Natten forløb uden uheld. Papuaerne var åbenbart blevet forskrækkede blot ved synet af det uhyre, der var strandet i bugten, for lugerne, der stod åbne, kunne let have givet dem adgang til Nautilus' indre.
Klokken seks om morgenen — den 8. januar — steg jeg igen op på platformen. Morgenens skygger hævede sig. Snart viste øen først sine strande, så sine tinder gennem de spredte tåger.
De indfødte var der stadig, talrigere end den foregående dag — måske fem eller seks hundrede. Nogle benyttede sig af ebben og var gået ud på nogle koraltoppe, mindre end to kabellængder fra Nautilus. Jeg kunne tydeligt skelne hver enkelt. Det var sandelig virkelige papuaer, med atletisk skikkelse, mænd af en smuk race, med en bred og høj pande, med stor, men velformet næse, med hvide tænder. Deres uldhår, der havde et rødligt anstrøg, stak af fra et legeme, der var sort og lysende som en nubiers. I deres øreflip, der var tilskåret og udspilet, hængte snore og benperler. Disse vilde folk var i almindelighed nøgne. Blandt dem bemærkede jeg nogle kvinder, der fra hofterne til knæet var klædt i en formelig krinoline af græs, som et bælte af planter holdt oppe. Nogle høvdinge havde prydet deres hals med en halvmåne og halsbånd af røde og hvide perler. Næsten alle var bevæbnede med buer, pile og skjolde, og bar på skulderen et slags net, der indeholdt de afrundede sten, som de behændigt sendte ud med deres slynge.
En af disse høvdinge, der var kommet temmelig nær til Nautilus, undersøgte den opmærksomt. Det måtte være en» mado «af høj rang, for han var draperet med et tæppe af bananblade, takket i kanten og fremhævet af strålende farver.
Jeg kunne let have fældet denne vildmand, som befandt sig et godt stykke inden for skudvidde; men jeg troede, at det var bedre at afvente virkelig fjendtlige tilkendegivelser. Mellem europæere og vilde sømmer det sig, at europæerne sætter sig til modværge og ikke angriber.
Lige så længe som ebbetiden varede, luskede disse indfødte om i nærheden af Nautilus, men de optrådte ikke larmende. Jeg hørte dem hyppigt gentage ordet» assai«, og af deres bevægelser forstod jeg, at de indbød mig til at komme på land, en indbydelse, som jeg mente at måtte afslå.
Den dag gik båden altså ikke ud, til stor misfornøjelse for mester Land, der ikke kunne komplettere sine forråd. Den snilde canadier brugte tiden til at tilberede det kød og de melstoffer, som han havde taget med fra øen Gueboroar. Hvad angår de vilde, vendte de tilbage til landjorden henad klokken elleve om formiddagen, ved den tid, da koraltoppene begyndte at forsvinde under det stigende højvande. Men jeg så deres antal forøges betydeligt på strandbredden. Det var sandsynligt, at de kom fra naboøerne eller fra selve Papuasien. Jeg havde dog ikke opdaget en eneste af de indfødtes pirogger.
Da jeg ikke havde andet at bestille, tænkte jeg på at drægge disse smukke klare vande, hvori man kunne se en overdådighed af konkylier, zoofyter og havplanter. Det var i øvrigt den sidste dag Nautilus skulle tilbringe i disse farvande, hvis den da næste dag kom flot ved springfloden, som kaptajn Nemo havde lovet.
Jeg kaldte altså på Conseil, der bragte mig et lille let slæbenet, der næsten lignede det, som bruges til at skrabe østers med.
— Og de vilde? spurgte Conseil. Hvis herren ikke har noget imod det, så synes jeg ikke de er så slemme.
— De er dog menneskeædere, min ven.
— Man kan godt være menneskeæder og dog en brav mand, svarede Conseil, lige så vel som man kan holde af god mad og være hæderlig. Det ene udelukker ikke det andet.
— Vel, Conseil, jeg giver dig ret i, at det er hæderlige menneskeædere, og at de ernærer sig hæderligt af deres fanger. Men da jeg ikke bryder mig om at blive ædt, selv på hæderlig vis, vil jeg stadig holde mig på min post, for chefen på Nautilus lader ikke til at tage nogen forsigtighedsregler. Og nu til arbejdet.
I to timer blev vort fiskeri drevet med iver, men uden at indbringe nogen sjældenhed. Drægget fyldtes med midasører, harpesnegle, melanier og særlig af de smukkeste hammersnegle, som jeg nogensinde havde set.
Vi tog også nogle søpølser, nogle perleøsters og en halv snes små
skildpadder, som blev reserveret til skibets proviantkammer.
Men i det øjeblik, da jeg mindst ventede det, lagde jeg min hånd på et vidunder, jeg burde sige på en naturlig deformitet, der er meget sjælden at træffe. Conseil havde lige taget et strøg med nettet, og hans redskab kom op igen, fyldt med forskellige temmelig almindelige konkylier, da han ganske pludselig så mig hurtigt stikke armen ned i nettet, trække et skaldyr op og udstøde et konkyliolog-skrig, det vil sige, det mest gennemtrængende skrig en menneskelig strube kan frembringe.
— Åh, hvad er der dog med herren? spurgte Conseil meget overrasket. Er herren blevet bidt?
— Nej, min ven, og dog ville jeg gerne have betalt min opdagelse med en finger!
— Hvilken opdagelse?
— Denne konkylie, sagde jeg, idet jeg viste ham genstanden for min triumf.
— Men det er ganske simpelt en porfyr-olivensnegl, olivensneglenes slægt, de kamgælledes orden, gasteropodernes klasse, bløddyrenes række…
— Ja, Conseil, men i stedet for at være snoet fra højre til venstre drejer denne olivensnegl fra venstre til højre!
— Er det muligt! udbrød Conseil.
— Ja, min ven, det er en venstresnoet konkylie.
— En venstresnoet konkylie! gentog Conseil med bankende hjerte.
— Se på dens snoninger!
— Herren må tro mig, sagde Conseil, idet han tog den kostelige konkylie med skælvende hånd, men jeg har aldrig været så bevæget! Og der var noget at være bevæget over! Man ved jo, som naturhistorikerne har påvist det, at højrevendtheden er en naturlov. Himmellegemerne og deres drabanter bevæger sig fra højre til venstre i deres omløb og rotation. Mennesket bruger oftere sin højre hånd end sin venstre, og følgelig er dets instrumenter og apparater, trapper, låse, urfjedre o.s.v. indrettet på en sådan måde, at de bliver brugt fra højre til venstre. Nu har naturen i almindelighed brugt denne lov ved snoningen af konkylier. De er med sjældne undtagelser højresnoede, og når tilfældigvis deres snoninger går til venstre, betaler samlere dem i dyre domme.
Conseil og jeg var altså fordybede i betragtningen af vores skat, og jeg glædede mig til at berige museet med den, da en sten, der blev slynget af en af de indfødte, uheldigvis kom og knuste den kostelige ting i Conseils hånd.
Jeg udstødte et fortvivlelsens skrig! Conseil kastede sig over sin bøsse og sigtede på en af de vilde, som stod og svingede med sin slynge ti meter fra ham. Jeg ville standse ham, men hans skud gik af og knækkede det armbånd af amuletter, der hængte om den indfødtes arm.
— Conseil, råbte jeg, Conseil!
— Ja hvad! Så herren ikke, at det var den kannibal, der begyndte…
— En konkylie er ikke så meget værd som et menneskeliv, sagde jeg.
— Åh, den kæltring! råbte Conseil, jeg ville hellere have haft, at han havde knust min skulder.
Conseil mente, hvad han sagde; jeg var dog ikke enig med ham. Men situationen havde forandret sig i løbet af nogle øjeblikke, og vi havde ikke bemærket det. Nu omgav en snes pirogger Nautilus. Disse pirogger, der var udhulede træstammer, lange, smalle, velskikkede til at sejle i, holdtes i ligevægt ved hjælp af en dobbelt balancestang af bambus, som flød på vandoverfladen. De blev manøvreret af dygtige halvnøgne roere, og ikke uden uro så jeg dem nærme sig. Det var tydeligt, at papuaerne allerede havde haft forbindelse med europæere, og at de kendte deres skibe. Men denne lange jerncylinder, der lå og strakte sig i bugten, uden master, uden skorsten, hvad mon de tænkte om den? Ikke noget godt, for de havde straks holdt sig i respektfuld afstand. Men da de så, at den var ubevægelig, blev de lidt efter lidt mere tillidsfulde og forsøgte at blive fortrolige med den. Nu var det netop denne fortrolighed, det gjaldt om at forhindre. Vore geværer, der var uden detonation, kunne kun frembringe en middelmådig virkning på disse indfødte, som kun har respekt for larmende våben. Uden tordenens rullen ville lynet kun skræmme mennesket lidt, skønt faren er i lynglimtet, ikke i braget.