sejlede langs dens rev lige til den 14. og kastede først den 20. anker inden for barrieren, i Vanikoros havn.
Den 23. gik flere af officererne øen rundt og afgav så melding om nogle ubetydelige efterladenskaber. De indfødte var blevet systematiske i deres benægtelser og udflugter og afslog at føre dem til ulykkesstedet. Denne meget mistænkelige optræden lod ane, at de havde mishandlet de skibbrudne, og det lod virkelig til, at de frygtede at Dumont d’Urville var kommet for at hævne La Perouse og hans ulykkelige ledsagere.
Men overtalt af gaver, og da de forstod, at de ikke behøvede at frygte represalier, førte de den næstkommanderende, Jacquinot, til skuepladsen for forliset.
Der lå på tre eller fire favne vand mellem revene Pacu og Vanu ankre, kanoner, ballaststænger af jern og bly belagt med kalkdannelser. Astrolabes chalup og hvalfangerbåd blev dirigeret til dette sted, og ikke uden langvarige anstrengelser lykkedes det deres mandskaber at få fat på et anker, der vejede atten hundrede pund, en ottepundskanon af støbejern, en blystang og to svingbaser af kobber.
Da Dumont d’Urville udspurgte de indfødte, erfarede han også, at efter at La Perouse havde mistet sine to skibe på øens rev, havde han bygget en mindre båd, blot for at forlise endnu en gang… Hvor? Det vidste man ikke.
Så lod Astrolabes chef et mindesmærke rejse under en gruppe mangrovetræer til erindring om den berømte søfarer og hans ledsagere. Det var en simpel firsidet pyramide, rejst på et fodstykke af koraller, og hvori der ikke indgik noget af jern, der kunne friste de indfødtes begærlighed.
Derefter ville Dumont d’Urville tage af sted; men hans mænd var så hårdt medtaget af disse usunde kysters febersygdomme, og han selv meget syg, så han kunne først lette den 17. marts.
Imidlertid havde den franske regering, som frygtede at Dumont d’Urville ikke vidste, hvad Dillon havde udrettet, sendt korvetten Bayonnaise, ført af Legoarant de Tromelin, som var udstationeret på Amerikas vestkyst, til Vanikoro. Bayonnaise kastede anker ud for Vanikoro nogle måneder efter Astrolabes afrejse, fandt ikke noget nyt af betydning, men konstaterede, at de indfødte havde respekteret La Perouses mausoleum.
Sådan er hovedindholdet i den beretning, som jeg aflagde for kaptajn Nemo.
— Altså ved man ikke endnu, sagde han til mig, hvor dette tredie fartøj, som de skibbrudne byggede på øen Vanikoro, er sejlet hen og forlist?
— Det ved man ikke.
Kaptajn Nemo svarede ikke, men gjorde tegn til mig om at følge med til den store salon. Nautilus gik nogle meter ned under bølgerne, og lugerne åbnedes.