Dette land, der blev opdaget i 1511 af portugiseren Francisco Serrano, blev efterhånden besøgt af don José de Menesès i 1526, af Grijalva i 1527, af den spanske general Alvar de Saavedra i 1528, af Juigo Ortez i 1545, af hollænderen Shouten i 1616, af Nicolas Sruick i 1753, af Tasman, Dampier, Fumel, Carteret, Edwards, Bougainville, Cook, Forrest, Mac Cluer, af d’Entrecasteaux i 1792, af Duperrey i 1823 og af Dumont d’Urville i 1827.»Det er hjemstedet for de sorte folk, der har besat hele Malaisia, «har de Rienzi sagt, og jeg var næsten vis på, at tilfældighederne i denne sejlads ville bringe mig i nærheden af de frygtelige Andamaner.
Nautilus kom altså til indsejlingen til klodens farligste stræde, det som de dristigste søfarere næppe vovede at gennemsejle, det stræde, som Louis Paz de Torrès trodsede, da han kom tilbage til Melanesien fra Sydhavet, og hvor i 1840 Dumont d’Urvilles strandede korvetter var på nippet til at gå fortabt med mand og mus. Selv Nautilus, der var alle havets farer overlegen, skulle imidlertid gøre bekendtskab med koralrevene.
Torrestrædet er omtrent fireogtredive mil bredt, men det er spærret af en utallig mængde af øer, holme, skær, klipper, som næsten umuliggør besejling. Følgelig tog kaptajn Nemo alle de forsigtighedsregler, der er ønskelige, for at komme igennem det. Flydende på havoverfladen sejlede Nautilus frem med jævn fart. Som halen af en hval piskede dens skrue langsomt i bølgerne.
Mine to kammerater og jeg drog fordel af denne situation og havde taget plads på den altid tomme platform. Foran os hævede rorgængerens bur sig, og jeg skulle tage meget fejl, om ikke kaptajn Nemo var der og selv styrede sin Nautilus.
Foran mig havde jeg de udmærkede kort over Torrestrædet, som er opmålt og tegnet af hydrograf-ingeniøren Vincendon Dumoulin og søløjtnant — nu admiral — Coupvent-Desbois, der var med Dumont d’Urvilles stab på hans sidste jordomsejling. Det var, sammen med kaptajn Kings, de bedste af de kort, som klargjorde forvirringen i denne snævre passage, og jeg rådførte mig med dem med samvittighedsfuld opmærksomhed.
Havet bølgede vældigt omkring Nautilus. Strømmen, som førte fra sydøst mod nordvest med en hastighed på halvtredie mil, brødes mod de koraller, hvis spidser ragede op hist og her.
— Det er et grimt hav! sagde Ned Land til mig.
— Virkelig afskyeligt, svarede jeg, og det passer ikke godt til et fartøj som Nautilus.
— Denne fordømte kaptajn, vedblev canadieren, må nødvendigvis være meget sikker på sin rute, for jeg kan se nogle koralrev, der kunne rive hans skibsskrog i tusind stykker, hvis det blot strejfede dem!
Situationen var virkelig farlig, men Nautilus så ud til som ved trolddom at glide ind mellem de frygtelige skær. Den fulgte ikke nøjagtigt Astrolabes og Zelées rute, som blev skæbnesvanger for Dumont d’Urville. Den gik mere mod nord, sejlede langs Murrayøen, kom igen mod sydvest, henimod Cumberlands-passagen. Jeg troede ligefrem, at den var ved at støde på der, da den igen bøjede af mod nordvest og førtes midt ind mellem et stort antal kun lidt kendte øer og holme, hen imod øen Tound og Mauvaiskanalen.
Jeg spurgte allerede mig selv, om kaptajn Nemo, uforsigtig indtil vanvid, ville risikere sit skib ind i denne snævring, hvor Dumont d’Urvilles korvetter grundstødte, da han endnu engang ændrede retning, idet han brat drejede mod vest og styrede mod øen Gueboroar.
Klokken var nu tre om eftermiddagen. Flodbølgen brødes om os, tidevandet var næten på sit højeste. Nautilus nærmede sig den ø, som jeg endnu kan se for mig med den mærkværdige randbevoksning af skruepalmer. Vi passerede den i mindre end to mils afstand.
Pludselig væltede et stød mig omkuld. Nautilus var løbet mod et skær, og den blev liggende ubevægelig med en let krængning mod bagbord.
Da jeg rejste mig op, opdagede jeg kaptajn Nemo og hans næstkommanderende på platformen. De undersøgte skibets situation og udvekslede nogle ord i deres uforståelige sprog.
Situationen var som følger. To mil borte om styrbord sås øen
Gueboroar, hvis kyst rundede sig fra nord til vest som en umådelig arm. Mod syd viste der sig allerede nogle koralspidser, som det faldende tidevand afdækkede. Vi var strandet ved højvande og i et af disse have, hvor der ikke er stor forskel på ebbe og flod, en kedelig omstændighed, når det gjaldt om at bringe Nautilus flot igen. Imidlertid havde skibet ikke taget skade, hvor fast dets skrog end havde sat sig. Men hvis det hverken kunne glide eller komme flot, risikerede det i høj grad at være fastholdt af disse skær for bestandig, og så var det forbi med kaptajn Nemos undervandsapparat.
Sådan tænkte jeg, mens kaptajnen kold og rolig kom nærmere, stadig herre over sig selv og tilsyneladende hverken foruroliget eller ærgerlig.
— En ulykke? sagde jeg.
— Nej, men hvad der kan ske, svarede han.
— Men en hændelse, svarede jeg, som måske vil tvinge Dem til igen at bebo den jord, som De flygter fra!
Kaptajn Nemo betragtede mig med en ejendommelig mine og en afvisende bevægelse. Det var nok til at sige mig ret tydeligt, at ingenting nogensinde skulle tvinge ham til igen at sætte foden på et fastland. Så sagde han:
— Nautilus er for øvrigt ikke i havsnød, hr. Aronnax. Den skal igen bære Dem midt ud mellem oceanets vidundere. Vor rejse er lige begyndt, og jeg ønsker ikke så hurtigt at berøve mig æren af Deres selskab.
— Men, kaptajn Nemo, fortsatte jeg uden at lade mig påvirke af ironien i denne sætning, Nautilus er strandet, netop da vandet stod højest. Nu er tidevandet ikke meget kraftigt i Stillehavet, og hvis De ikke kan losse Nautilus for ballast, — hvad der forekommer mig umuligt — kan jeg ikke se, hvordan den kan bringes flot igen.
— Tidevandet er ikke meget kraftigt i Stillehavet, De har ret, hr. professor, svarede kaptajn Nemo, men i Torresstrædet finder man dog en forskel i niveau på halvanden meter mellem højvande og lavvande. I dag er det den 4. januar, og om fem dage er det fuldmåne. Nu skulle det forbavse mig meget, om ikke denne elskværdige drabant hæver disse vandmasser tilstrækkeligt og gør mig en tjeneste, som jeg ikke kan takke andre end den for.
Efter disse ord gik kaptajn Nemo, fulgt af sin næstkommanderende, atter ned i det indre af Nautilus. Hvad fartøjet angår, rørte det sig ikke og forblev lige så ubevægeligt, som om koralpolypperne allerede havde muret det ind i deres uforgængelige cement.
— Hvad så, hr. professor? sagde Ned Land, som kom hen til mig, da kaptajnen var gået.
— Ja, hvad, min kære Ned, vi afventer roligt højvandet den 9., for det ser ud til, at månen vil være så venlig at bringe os flot igen.
— Ganske simpelt?
— Ganske simpelt!
— Og denne kaptajn vil ikke kaste sine ankre ud i rum sø, sætte sin maskine på deres kættinger og gøre alt for at hale sig af grunden?
— Fordi højvandet vil slå til! sagde Conseil ligefremt.
Canadieren betragtede Conseil, så trak han på skulderen. Det var sømanden, der talte i ham.
— Min herre, De kan tro mig, når jeg siger Dem, at denne stump jern aldrig mere vil navigere, hverken på eller under havet. Den duer kun til at sælges som gammelt jern. Jeg mener altså, at øjeblikket er kommet til at stikke af fra kaptajn Nemo.
— Min ven Ned, tog jeg til genmæle, jeg har ikke som De opgivet denne tapre Nautilus, og om fire dage ved vi, hvad vi har at holde os til angående Stillehavets tidevande. I øvrigt kunne ideen om at flygte være god nok, om vi havde Englands eller Provences kyster i sigte, men i Papuasiens farvande er det noget andet, og der vil altid være tid til at gå til denne yderlighed, hvis det ikke lykkes Nautilus at komme flot, og det vil jeg betragte som en alvorlig begivenhed.