I dette øjeblik kom piroggerne nærmere til Nautilus, og en regn af pile slog imod den.
— For pokker! Det hagler, sagde Conseil, og måske er det et forgiftet haglvejr.
— Det er nødvendigt at underrette kaptajn Nemo, sagde jeg, idet jeg vendte tilbage gennem lugen.
Jeg gik ned i salonen. Jeg fandt ikke nogen der. Jeg dristede mig til at banke på den dør, der førte ind til kaptajnens kammer.
Et: kom ind! svarede mig. Jeg trådte ind, og fandt kaptajn Nemo fordybet i en beregning, hvori der ikke var nogen mangel på x'er og andre algebraiske tegn.
— Forstyrrer jeg Dem? sagde jeg af høflighed.
— Det gør De faktisk, hr. Aronnax, svarede kaptajnen, men jeg antager, at De har alvorlige grunde til at besøge mig.
— Meget alvorlige. De indfødtes pirogger omgiver os, og om nogle minutter bliver vi sikkert angrebet af flere hundrede af de vilde.
— Åh, de er kommet med deres pirogger? sagde kaptajn Nemo roligt.
— Ja, hr. kaptajn.
— Nå ja, hr. professor, det er tilstrækkeligt at lukke lugerne.
— Netop, og jeg kom for at sige Dem. .
— Intet er lettere, sagde kaptajn Nemo.
Og ved at trykke på en elektrisk knap sendte han en ordre til mandskabets vagt.
— Se, hvad der er sket, hr. professor, sagde han nogle øjeblikke efter. Båden er på plads, og lugerne er lukkede. De er vel ikke bange for, at disse herrer skal sprænge de vægge, som Deres fregats kugler ikke kunne gennembryde?
— Nej, hr. kaptajn, men der endnu en fare.
— Hvilken, min herre?
— Det er, at i morgen ved samme tid bliver det nødvendigt at åbne lugerne for at forny luften i Nautilus…
— Uimodsigeligt, min herre, siden vort fartøj trækker vejret på samme måde som hvaler.
— Hvis nu papuaerne i det øjeblik besætter platformen, ser jeg ikke, hvordan De kan hindre dem i at komme ind.
— Så De antager, min herre, at de vil komme om bord?
— Det er jeg sikker på.
— Nå ja, min herre, så lad dem komme. Jeg kan ikke se nogen grund til at hindre dem deri. I grunden er det nogle sølle djævle, disse papuaer, og jeg vil ikke have, at mit besøg ved Gueboroar skal koste livet for en eneste af disse ulykkelige!
Da det var sagt, ville jeg gå igen, men kaptajn Nemo holdt mig tilbage og indbød mig til at tage plads ved sin side. Han udspurgte mig interesseret om vore udflugter på landjorden, om vore jagter, og så ikke ud til at forstå det behov for kød, der ophidsede canadieren. Så strejfede konversationen forskellige emner, og uden at være mere meddelsom viste kaptajn Nemo sig mere elskværdig.
Blandt andet kom vi til at tale om Nautilus’ situation, idet den var gået på grund netop på det sted, hvar Dumant d’Urville var ved at gå fortabt. I den anledning sagde kaptajnen til mig:
— Han var en af Deres store søfarere, en af Deres mest intelligente navigatører, denne d’Urville. Han er Deres, franskmændenes, kaptajn Cook. Den ulykkelige videnskabsmand! At have trodset Sydpolens isbarrierer, Oceaniens koralrev, Stillehavets kannibaler, for at omkomme ynkeligt i et jernbanetog! Hvis denne energiske mand har kunnet tænke i de sidste sekunder af sin eksistens, kan man forestille sig, hvordan hans tanker må have været!
Kaptajn Nemo lod til at være bevæget, idet han talte således, og denne følelse holdt jeg ham til gode.
Med kortet i hånden gennemså vi den franske søfarers arbejder om hans jordomsejlinger, hans dobbelte forsøg ved Sydpolen, der medførte opdagelsen af Adélie— og Louis Philippes land, endelig hans hydrografiske tegninger af Oceaniens vigtigste øer.
— Det, som Deres d’Urville har udrettet på havets overflade, sagde kaptajn Nemo, det har jeg gjort nede i oceanet og lettere, fuldstændigere end han. Astrolabe og Zelée, der uafladelig blev omtumlet af orkaner, kunne ikke måle sig med Nautilus, det rolige arbejdsværelse, der er virkelig statisk i vandenes midte!
— Imidlertid, hr. kaptajn, sagde jeg, er der et lighedspunkt mellem Dumont d’Urvilles korvetter og Nautilus.
— Hvilket, min herre?
— Det, at Nautilus er strandet ligesom de!
— Nautilus er ikke strandet, min herre, svarede kaptajn Nemo mig koldt. Nautilus er bygget til at hvile på havets bund, og det møjsommelige arbejde, de manøvrer, som det at flotsætte korvetterne pålagde d’Urville, behøver jeg ikke at påtage mig. Astrolabe og Zelée var nær ved at gå til grunde, men min Nautilus løber ingen risiko. I morgen, på den nævnte dag, vil tidevandet på det nævnte klokkeslæt løfte den fredeligt, og den vil genoptage sin sejlads tværs gennem havene.
— Kaptajn, sagde jeg, jeg tvivler ikke…
— I morgen, tilføjede kaptajn Nemo, idet han rejste sig, klokken to fyrre om eftermiddagen vil Nautilus komme flot og uden havari forlade Torresstrædet.
Efter at have udtalt disse ord i en afvisende tone, bukkede kaptajn Nemo let. Audiensen var forbi, og jeg vendte tilbage til mit kammer.
Der fandt jeg Conseil, der ønskede at kende resultatet af mit samvær med kaptajnen.
— Min ven, svarede jeg, da det så ud som jeg troede; at Nautilus var truet af de indfødte fra Papuasien, svarede kaptajnen mig meget ironisk. Jeg har altså kun ét at sige dig: Hav tillid til ham og gå roligt hen og sov!
— Herren har ikke brug for min hjælp?
— Nej, min ven. Hvad bestiller Ned Land?
— Vil herren undskylde mig, svarede Conseil, men min ven Ned er ved at tilberede en kængurupostej, som skal være helt vidunderlig!
Jeg blev alene, jeg gik til køjs, men jeg sov temmelig dårligt. Jeg hørte larmen fra de vilde, der trampede på platformen og udstødte øredøvende skrig. Sådan forløb natten, og uden at mandskabet kom ud af sin sædvanlige træghed. De blev ikke mere foruroligede over disse kannibalers nærværelse, end soldaterne i et pansret fort ville bryde sig om de myrer, der løb på dets panserplader.
Klokken seks om morgenen stod jeg op. Lugerne var ikke blevet åbnet. Luften blev altså ikke fornyet udefra, men reservoirerne, der var fyldt for alle tilfældes skyld, fungerede som de skulle og sendte nogle kubikmeter ilt ind i Nautilus’ forringede atmosfære.
Jeg arbejdede i mit kammer lige til middag uden blot et øjeblik at have set kaptajn Nemo. Det lod ikke til, at man om bord gjorde nogen forberedelser til afsejling.
Jeg ventede endnu nogen tid, så begav jeg mig til den store salon. Uret viste to, tredive. Om ti minutter måtte flodbølgen have nået sin maksimale højde, og hvis kaptajn Nemo ikke havde aflagt et ubesindigt løfte, ville Nautilus straks blive frigjort. Hvis ikke, kunne der godt gå flere måneder, før den kunne forlade sin koralseng.
Imidlertid lod nogle forudgående rystelser sig snart mærke i bådens skrog. Jeg hørte de ujævne kalkdannelser i koralbunden skure mod skibsklædningen.