— Vel, svarede jeg, men Nautilus er en verden for sig, og dens kyndige folks hemmeligheder når ikke op på landjorden.
— De har ret, hr. professor, sagde han efter nogle minutters tavshed. Det er en verden for sig. Den er lige så fremmed på jorden som de planeter, der ledsager denne klode rundt om solen, og man får aldrig kendskab til videnskabelige arbejder fra Saturn eller Jupiter. Men da tilfældet har knyttet vore eksistenser sammen, kan jeg meddele Dem resultatet af mine iagttagelser.
— Jeg lytter, hr. kaptajn.
— De ved, hr. professor, at havvandet har større vægtfylde end ferskvand, men denne vægtfylde er ikke ens overalt. I virkeligheden er det sådan, at hvis jeg sætter ferskvandets vægtfylde til én, finder jeg 1,028 for Atlanterhavets vand, 1,026 for Stillehavets vand, 1,030 for Middelhavets vand.
Aha, tænkte jeg, han vover sig ind i Middelhavet?
— 1,018 for det Joniske Havs vande og 1,029 for Adriaterhavets vande.
Nautilus skyede bestemt ikke disse Europas befærdede have, og jeg sluttede deraf, at han ville føre os — måske inden længe — hen imod mere civiliserede kontinenter. Jeg tænkte, at Ned Land ville erfare denne enkelthed med en ganske naturlig tilfredshed.
I flere dage gik tiden for os med alle slags eksperimenter, som drejede sig om vandets saltholdighed i forskellige dybder, om dets elektrisering, om dets farve, om dets gennemsigtighed, og under alle disse omstændigheder udfoldede kaptajn Nemo en sindrighed, som kun hans venlighed mod mig kom på højde med. Derpå så jeg ham ikke mere i nogle dage og blev igen ligesom isoleret på hans skib.
Den 16. januar syntes Nautilus at falde i søvn blot nogle meter under bølgernes overflade. Dens elektriske apparater fungerede ikke, og dens ubevægelige skrue overlod den til bølgernes forgodtbefindende. Jeg antog, at mandskabet arbejdede med indvendige reparationer, der var blevet nødvendige på grund af voldsomheden i maskinens mekaniske bevægelser.
Mine kammerater og jeg blev da vidner til et underligt syn. Salonens luger var åbne, og da Nautilus’ lanterne ikke var i virksomhed, herskede der et ubestemt mørke midt i vandene. En uvejrshimmel, dækket med tykke skyer, gav kun en utilstrækkelig klarhed til oceanets øverste lag.
Jeg iagttog havets tilstand under disse forhold, og de største fisk så for mig kun ud som skygger med usikre konturer, da Nautilus ved en pludselig overgang var fuldt belyst. Først troede jeg, at lanternen var blevet tændt igen, og at den kastede sin elektriske stråleglans ud i den flydende masse. Jeg tog fejl, og efter en hurtig undersøgelse erkendte jeg min fejltagelse.
Nautilus flød midt i et fosforescerende lag, som i dette mørke blev blændende. Det blev frembragt af myriader af lysende smådyr, hvis funklen forstærkedes, idet de gled mod apparatets metalskrog. Så opdagede jeg lynglimt midt i disse lysende lag, som havde det været strømme af smeltet bly i en gloende ovn, eller af metalmasser, der var gjort hvidglødende, på en sådan måde, at visse lysende partier ved modsætning kastede skygge i disse brændende omgivelser, hvor al skygge tilsyneladende måtte være bandlyst. Nej! Det var ikke mere den rolige udstråling fra vor sædvanlige belysning. Der var en usædvanlig kraft og bevægelse. Dette lys, det følte man var levende.
Det var i virkeligheden en uendelig sammenhobning af
havinfusorier, miliære noctiluca, ligefrem bobler af gennemsigtig gelé, forsynede med trådformede tentakler, og hvoraf man har talt op til femogtyve tusind i tredive kubikcentimeter vand. Og deres lys blev endda fordoblet af disse særlige lys hos gopler, søtjerner, aurelier, boremuslinger og andre fosforescerende zoofyter, gennemtrængt af fedt fra organiske stoffer, der var nedbrudt af havet, og måske af slim udskilt af fisk.
I flere timer flød Nautilus i disse strålende bølger, og vor beundring voksede ved at se store havdyr boltre sig deri som salamandre. Midt i denne ild, der ikke brænder, så jeg elegante og rappe marsvin, havenes utrættelige klovner, og tre meter lange sværdfisk, orkanernes intelligente forløbere, hvis frygtelige sværd undertiden stødte mod salonens vinduesglas. Så kom mindre fisk til syne, forskellige balister, fastkæber som kuffertfisk og pindsvinefisk, springende makrelfisk og hundrede andre, som i deres fart afstribede den lysende atmosfære.
Hvor dette blændende syn var fortryllende! Måske forøgede en eller anden atmosfærisk tilstand dette fænomens intensitet? Måske var et uvejr ved at bryde ud på havoverfladen? Men i denne dybde på nogle meter led Nautilus ikke under dets raseri, og den vuggede fredeligt midt i de rolige vande.
Således sejlede vi videre, uophørligt bedårede af et eller andet nyt vidunder. Conseil iagttog og klassificerede sine zoofyter, sine leddyr, sine bløddyr, sine fisk. Dagene fløj af sted, og jeg talte dem ikke mere. Ned stræbte som sædvanlig at variere den daglige kost om bord. Som rigtige snegle var vi vant til vore sneglehuse, og jeg tør påstå, at man sagtens kan blive en snegl med hus på ryg.
Dette liv forekom os således let, naturligt, og vi tænkte ikke mere på, at der eksisterede et helt andet liv på jordklodens overflade, da der indtraf en begivenhed, som nok skulle huske os på var situations besynderlighed.
Den 18. januar befandt Nautilus sig på 105° længde og 15° sydlig bredde. Vejret så truende ud, havet var barsk og uroligt. Vinden blæste kraftigt fra øst. Barometret, der i de sidste dage var faldet, meldte om forestående kamp med elementerne.
Jeg var steget op på platformen, i det øjeblik da næstkommanderende var ved at måle timevinklerne. Som sædvanlig ventede jeg, at den daglige melding ville blive udtalt. Men den dag blev den erstattet med en anden ikke mindre uforståelig sætning. Næsten straks efter så jeg kaptajn Nemo komme, og bevæbnet med en kikkert rettede han sine øjne mod horisonten.
I nogle minutter stod kaptajnen ubevægelig uden at slippe det punkt, der var indesluttet i hans objektivs synsfelt. Så sænkede han sin kikkert og vekslede en halv snes ord med sin næstkommanderende. Denne så ud til at være bytte for en uro, som han forgæves søgte at beherske. Kaptajn Nemo, som i højere grad var herre over sig selv, var stadig rolig. Det lod for resten til, at han gjorde nogle indvendinger, hvorpå næstkommanderende svarede med formelle forsikringer. I det mindste opfattede jeg det således — så forskellige som deres tone og håndbevægelser var.
For mit vedkommende havde jeg omhyggeligt uden at opdage noget kikket i den retning, de iagttog. Himlen og vandet mødtes i horisonten i en fuldkommen klar linie.
Imidlertid vandrede kaptajn Nemo lige fra den ene ende af platformen til den anden uden at bryde sig om mig, måske uden at se mig. Hans gang var sikker, men mindre regelmæssig end ellers. Undertiden standsede han og iagttog havet med armene korslagt over brystet. Hvad kunne han søge i dette umådelige rum? Nautilus befandt sig i øjeblikket nogle hundrede mil fra den nærmeste kyst.
Næstkommanderende havde igen taget sin kikkert og undersøgte stædigt horisonten, mens han stampende gik frem og tilbage og ved sin nervøse ophidselse dannede en kontrast til sin chef.
For resten måtte dette mysterium blive opklaret og det inden længe, for efter ordre fra kaptajn Nemo øgede maskinen sin fremdrivende kraft og fik skruen til at rotere hurtigere.
I dette øjeblik påkaldte næstkommanderende igen kaptajnens opmærksomhed. Chefen standsede sin gang og rettede sin kikkert mod det angivne punkt. Han stirrede længe. For alvor nysgerrig gik jeg for min del ned i salonen og hentede en udmærket kikkert, som jeg plejede at bruge. Idet jeg støttede den på lanternetårnet, som dannede et fremspring forude på platformen, indrettede jeg mig på med øjnene at følge hele linien mellem himmel og hav.