Dette træ udmærkede sig frem for andre træer ved en rank stamme og en højde på fyrretyve fod. Dets krone, der er yndefuldt rundet og dannet af store fjerlappede blade, var tilstrækkelig til for en naturhistorikers øjne at udpege denne» artocarpus«, som er blevet meget heldigt akklimatiseret på Mascarenerne. I den grønne fylde fremhævedes store kuglerunde frugter, en decimeter brede, og udvendig besat med vorter med tilbøjelighed til at være sekskantede. En nyttig plante, som naturen har tildelt de områder, hvor der savnes korn, og som uden at kræve nogen pasning bærer frugter i otte af årets måneder.
Ned Land kendte dem godt, disse frugter. Han havde tidligere spist af dem på sine talrige rejser, og han forstod at tilberede deres spiselige del. Derfor vakte synet af dem hans begærlighed, og den kunne han ikke længere beherske.
— Hr. professor, sagde han til mig, jeg dør, hvis jeg ikke får smagt lidt af denne brødfrugtdej!
— Smag, min ven Ned, smag, så meget De vil. Vi er her for at gøre erfaringer, lad os gøre dem.
— Det skal ikke vare længe, svarede canadieren.
Og bevæbnet med en linse stak han ild på noget tørt træ, som knitrede lystigt. Imedens udvalgte Conseil og jeg de bedste frugter af artocarpus. Nogle af dem havde endnu ikke nået tilstrækkelig modenhed, og deres tykke skind afdækkede noget hvidt, men lidt trævlet frugtkød. I et meget stort antal var andre, gullige og geléagtige, lige parate til at blive plukket.
Disse frugter indeholdt ingen kerne. Conseil bragte et dusin af dem hen til Ned Land, der anbragte dem på en kulild efter at have skåret dem i tykke skiver, og mens han gjorde det, gentog han hele tiden:
— De skal få at se, hvor det brød er godt, hr. professor!
— Især når man har savnet det i lang tid, sagde Conseil.
— Det er ikke engang brød mere, tilføjede canadieren. Det er delikat bagværk. Har De aldrig smagt det, hr. professor?
— Nej, Ned.
— Nå da! Forbered Dem på noget saftigt. Hvis De ikke beder om mere, er jeg ikke harpunérernes konge.
Efter nogle minutters forløb var det af frugterne, der havde været udsat for ild, helt forkullet. I det indre viste der sig en hvid masse, en slags blød krumme, hvis duft mindede om artiskok.
Man måtte indrømme, at dette brød var udmærket, og jeg spiste af det med stor fornøjelse.
— Desværre, sagde jeg, kan en sådan dej ikke holde sig frisk, og jeg synes ikke, det er nogen nytte til at samle et forråd af det til skibet.
— Jo, vist så, hr. professor! udbrød Ned Land. Der taler De som naturforsker, men jeg, jeg vil bære mig ad som en bager ville. Conseil, saml et læs ind af disse frugter, som vi så kan tage med, når vi vender tilbage.
— Og hvordan vil De behandle dem? spurgte jeg canadieren.
— Ved af frugtkødet at lave en gæret masse, som kan holde sig i det uendelige uden at blive fordærvet. Når jeg vil bruge den, lader jeg den tilberede i kabyssen, og trods dens lidt sure smag vil De synes den er udmærket.
— Så kan jeg forstå, mester Ned, at der ikke mangler noget til dette brød…
— Jo, hr. professor, svarede canadieren, der mangler noget frugt eller i det mindste nogle grøntsager.
— Så lad os søge efter frugt og grøntsager.
Da vor høst var endt, gav vi os på vej for at fuldkommengøre denne» jordiske «middag.
Vor søgen var ikke forgæves, og henad middag havde vi fået en rigelig forsyning af bananer. Disse liflige produkter fra den varme zone modnes året rundt, og malajerne, der har givet dem navnet» pisang«, spiser dem rå. Sammen med bananerne samlede vi fra jerntræer enorme frugter, hvis smag er meget særpræget, desuden herlige mangoer og usandsynlig store ananas. Men denne høst tog meget af vores tid, hvad der for øvrigt ikke var grund til at beklage.
Conseil iagttog stadig Ned. Harpunéren marcherede foran, og på sin vandring tværs igennem skoven samlede han med sikker hånd udmærkede frugter, der skulle fuldstændiggøre hans forråd.
— Omsider har De da det hele, kære Ned? spurgte Conseil.
— Hm! brummede canadieren.
— Hvad, beklager De Dem?
— Alle disse vækster kan ikke blive til et måltid, svarede Ned. Det er afslutningen på et måltid, det er desserten. Men suppen? Og stegen?
— Ned havde egentlig lovet os koteletter, det synes mig meget problematisk, sagde jeg.
— Hr. professor, svarede canadieren, ikke blot er jagten ikke forbi, den er ikke engang begyndt. Tålmodighed! Vi skal nok ende med at møde et eller andet dyr med fjer eller hår, og hvis det ikke er på dette sted, bliver det på et andet. .
— Og hvis det ikke sker i dag, så bliver det i morgen, tilføjede Conseil; for det går ikke an at gå for langt bort. Jeg foreslår endda, at vi nu vender tilbage til båden.
— Hvad, allerede! udbrød Ned.
— Vi må være tilbage før det bliver nat, sagde jeg.
— Men hvad er klokken da? spurgte canadieren.
— Mindst to, svarede Conseil.
— Hvor tiden løber på den faste jord! udbrød mester Land med et beklagende suk.
— Af sted, svarede Conseil.
Vi kom igen tværs igennem skoven, og vi kompletterede vor høst ved at foretage en razzia efter palmekål, som det var nødvendigt at plukke i toppen af træerne, med små bønner, som jeg genkendte som malajernes» abru«, og yamsrødder af en ekstrafin kvalitet.
Vi var mere end belæssede, da vi kom til båden. Dog fandt Ned Land endnu ikke sit forråd tilstrækkeligt. Men skæbnen var ham gunstig. Idet øjeblik, da han skulle til at gå om bord, fik han øje på nogle femogtyve til tredive fod høje træer, som hørte til palmerne. Disse træer, der er lige så værdifulde som artocarpus, regnes med rette blandt Malajsias nyttigste produkter.
Det var nogle sagopalmer, planter som vokser uden at være dyrkede, som formerer sig ved deres rodskud og ved deres frø ligesom morbærtræer.
Ned Land vidste, hvordan man skulle behandle disse træer. Han tog sin økse, og idet han håndterede den med stor kraft havde han snart fældet to eller tre sagopalmer, hvis modenhed kendtes på det hvide støv, der pudrede deres blade.
Snarere med en naturhistorikers end med en forsulten mands øjne så jeg ham gøre det. Han begyndte med fra hver stamme at fjerne en strimmel kork, der var en tomme tyk, og som dækkede et net af langstrakte fibre, der dannede uløselige knuder, som en slags klæbrigt mel sammenkittede. Dette mel var sago, en spiselig substans, der først og fremmest tjener til ernæring for den melanesiske befolkning.
Ned Land nøjedes for øjeblikket med at hugge disse stammer i stykker, som om han huggede brænde, idet han forbeholdt sig senere at udtrække melet deraf, at sigte det gennem stof for at skille det fra dets cellevæv og for at lade fugtigheden fordampe i solen, og lade det stivne i forme.
Klokken fem om eftermiddagen forlod vi endelig øens strandbred, belæssede med alle vore skatte, og en halv time efter lagde vi til ved Nautilus. Ingen viste sig ved vor ankomst. Den enarme stålcylinder så ud til at være forladt. Da forrådene var bragt om bord, gik jeg ned i mit kammer. Der fandt jeg min aftensmad parat. Jeg spiste, og derpå faldt jeg i søvn.
Den næste dag, den 6. januar, intet nyt om bord. Der var ingen uro i det indre, ikke et tegn på liv. Båden var blevet liggende langs med skibet, der hvor vi havde efterladt den. Vi besluttede at vende tilbage til øen Gueboroar. Ned Land håbede at være heldigere end den foregående dag, set fra jægerens synspunkt, og ønskede at besøge en anden del af skoven.
Ved solopgang var vi på vej. Båden blev løftet af flodbølgen, der bar mod land, og nåede øen på nogle få øjeblikke.
Vi gik fra borde, og da vi tænkte det var bedst at stole på canadierens instinkt, fulgte vi Ned Land, hvis lange ben truede med at løbe fra os.