Men om end mine ønsker var opfyldt ved besiddelsen af denne paradisfugl, var den canadiske jægers det endnu ikke. Heldigvis fældede Ned Land henad to et prægtigt skov-vildsvin af den slags, som de indfødte kalder» bari-utang«. Dyret kom tilpas til at skaffe os rigtigt kød fra et firfodet dyr, og det blev vel modtaget. Ned Land viste sig meget stolt af sit geværskud. Svinet faldt stendødt om, da det blev ramt af den elektriske kugle.
Canadieren flåede og rensede det nydeligt og tog så et halvt dusin koteletter fra, som var bestemt til at forsyne os med en stegt kødret til aftensmåltidet. Derpå genoptoges denne jagt, der yderligere skulle præges af Neds og Conseils bedrifter.
Ved at slå i buskene opjog de to venner virkelig en flok kænguruer, som i spring flygtede på deres smidige ben. Men disse dyr løb ikke så hurtigt, at det elektriske projektil ikke kunne standse dem i deres flugt.
— Åh, hr. professor, råbte Ned Land, som jægerlidenskaben steg til hovedet, hvilket udmærket vildt, især når det kommer i en stuvning! Sikke et forråd til Nautilus! To! Tre! Fem på jorden! Og når jeg så tænker på, at vi skal spise alt det kød, og at de fjolser om bord ikke får en stump af det!
Jeg tror, at hvis canadieren ikke havde talt så meget, havde han i sin overstrømmende glæde massakreret hele flokken! Men han nøjedes med et dusin af disse interessante pungdyr, der, som Conseil fortalte os, udgør den første orden af de aplacentale pattedyr.
Disse dyr var små af vækst. Det var en art af disse» kænguru-kaniner«, der sædvanligvis ligger i grenvinkler, og hvis hurtighed er overordentlig; men om de end er af middelmådig størrelse, leverer de i det mindste det højest vurderede kød.
Vi var særdeles tilfredse med resultaterne af vor jagt. Den muntre Ned foreslog, at vi næste dag skulle vende tilbage til denne fortryllede ø, som han ville affolke for alle dens spiselige firføddede dyr. Men han regnede ikke med uforudsete begivenheder.
Klokken seks om eftermiddagen var vi igen kommet til stranden. Vores båd stod på grund på det sædvanlige sted. Nautilus, det lignede et aflangt skær, ragede op af bølgerne to mil fra bredden.
Uden at vente længere gav Ned sig i lag med den store affære: middagen. Han forstod sig beundringsværdigt på den slags kogekunst.
«Bari-utang«-koteletterne blev stegt på kul og udbredte snart en liflig duft, der parfumerede atmosfæren!
Men jeg opdager, at jeg vandrer i canadierens fodspor. Her falder jeg i ekstase over et stykke stegt svinekød. Gid man vil tilgive mig, som jeg har tilgivet mester Land, og af de samme grunde!
Kort sagt, middagen var fortrinlig. To duer kompletterede denne usædvanlige menu. Sagopalmemarv, brød fra artocarpus, nogle mangoer, et halvt dusin ananas og den gærede mælkesaft af nogle kokosnødder satte humør i os. Jeg tvivler endda på, at mine to værdige kammeraters tanker helt havde den ønskelige klarhed.
— Hvad om vi nu ikke vender tilbage til Nautilus i aften? sagde Conseil.
— Hvad om vi aldrig vender tilbage? tilføjede Ned Land. I det øjeblik faldt en sten for vore fødder og satte en stopper for harpunérens forslag.
Kapitel 22
Kaptajn Nemos lynstråle
Vi havde set ud fra skovbrynet uden at rejse os, min hånd standsede i sin bevægelse på vej til munden, mens Ned Land spiste videre.
— En sten falder ikke ned fra himlen, sagde Conseil, med mindre den fortjener navn af meteor.
Endnu en sten, en udsøgt rund en, der medtog et lækkert duelår fra Conseils hånd, gav hans bemærkning yderligere vægt. Vi havde alle tre rejst os op, og med geværet ved skulderen var vi parate til at besvare ethvert angreb.
— Er det aber? udbrød Ned Land.
— Omtrent, svarede Conseil, det er nogle af de vilde.
— Til båden, sagde jeg, og begyndte at bevæge mig mod havet. Det var virkelig nødvendigt at trække sig tilbage, for en snes indfødte, der var bevæbnede med buer og slynger, kom til syne i udkanten af et krat, der tilslørede horisonten til højre, knap hundrede skridt borte.
Vores båd lå trukket op ti favne fra os.
De vilde nærmede sig, uden at løbe, men de sparede ikke på yderst fjendtlige tilkendegivelser. Det regnede med sten og pile.
Ned Land havde ikke villet efterlade sine forråd, og trods den truende fare havde han svinet under den ene arm og kænguruerne under den anden, da han pilede af sted med en vis fart.
I løbet af to minutter var vi på stranden. At laste båden med forråd og våben, at skubbe den i havet, at bemande årerne, det var et øjebliks sag. Vi var ikke kommet to kabellængder ud, før hundrede af de indfødte, hylende og gestikulerende, løb ud i vandet lige til bæltestedet. Jeg så efter, om deres tilsynekomst ville få nogen på Nautilus til at komme op på dækket. Men nej. Den mægtige maskine, der lå et godt stykke ude, blev ved at være absolut øde.
Tyve minutter senere steg vi om bord. Lugerne var åbne. Efter at have fortøjet båden vendte vi tilbage til det indre af Nautilus.
Jeg gik ned i salonen, hvorfra der hørtes nogle akkorder. Kaptajn Nemo sad der bøjet over sit orgel og fordybet i musikalsk henrykkelse.
— Hr. kaptajn! sagde jeg til ham. Han hørte mig ikke.
— Hr. kaptajn! gentog jeg, idet jeg rørte ved ham med min hånd. Han fo'r sammen og sagde, idet han vendte sig:
— Åh, er det Dem, hr. professor? Nå, har De haft en god jagt, har De haft held med at botanisere?
— Ja, hr. kaptajn, men vi har uheldigvis fået en flok tobenede med, hvis naboskab synes mig foruroligende.
— Hvilke tobenede?
— Nogle af de vilde.
— De vilde, svarede kaptajn Nemo i en ironisk tone. Og De er forbavset, hr. professor, over at finde nogle vilde, når De har sat foden på land på denne klode. De vilde, hvor har man ikke nogen af dem? Og er de for resten værre end de andre, de, som De her kalder de vilde?
— Men, hr. kaptajn. .
— Jeg for min del har mødt den slags alle vegne!
— Nu vel, svarede jeg, hvis De ikke vil modtage dem her om bord på Nautilus, vil De gøre vel i at tage nogle forsigtighedsregler.
— Vær rolig, hr. professor, der er ikke noget at bekymre sig over.
— Men der er mange af dem!
— Hvor mange har De talt?
— Mindst et hundrede stykker.
— Hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, hvis fingre atter var anbragt på orglets tangenter, om alle Papuasiens indfødte var forsamlet på denne strand, ville Nautilus ikke have noget at frygte af deres angreb! Så løb kaptajnens fingre hen over instrumentets klaviatur, og jeg lagde mærke til, at han kun anslog de sarte tangenter, hvad der gav hans melodier en væsentlig skotsk tone. Han havde snart glemt min nærværelse og var hensunket i drømmerier, som jeg ikke mere forsøgte at forstyrre.
Jeg steg igen op på platformen. Det var allerede nat; thi på disse lave breddegrader går solen hurtigt ned og uden skumring. Jeg kunne nu kun utydeligt se øen Gueboroar. Men de talrige bål, der var tændt på stranden, vidnede om, at de indfødte ikke tænkte på at forlade den.
I flere timer var jeg således stadig alene, mens jeg snart tænkte på disse indfødte, — men uden at frygte dem særligt, for kaptajnens uforstyrrelige tillid havde smittet mig — snart glemte dem for at beundre denne tropenats pragt. Min hilsen fløj til Frankrig bag efter dyrekredsens stjerner, der om nogle timer skulle belyse det. Månen strålede i zenit midt imellem stjernebillederne. Jeg tænkte da, at denne trofaste og venlige drabant ville komme frem i overmorgen, på det selv samme sted, for at sætte bølgerne i bevægelse og rive Nautilus ud af dens koralleje. Da jeg hen ad midnat så, at alt var roligt på de formørkede bølger så vel som under træerne på kysten, vendte jeg tilbage til min kahyt og faldt i en fredelig søvn.