Jeg styrtede hen mod vinduet, og under belægningen af koraller, der atter var dækket af svampe, syphonuler, alcyonarier, cariaphyller, mellem myriader af indtagende fisk: gireller, glyphisidoner, pompherider, diacoper, holocentrer, genkendte jeg nogle stumper, som trawlene ikke havde formået at rive med, jernbøjler, ankre, kanoner, kanonkugler, et tilbehør til gangspil, en forstævn, alt sammen ting, der hidrørte fra de forliste skibe og nu var beklædt med animalske blomster. Og mens jeg betragtede disse trøstesløse vragstumper, sagde kaptajn Nemo med alvorlig stemme:
— Kaptajn La Perouse tog af sted den 7. december 1785 med sine skibe Boussole og Astrolabe. Først kastede han anker i Botany Bay, besøgte Venskabsøerne, Ny Caledonien, sejlede hen mod Santa Cruz og anløb Namouka, en af øerne i Hapai-gruppen. Dernæst kom hans skibe til Vanikoros ukendte rev. Boussole, der var forrest, kom til at stå på den sydlige side. Astrolabe kom til hjælp og strandede selv. Det første skib blev ødelagt omtrent med det samme. Det andet, der var løbet på grund i læ, stod imod i nogle dage. De indfødte gav de skibbrudne en temmelig god modtagelse. De installerede sig på øen og byggede en mindre båd af resterne af de to store. Nogle matroser blev frivilligt på Vanikoro. De andre, der var svækkede og syge, tog af sted med La Perouse. De styrede mod Salomonsøerne, og der forliste de med mand og mus på vestkysten af gruppens største ø, mellem forbjergene Deception og Satisfaction!
— Og hvordan ved De det? spurgte jeg.
— Se, hvad jeg har fundet netop på stedet for det sidste forlis! Kaptajn Nemo viste mig en blikæske, der var stemplet med Frankrigs våben og stærkt angrebet af saltvandet. Han åbnede den, og jeg så en pakke gulnede, men endnu læselige papirer.
Det var selve instruktionerne fra Marineministeren til kaptajn La
Perouse, kommenteret i marginen med Ludvig XVI’s hånd!
— Åh, det er en smuk død for en sømand! sagde kaptajn Nemo. Det er en rolig grav, denne grav mellem koraller, og jeg håber til Himlen, at mine ledsagere og jeg aldrig må få nogen anden død!
Kapitel 20
Torresstrædet
I løbet af natten mellem den 27. og 28. december forlod Nautilus med overordentlig hastighed Vanikoros farvande. Den sejlede mod sydvest, og på tre dage tilbagelagde den de svv hundrede og halvtreds mil, der adskiller La-Perouse-gruppen fra sydøstspidsen af Papuasien.
Tidligt om morgenen den l. januar 1868 sluttede Conseil sig til mig på platformen.
— Hr. professor, sagde den brave fyr, vil herren tillade mig at ønske et godt nytår?
— Naturligvis, Conseil, akkurat som om jeg var i Paris i min lille stue i Jardin des Plantes. Jeg tager mod dine ønsker og takker dig for dem. Jeg vil blot spørge dig, hvad du forstår ved» et godt år «under de omstændigheder, som vi befinder os i. Er det det år, som vil bringe afslutningen på vort fangenskab, eller det år, der vil se denne mærkelige rejse fortsættes?
— Jeg ved sandelig ikke rigtig, hvad jeg skal sige til herren, svarede Conseil. Det er sikkert, at vi ser underlige ting, og at vi i de sidste to måneder ikke har haft tid til at kede os. Det sidste vidunder er altid det mest forbavsende, og hvis det bliver ved på den måde, ved jeg ikke, hvordan det skal ende. Det er min mening, at vi aldrig får en sådan lejlighed igen.
— Aldrig, Conseil.
— Desuden er hr. Nemo, der bærer sit latinske navn med rette, ikke mere generende end hvis han ikke eksisterede.
— Det har du ret i, Conseil.
— Hvis herren ikke har noget imod det, er det altså min mening, at et godt år ville være et år, der ville tillade os at se alt…
— At se alting, Conseil? Det ville måske vare længe. Men hvad mener Ned Land om det?
— Ned Land mener nøjagtig det modsatte af mig, svarede Conseil. Han har praktisk sans og en herskesyg mave. At se på fiskene og stadig spise af dem er ikke nok for ham. Mangelen på vin, brød, kød, passer ikke en værdig angelsakser, der er vant til bøffer, og som ikke er bange for brandy og gin, når det bliver nydt med måde!
— Hvad mig angår, Conseil, er det nu ikke det, der plager mig, og jeg indretter mig særdeles vel efter skibets reglement.
— Ligeså med mig, svarede Conseil. Derfor tænker jeg også lige så meget på at blive her, som mester Land tænker på at gribe til flugt. Hvis altså det år, der begynder, ikke er godt for mig, vil det være det for ham, og omvendt. På den måde vil der altid være en, der er tilfreds. Kort sagt, til slut vil jeg ønske herren det, der vil glæde herren.
— Tak, Conseil. Blot vil jeg bede dig om at opsætte spørgsmålet om nytårsgaver til siden, og midlertidig tage et godt håndtryk i stedet for dem. Jeg har ikke andet på mig.
— Det var det bedste herren kunne give mig, svarede Conseil. Og derefter gik det flinke unge menneske sin vej.
Den 2. januar havde vi tilbagelagt elleve tusind, tre hundrede og fyrre sømil, det vil sige fem tusind, to hundrede og halvtreds mil, siden vor afrejse fra de japanske have. Foran Nautilus forstavn strakte sig koralhavets farlige egne ved Australiens nordøstkyst. Vort fartøj sejlede i en afstand på nogle mil langs den frygtelige kyst, hvor Cooks skibe var nær ved at gå tabt den 10. juni 1770. Det fartøj, som befordrede Cook, stødte på en klippe, og når det ikke gik til bunds, var det takket være den omstændighed, at det stykke koral, der blev løsnet ved stødet, blev siddende i hullet i skroget.
Jeg kunne levende have ønsket mig at besøge dette rev, der var tre hundrede og tres mil langt, og mod hvilket det stadig urolige hav brødes med frygtelig styrke, der kunne sammenlignes med tordenbrag. Men i dette øjeblik var Nautilus’ hældende planer ved at slæbe os ned til stor dybde, og jeg kunne ikke se noget af de høje mure, som korallerne havde opført. Jeg måtte nøjes med de forskellige prøver på fisk, som vore net bragte ind. Mellem andre bemærkede jeg germoner, nogle arter af makrelfisk så store som tun, med blålige flanker og striber af tværbånd, der forsvandt når dyret døde. Disse fisk ledsagede os i stimer og forsynede vort bord med overordentlig delikat kød. Man tog også et stort antal spadefisk, der var en halv decimeter lange og smagte som guldfisk, og flyvende pyrapeder, veritable undersøiske svaler, der i mørke nætter afstribede skiftevis luften og vandet med deres fosforescerende lys. Af bløddyr og zoofyter fandt jeg i trawlets masker forskellige arter af ottearmede koraldyr, søpindsvin, hammermuslinger, sporesnegle, perspektivsnegle, nogle forgællesnegle og glassvampe. Floraen var repræsenteret af smukke flydende alger, båndalger, bladtang, stor blæretang, gennemtrængt af planteslim, som udsvedtes gennem dens porer, og blandt dem opsamlede jeg en vidunderlig nemastoma geliniaroïde, der blev anbragt mellem museets naturhistoriske kuriositeter.
To dage efter at vi var kommet igennem Koralhavet, den 4. januar, fik vi Papuasiens kyster i sigte. Ved denne lejlighed underrettede kaptajn Nemo mig om, at det var hans hensigt at nå det Indiske Ocean gennem Torresstrædet. Hans meddelelse indskrænkede sig dertil. Ned så med fornøjelse, at denne rute bragte ham nærmere til de europæiske have.
Torresstrædet betragtes som farligt, ikke mindre på grund af de mange rev, det er spækket med, end på grund af de uciviliserede indbyggere, der færdes på dets kyster. Det adskiller den store ø Papuasien, der også kaldes Ny Guinea, fra Ny Holland.
Papuasien er fire hundrede mil lang og et hundrede og tredive mil bred og har en overflade på fyrretyve tusind kvadratmil. Den ligger på bredden mellem 0° 19 og 10° 2 syd og imellem 128° 23 og 146° 15 længde. Mens næstkommanderende om middagen tog sol-højden, fik jeg øje på tinderne af Arfakbjergene, der hæver sig terrasseformet og ender i spidse toppe.