Ned Land gik langs kysten mod vest, så vadede han over nogle strømlejer og nåede den høje slette, der var omringet af vidunderlige skove. Nogle isfugle strejfede om langs vandløbene, men de flygtede, når vi nærmede os. Deres forsigtighed beviste mig, at disse fugle vidste, hvad de havde at holde sig til over for tobenede af vores slags, og jeg sluttede deraf, at om øen ikke var beboet, var der i det mindste menneskelige væsener, der kom på den.
Efter at være gået tværs over en frodig prærie, kom vi til randen af en lille skov, der oplivedes af et stort antal fugles sang og flugt.
— Det er stadig kun fugle, sagde Conseil.
— Men der er nogle af dem, der kan spises! svarede harpunéren.
— Ingen, min ven Ned, svarede Conseil, for jeg kan ikke se andet der end simple papegøjer.
— Kære Conseil, svarede Ned alvorligt, papegøjen er fasan for dem, der ikke har andet at spise.
— Og jeg tilføjer, sagde jeg, at denne fugl, passende tilberedt, er værd at stikke en gaffel i.
Under denne skovs tætte løvhang flagrede virkelig fra gren til gren en hel verden af papegøjer, der kun ventede på en mere omhyggelig opdragelse for at tale menneskelige sprog. I øjeblikket pludrede i flok småpapegøjer af alle farver og alvorlige kakaduer, der så ud til at meditere over et eller andet filosofisk problem, mens strålende røde lorier passerede forbi som en stump flagdug båret af brisen, midt imellem kalaoers larmende flugt, papuaer, strålende i de fineste azurblå nuancer, og en hel mangfoldighed af fugle, bedårende, men i almindelighed kun lidt brugbare til menneskeføde.
I denne samling manglede dog en fugl, der er særegen for disse egne, og som aldrig er kommet over den grænse, der er dannet af Aruøerne og Papuaøerne. Men skæbnen ville, at jeg inden længe skulle få lov at beundre den.
Efter at være gået gennem et ikke særlig tæt krat kom vi igen til en slette, der var spærret af buske. Jeg så da nogle prægtige fugle hæve sig, idet væksten af deres lange fjer nødsagede dem til at bevæge sig mod vinden. Deres bølgende flugt, deres luftige kurvers ynde, deres farvespil tiltrak og fortryllede øjet. Det var let for mig at genkende dem.
— Paradisfugle! udbrød jeg.
— Spurvefuglefamilien, clystomorernes afdeling, svarede Coseil.
— Agerhønsefamilien? spurgte Ned Land.
— Det tror jeg ikke, mester Land. Ikke des mindre regner jeg med Deres behændighed for at få fat på en af disse charmante frembringelser af den tropiske natur!
— Man skal prøve, hr. professor, skønt jeg er mere vant til at håndtere harpunen end geværet.
Malajerne, der driver omfattende handel med disse fugle med kineserne, har forskellige måder at fange dem på, som vi ikke kan bruge. Snart anbringer de doner i toppen af de høje træer, som paradisfuglene fortrinsvis bebor. Snart bemægtiger de sig dem med en sej fuglelim, som lammer deres bevægelser. De går endda så vidt, at de forgifter de kilder, hvor de fugle plejer at drikke. For vort vedkommende havde vi kun den udvej at skyde dem i flugten, hvad der kun gav os ringe mulighed for at få dem. Og vi opbrugte virkelig en del af vores ammunition til ingen nytte.
Henad elleve om formiddagen var vi kommet over det første plan af de bjerge, der danner øens centrum, og vi havde endnu ikke skudt noget. Sulten ansporede os. Jægerne havde stolet på jagtbytte, og det skulle de ikke have gjort. Til sin store forbavselse skød Conseil meget heldigt to fugle med ét skud og sikrede os frokosten. Han fældede en hvid due og en ringdue, som hurtigt plukket og hængt på spid ristedes over et glødende bål af tørt træ. Mens disse interessante dyr blev møre, tilberedte Ned nogle frugter af artocarpus. Så blev duen og ringduen fortæret lige til knoglerne og erklæret fortrinlige. Den muskat, som de har for vane at proppe sig med, krydrer deres kød og gør det til en liflig spise.
— Det er, som hvis poularder ernærede sig af trøfler, sagde Conseil.
— Og hvad mangler De nu, Ned? spurgte jeg canadieren.
— Et stykke vildt på fire ben, hr. Aronnax, svarede Ned Land. Alle disse duer er kun hors d'oeuvre og legetøj for ganen. Derfor vil jeg ikke være tilfreds, så længe jeg ikke har skudt et dyr med koteletter!
— Det vil jeg heller ikke, Ned, hvis jeg ikke får fat på en paradisfugl.
— Lad os altså fortsætte jagten, svarede Conseil, men på tilbagevejen til havet. Vi er kommet til bjergenes første skråninger, og jeg tror det er bedst at komme tilbage til skovbæltet.
Det var et fornuftigt råd, og det blev fulgt. Efter en times gang var vi nået til en veritabel sagopalmeskov. Nogle uskadelige slanger flygtede for vore skridt. Paradisfuglene veg til side, da vi nærmede os, og jeg var virkelig ved at opgive håbet om at få en, da Conseil, som gik forrest, pludselig bøjede sig ned, udstødte et triumferende råb og kom tilbage med en prægtig paradisfugl.
— Åh, bravo, Conseil! udbrød jeg.
— Herren er meget venlig, svarede Conseil.
— Vist ikke, min ven. Der har du gjort et mesterstykke. At fange en af disse fugle levende, og fange den med hænderne!
— Hvis herren vil undersøge den nærmere, kan det ses, at det ikke særlig har været min fortjeneste.
— Og hvorfor ikke, Conseil?
— Fordi denne fugl er fuld som en allike.
— Fuld?
— Ja, hr. professor, beruset af de muskatnødder, som den var ved at fortære der under muskattræet, hvor jeg tog den. Se, kære Ned, de frygtelige følger af umådehold!
— For tusind djævle, svarede canadieren, for det jeg har drukket af gin i de sidste to måneder, er det ikke værd at gøre mig bebrejdelser!
Imidlertid undersøgte jeg den mærkelige fugl. Conseil tog ikke fejl. Påvirket af den berusende saft var paradisfuglen blevet helt elendig. Den kunne ikke flyve. Den gik med besvær. Men det bekymrede mig kun lidt, og jeg lod den sove sin muskatrus ud.
Denne fugl hørte til den smukkeste af de otte arter, som man regner med i Papuasien og på naboøerne. Det var paradisfuglen» stor smaragd«, en af de sjældneste. Den målte tre decimeter i længden. Dens hoved var forholdsvis lille, dens øjne sad nær ved næbbets rod og var ligeledes små. Men den frembød en vidunderlig farvesammensætning, med gult næb, brune fødder og kløer, med nøddebrunt på vingerne, der var purpurfarvede i spidserne, bleggult på hovedet og bag på halsen, smaragdgrønt på struben, kastaniebrunt på bugen og brystet. To hornagtige og dunklædte trævler hævede sig over dens hale, der var forlænget af lange, meget lette fjer af vidunderlig finhed, og de fuldendte helhedsindtrykket af denne underfulde fugl, som de indfødte poetisk har givet navnet» solens fugl».
Jeg ønskede levende at kunne medtage dette prægtige eksemplar til Paris for at give det til Jardin des Plantes, som ikke ejer en eneste levende paradisfugl.
— Den er altså meget sjælden? spurgte canadieren, i en tone som den jæger, der vurderer vildtet meget lavt set fra et kunstnerisk synspunkt.
— Meget sjælden, kære kammerat, og især meget vanskelig at fange levende. Og selv som døde er disse fugle endnu genstand for en betydelig handel. Derfor har de indfødte også fundet på at fabrikere dem ligesom man fabrikerer perler eller diamanter.
— Hvad! udbrød Conseil, laver man uægte paradisfugle?
— Ja, Conseil.
— Og kender herren de indfødtes fremgangsmåde?
— Fuldstændigt. Når monsunen blæser fra øst, taber paradisfuglene disse prægtige fjern, som omgiver deres hale, og som naturhistorikerne har givet navnet subalære fjer. Det er dem, fugleforfalskerne samler, og som de behændigt tilpasser til en stakkels lille papegøje, der i forvejen er lemlæstet. Så farver de sammenføjningerne, de ferniserer fuglen og sender disse produkter af deres mærkelige industri til museer og samlere i Europa.
— Nå ja, sagde Ned Land, hvis det ikke er den fugl, så er det i alt fald dens fjer, og så længe tingen ikke er bestemt til at spises, kan jeg ikke se noget særlig ondt i det!