Klokken to, femogtredive viste kaptajn Nemo sig i salonen.
— Nu sejler vi, sagde han.
— Åh, udbrød jeg.
— Jeg har givet ordre til at åbne lugerne.
— Og papuaerne?
— Papuaerne? svarede kaptajn Nemo med et let skuldertræk.
— Kommer de så ikke ind i det indre af Nautilus?
— Hvordan det?
— Ved at komme igennem de luger, som De lader åbne.
— Hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo roligt, man går ikke sådan ind ad lugerne i Nautilus, selv når de er åbne. Jeg betragtede kaptajnen.
— Kan De ikke forstå det? sagde han.
— Overhovedet ikke!
— Nå, så kom og se!
Jeg gik hen mod trappen i midten. Der stod Ned Land og Conseil og betragtede meget spændt nogle mænd af besætningen, der var ved at åbne lugerne, mens skrig af raseri og forfærdelige brøl genlød udenfor. De udvendige luger blev slået til side. Tyve frygtelige skikkelser kom til syne. Men den første af disse indfødte mænd, der satte hånden på trappe gelænderet, blev kastet bagover af jeg ved ikke hvilken usynlig magt og flygtede, mens han udstødte rædsomme skrig og lavede uhyrlige krumspring.
Ti af hans kammerater fulgte ham. Ti fik den samme skæbne. Conseil var begejstret. Ned Land styrtede hen mod trappen, revet med af sine voldsomme instinkter. Men så snart han havde grebet gelænderet med begge hænder, var det hans tur til at blive væltet.
— For tusind djævle, udbrød han. Jeg er ramt af lynet! Det ord forklarede mig alt. Det var ikke længere et gelænder, men det metalkabel, der, ladet med skibets elektricitet, endte på platformen. Enhver, der rørte det, følte et voldsomt stød, og dette stød havde været dræbende, hvis kaptajn Nemo havde ført hele strømmen fra sine apparater ind i denne leder! Man kunne i virkeligheden sige, at han mellem sine angribere og sig selv havde udspændt et net, som ingen kunne komme ustraffet igennem.
Imidlertid havde de forfærdede papuaer trukket sig tilbage, vilde af rædsel. Halvt leende trøstede og masserede vi den uheldige Ned Land, der bandede som en besat.
Men løftet af tidevandets sidste flodbølge forlod Nautilus i dette øjeblik sit koralleje i dette fyrretyvende minut, som kaptajnen nøjagtigt havde beregnet. Dens skrue piskede vandet med en majestætisk langsomhed. Dens hastighed øgedes lidt efter lidt, og sejlende på oceanets overflade forlod den i god behold Torresstrædets farlige snævringer.
Kapitel 23
Ægri somnia
Den følgende dag, den 10. januar, genoptog Nautilus sin sejlads midt i havet, men med en betydelig hastighed, som efter min vurdering ikke kunne være mindre end fem og tredive mil i timen. Skruens hastighed var sådan, at jeg hverken kunne følge eller tælle dens omdrejninger. Når jeg tænkte på, at denne vidunderlige elektriske drivkraft, foruden at have givet Nautilus bevægelse, varme, lys, endda beskyttede den mod angreb udefra og forvandlede den til en hellig ark, som ingen profanerede ved berøring uden at blive ramt af et lyn, havde min beundring ikke længere nogen grænser, og fra apparatet steg den straks til den ingeniør, der havde skabt det.
Vi sejlede direkte mod vest, og den 11. januar passerede vi Kap Wessel, der ligger på 135° længde og 10° sydlig bredde og danner østpunktet af Carpentariabugten. Skærene var stadig talrige, men mere spredte og var aftegnet på kortet med yderste nøjagtighed. Nautilus undgik let Moneyskærene om bagbord og Victoriarevene om styrbord, placerede på 130° længde og den tiende parallel, som vi omhyggeligt fulgte.
Den 13. januar fik kaptajn Nemo, der var kommet ind i Timorhavet, øen af dette navn i sigte på 122° længde. Denne ø, hvis overflade er på seksten hundrede femogtyve kvadratmil, styres af rajaher. Disse fyrster påstår at være ætlinge af krokodiller, det vil sige afkom af den fornemste oprindelse et menneskeligt væsen kan gøre fordring på. Derfor myldrer disse skællede forfædre også i øens floder og er genstand for en særlig veneration. Man beskytter dem, man forkæler dem, man smigrer dem, man fodrer dem, man tilbyder dem unge piger til næring, og vé den fremmede, der lægger hånd på et af disse hellige krybdyr.
Men Nautilus havde intet udestående med disse hæslige dyr. Timor var kun synlig et øjeblik om middagen, da næstkommanderende tog sit bestik. Ligeledes skimtede jeg den lille ø Rotti, der hører til samme gruppe, og hvis kvinder på de malajiske markeder har et særdeles grundfæstet ry for skønhed.
Fra dette udgangspunkt bøjede Nautilus’ rute mod sydvest, bort fra den hidtil fulgte breddegrad. Forstavnen blev vendt mod det Indiske Ocean. Hvor ville kaptajn Nemos luner nu føre os hen? Ville han gå op igen mod Asiens kyster? Nærmede han sig Europas strande? Lidet sandynlige beslutninger fra en mand, der flygtede fra de beboede fastlande! Ville han gå ned mod syd? Ville han runde Kap det gode Håb, dernæst Kap Horn og gøre fremstød mod Sydpolen? Ville han igen komme tilbage til Stillehavet, hvor hans Nautilus kunne navigeres let og ubesværet? Det ville tiden vise.
Efter at have sejlet langs Cartier-, Hibernia-, Seringapatam— og Scottskærene, det faste elements sidste udløbere mod det flydende element, var vi den 14. januar borte fra alt land. Nautilus’ hastighed blev mærkværdigt nedsat, og meget lunefuld i sin fart svømmede den snart midt i vandene og flød snart på deres overflade.
I løbet af denne periode af sørejsen gjorde kaptajn Nemo interessante erfaringer med hensyn til havets forskellige temperaturer i de forskellige lag. Under almindelige forhold fås disse oplysninger ved hjælp af ret komplicerede instrumenter, hvis rapporter i hvert fald er tvivlsomme, da det er termometriske sonder, hvis glas ofte knuses under vandets tryk, eller apparater, der er baseret på variation i metallernes modstand mod elektriske strømme. De resultater, der opnås på den måde, kan ikke kontrolleres tilstrækkeligt. Derimod gik kaptajn Nemo selv ned for at undersøge temperaturen i havets dyb, og hans termometer, der var sat i forbindelse med de forskellige flydende lag, gav ham straks og sikkert den søgte gradbestemmelse.
Det forholder sig således, at enten ved at overfylde sine reservoirer eller ved at gå skråt ned ved hjælp af sine hældende planer, nåede Nautilus efterhånden dybder på tre, fire, fem, syv, ni og ti tusind meter, og det endelige resultat af disse erfaringer blev, at havet på alle breddegrader i en dybde af tusind meter viste en permanent temperatur på fire og en halv grad.
Jeg fulgte disse eksperimenter med den mest levende interesse. Kaptajn Nemo drev dem med virkelig lidenskab. Ofte spurgte jeg mig selv, til hvad formål han foretog disse observationer. Var det til bedste for sine lige? Det var ikke sandsynligt, for en eller anden dag måtte hans arbejder gå til grunde med ham i et eller andet ukendt hav! Medmindre han havde tiltænkt mig resultatet af sine erfaringer. Men det ville være at indrømme, at min mærkelige rejse skulle få ende, og den ende kunne jeg endnu ikke få øje på.
Hvordan det nu end var, lod kaptajn Nemo mig på lige fod vide de forskellige tal, som han havde konstateret, og som grundlagde rapporten om vandets vægtfylde i jordklodens vigtigste have. Af disse meddelelser uddrog jeg en personlig belæring, som ikke havde noget med videnskab at gøre.
Det var om morgenen den 15. januar. Kaptajnen, som jeg gik sammen med på platformen, spurgte mig, om jeg kendte de forskellige vægtfylder for havvand. Jeg svarede benægtende, og jeg tilføjede, at videnskaben manglede nøjagtige observationer angående dette emne.
— Jeg har foretaget dem, disse observationer, sagde han, og jeg kan hævde deres sikkerhed.