— Men kunne man da ikke i det mindste undersøge dette terræn, begyndte Ned Land igen. Her er en ø. På den ø er der træer. Under de træer er der landdyr, som går rundt med koteletter og bøffer, som jeg godt kunne lide at sætte tænderne i.
— Det har min ven ret i, sagde Conseil, og jeg slutter mig til hans mening. Kunne herren ikke få sin ven kaptajn Nemo til at sætte os i land, om det så blot var for ikke at komme ud af vane med at betræde vor planets faste dele?
— Jeg kan spørge ham om det, svarede jeg, men han siger nej.
— Gid herren ville risikere det, svarede Conseil, og så fik vi at vide, hvad vi har at holde os til angående kaptajnens elskværdighed.
Til min store overraskelse indrømmede kaptajn Nemo mig den tilladelse, som jeg bad ham om, og han gjorde det med stor velvilje og iver, endda uden at afkræve mig løfte om at vende tilbage til skibet. Men en flugt tværs igennem Ny Guinea havde været meget farlig, og jeg ville ikke råde Ned Land til at gøre forsøget. Det var bedre at være fange om bord på Nautilus end at falde i hænderne gå de indfødte i Papuasien.
Båden blev stillet til vor disposition den følgende morgen. Jeg prøvede ikke på at få at vide, om kaptajn Nemo ville ledsage os. Jeg tænkte heller ikke, at der ville blive givet os noget medlem af besætningen med, men mente, at Ned Land alene ville få betroet at styre båden. For resten var der højst to mil til land, og det var kun en leg for canadieren at føre denne lette båd mellem de rækker af skær, der var så skæbnesvangre for store skibe.
Den næste dag, den 5. januar, blev båden, der var uden dæk, trukket ud af sit hulrum og sat i havet oppe fra platformen. To mand var nok til dette arbejde. Årerne var i båden, og vi skulle blot tage plads i den.
Bevæbnede med geværer og økser satte vi klokken otte af fra Nautilus. Havet var ret roligt. En let brise blæste fra land. Conseil og jeg, der sad ved årerne, roede kraftigt, og Ned styrede i de snævre løb, som var mellem revene. Båden lystrede roret vel og pilede hurtigt af sted.
Ned Land kunne ikke skjule sin glæde. Det var en fange, der var sluppet ud af sit fængsel, og han tænkte næppe på, at han blev nødt til at vende tilbage til det.
— Kød! sad han og gentog, vi skal altså spise kød, og sikke noget kød! Rigtigt vildt! Vel at mærke, ikke brød! Jeg siger ikke, at fisk ikke er en god ting, men man skal ikke misbruge det, og en bid frisk vildt ristet på glødende kul, bliver en behagelig afveksling i vores hverdagskost.
— Den frådser! svarede Conseil, han får mine tænder til at løbe i vand.
— Vi ved endnu ikke, om disse skove er rige på vildt, og om vildtet der ikke er af en sådan størrelse, at det selv kan jage jægeren.
— Vel, hr. Aronnax, svarede canadieren, hvis tænder syntes at være skærpede som skæret på en økse, men jeg vil spise tiger, tigermørbrad hvis der ikke er andre firbenede på denne ø!
— Min ven Ned er foruroligende! svarede Conseil.
— Hvad det end er, begyndte Ned Land igen, hvert dyr på fire ben uden fjer eller på to ben med fjer, bliver hilst velkommen af mit første geværskud.
— Nå, svarede jeg, nu begynder mester Lands uforsigtige handlinger igen!
— Vær ikke bange, hr. Aronnax, svarede canadieren, og ro til! Jeg forlanger kun tyve minutter for at tilbyde Dem en ret på min manér.
Klokken halv ni stødte Nautilus’ båd blidt mod en sandet strandbred efter heldigt at være kommet ind gennem den koralbyggede ring, der omgav øen Gueboroar.
Kapitel 21
Nogle dage på land
Det gjorde et stærkt indtryk på mig at betræde landjorden. Ned Land undersøgte jordbunden med sin fod som for at tage den i besiddelse. Det var dog kun to måneder vi havde været, hvad kaptajn Nemo kaldte» Nautilus’ passagerer«, det vil i virkeligheden sige dens chefs fanger.
På nogle minutter var vi i et bøsseskuds afstand fra kysten. Jordbunden var næsten helt korallisk; men nogle udtørrede strømlejer, med granitstumper her og der, viste, at denne ø skyldtes en tidligere dannelse. Hele horisonten var skjult bag et tæppe af vidunderlige skove. Enorme træer, hvis vækst på nogle steder nåede to hundrede fod, var forbundet indbyrdes af guirlander af lianer, ligefrem naturlige hængekøjer, der vuggedes af en let brise. Der var mimose, ficus, jerntræ, teak, hibiscus, skruepalme, andre palmer i ødsel blanding, og i ly af den grønne hvælving, ved foden af gigantiske palmestammer, voksede orkideer, bælgplanter og bregner.
Men uden at lægge mærke til alle disse smukke prøver på den papuanske flora opgav canadieren det behagelige for det nyttige. Han opdagede en kokospalme, slog nogle af dens frugter ned og knækkede dem, og vi drak deres mælk og spiste resten af indholdet med en tilfredshed der var en protest mod hverdagskosten på Nautilus.
— Fremragende, sagde Ned Land.
— Udsøgt, svarede Conseil.
— Og jeg tror ikke, sagde canadieren, at denne Nemo vil have noget imod, at vi bringer en ladning kokosnødder om bord på hans skib.
— Det tror jeg heller ikke, svarede jeg, men han smager ikke på dem!
— Så er det værst for ham selv! sagde Conseil.
— Og så meget des bedre for os, tilføjede Ned Land. Så bliver der mere til os.
— Blot ét ord, mester Land, sagde jeg til harpunéren, der belavede sig på at plyndre endnu en kokospalme, kokosnødder er en god ting, men før vi fylder båden med dem, synes jeg det er klogt at undersøge, om øen ikke frembringer noget andet, der er mindst lige så nyttigt. Friske grøntsager vil være velkomne i Nautilus’ proviantkammer.
— Herren har ret, svarede Conseil, og jeg foreslår at reservere tre steder i vores båd, et til frugt, et andet til grøntsager og det tredie til det vildt, som jeg endnu ikke har set det mindste til.
— Conseil, man skal ikke opgive håbet, svarede canadieren.
— Lad os altså fortsætte vor udflugt, vedblev jeg, men lad os holde øjnene åbne. Skønt øen lader til at være ubeboet, kunne den dog rumme nogle individer, der ville være mindre kræsne end vi med vildtets art.
— He, he, kom det fra Ned Land med en meget betydningsfuld tyggebevægelse.
— Nå da, Ned! udbrød Conseil.
— Jeg begynder minsandten at forstå menneskeæderiets
fortryllelse, svarede canadieren.
— Ned, Ned, hvad er det dog De siger! fortsatte Conseil. Dem som kanibal! Men så kan jeg ikke mere være i sikkerhed sammen med Dem, jeg, som deler kahyt med Dem! Skal jeg vågne op en dag, hvor De kun har levnet det halve af mig?
— Kære Conseil, jeg elsker Dem højt, men ikke nok til at æde Dem, hvis det ikke er nødvendigt.
— Jeg stoler ikke på Dem, svarede Conseil. Af sted på jagt! Det er absolut nødvendigt at fælde et eller andet stykke vildt for at tilfredsstille denne kannibal, for ellers finder herren en morgen kun nogle småstumper af sin tjener til at opvarte sig.
Mens disse ord udveksledes trængte vi ind under skovens mørke hvælvinger, og i løbet af to timer gennemstrejfede vi den i alle retninger.
Tilfældet hjalp efter ønske denne søgen efter spiselige grøntsager, og en af de de tropiske zoners nyttigste frembringelser forsynede os med et kosteligt næringsmiddel, der savnedes om bord.
Jeg må tale om brødfrugttræet, der er meget udbredt på øen Gueboroar, og jeg lagde især mærke til den art, der er uden frø, og som på malajisk bærer navnet» rima».