Men mit øje var endnu ikke nået til okularet, da instrumentet hurtigt blev revet ud af min hånd.
Jeg vendte mig om. Kaptajn Nemo stod foran mig, men jeg kendte ham ikke igen. Hans ansigt var forvandlet. Hans øjne strålede af en mørk ild og skjulte sig under hans rynkede bryn. Hans tænder var halvt synlige. Hans stive legeme, hans knyttede hænder, hans hoved, der var trukket tilbage mellem skuldrene, vidnede om et voldsomt had, som prægede hele hans fremtoning. Han rørte sig ikke. Min kikkert var faldet ud af hans hånd og rullede ned for hans fødder.
Havde jeg således, uden at ville det, fremkaldt denne vrede holdning? Forestillede denne ubegribelige personlighed sig, at jeg havde opdaget en hemmelighed, der skulle være ukendt for Nautilus’ gæster?
Nej! Det var ikke mig, der var genstand for dette had; thi han så ikke på mig, og hans øje hvilede vedholdende på det uudgrundelige punkt i horisonten.
Omsider blev kaptajn Nemo igen herre over sig selv. Hans ansigt, der nylig var så fuldstændig forandret, antog igen sin vante ro. Han henvendte nogle ord i det fremmede sprog til sin næstkommanderende, så vendte han sig mod mig.
— Hr. Aronnax, sagde han i en temmelig bydende tone, jeg fordrer af Dem opfyldelse af en af de forpligtelser, der knytter Dem til mig.
— Hvorom drejer det sig, chef?
— Det er nødvendigt at lukke Dem inde, Dem og Deres ledsagere, lige til det øjeblik, da jeg finder det passende at give Dem friheden.
— De er herre her, svarede jeg ham, og betragtede ham stift. Men må jeg spørge Dem om noget?
— Nej, aldeles ikke, min herre!
Efter disse ord havde jeg ikke noget at diskutere, men måtte adlyde, da al modstand havde været umulig.
Jeg gik igen ned i den kahyt Ned Land og Conseil beboede og meddelte dem kaptajnens bestemmelse. Jeg overlader til enhver at tænke sig, hvordan denne oplysning blev modtaget af canadieren. For øvrigt var der ikke tid til nogen forklaring. Fire mand af besætningen ventede ved døren, og de førte os til den celle, hvor vi havde tilbragt vor første nat om bord på Nautilus.
Ned Land ville gøre indsigelse, men døren blev lukket efter ham uden nogen mulighed for svar.
— Vil herren sige mig, hvad dette skal betyde? spurgte Conseil.
Jeg fortalte mine kammerater, hvad der var passeret. De blev lige så forbavsede som jeg og forstod lige så lidt.
Jeg var imidlertid sunket ned i afgrundsdyb eftertanke, og det mærkelige udtryk i kaptajn Nemos ansigt forlod ikke min bevidsthed. Jeg var ude af stand til at forbinde to logiske tanker, og jeg fortabte mig i de mest absurde hypoteser, da jeg blev draget ud af min åndelige anspændelse ved disse ord fra Ned Land:
— Værsgo! Frokosten er serveret!
Bordet var virkelig parat. Det var tydeligt, at kaptajn Nemo havde givet ordre dertil samtidig med, at han lod Nautilus’ hastighed forøge.
— Vil herren tillade, at jeg giver Dem et råd? spurgte Conseil.
— Ja, min ven, sagde jeg.
— Nu vel, gid herren ville spise frokost. Det er klogt, for vi ved ikke, hvad der kan ske.
— Du har ret, Conseil.
— Desværre, sagde Ned Land, har man kun givet os den sædvanlige kost.
— Min ven Ned, svarede Conseil, hvad ville De mon sige, hvis der slet ingen frokost havde været?
Denne fornuftige ytring satte brat en stopper for harpunérens beklagelser.
Vi satte os til bords. Måltidet forløb nærmest i tavshed. Jeg spiste kun lidt. Conseil tvang altid noget i sig af klogskab, og hvad Ned Land end fik, lod han ikke en bid går fra sig. Da så frokosten var overstået, lænede hver af os sig tilbage i sit hjørne.
I dette øjeblik udsluktes den lysende klode, der oplyste cellen, og den efterlod os i dybt mørke. Ned Land ventede ikke med at lægge sig til at sove, og hvad der forbavsede mig, Conseil overgav sig også til en tung slummer. Jeg spurgte mig selv, hvad der kunne have fremkaldt dette bydende behov for søvn hos ham, da jeg følte min hjerne gennemtrænges af en tæt sløvhed. Mine øjne, som jeg ønskede at holde åbne, lukkede sig mod min vilje. Jeg lå under for en smertelig hallucination. Åbenbart havde der været søvndyssende stoffer blandet i den mad, som vi lige havde indtaget. Det var altså ikke nok med fængsel for at skjule kaptajn Nemos planer for os, det var også nødvendigt med søvn!
Så hørte jeg lugerne blive lukket. Havets bølgegang, der fremkaldte en let rullende bevægelse, hørte op. Nautilus havde altså forladt havets overflade? Var den vendt tilbage til det ubevægelige leje i vandene?
Jeg ville modstå søvnen. Det var umuligt. Mit åndedræt blev svagere. Jeg følte en dødelig kulde isne mine lemmer, der var blevet tunge og ligesom lammede. Mine øjenlåg faldt tunge som bly ned over mine øjne. Jeg kunne ikke løfte dem. En unaturlig søvn, fuld af hallucinationer, bemægtigede sig hele mit sind. Så forsvandt synerne og efterlod mig fuldstændig tilintetgjort.
Kapitel 24
Koralkongeriget
Den næste morgen vågnede jeg med forbavsende let hoved. Til min store overraskelse var jeg i mit kammer. Mine kammerater var uden tvivl blevet flyttet tilbage til deres kahyt, uden at de havde lagt mere mærke til det end jeg. Hvad der var sket i den forløbne nat, var de uvidende om, som jeg selv var uvidende om det, og for at afsløre dette mysterium regnede jeg kun med fremtidige tilfældigheder.
Nu tænkte jeg på at forlade mit kammer. Var jeg endnu engang fri, eller var jeg fange? Fuldkommen fri. Jeg åbnede døren, jeg gik langs ad gangene, jeg steg op ad trappen i midten. Lugerne, der var lukket den foregående dag, var åbne. Jeg kom op på platformen.
Ned Land og Conseil ventede mig der. Jeg spurgte dem ud. De vidste ikke noget. Efter at være faldet i en tung søvn, som ikke efterlod dem nogen erindring, var de blevet meget overraskede over igen at finde sig selv i deres kahyt.
Hvad Nautilus angår, forekom den os rolig og hemmelighedsfuld som altid. Den flød på bølgernes overflade med jævn fart. Intet syntes forandret om bord.
Ned Land iagttog havet med sine gennemtrængende øjne. Det var øde. Canadieren fik intet nyt i sigte i horisonten, hverken sejl eller land. En brise blæste larmende fra vest, og lange bølger, forrevne af vinden, fik fartøjet til at rulle særdeles mærkbart.
Efter at Nautilus havde fornyet sin luftbeholdning, holdt den sig i en gennemsnitsdybde på femten meter, så den hurtigt igen kunne komme op til overfladen. En manøvre, som mod sædvane blev gennemført flere gange i løbet af denne dag, den 19. januar. Så steg næstkammanderende op på platformen, og den sædvanlige melding genlød i skibets indre.
Hvad angår kaptajn Nemo, viste han sig ikke. Af skibets folk så jeg kun den uforstyrrelige steward, der serverede for mig med sin sædvanlige præcision og stumhed.
Henad to var jeg i salonen, optaget af at ordne mine optegnelser, da kaptajnen åbnede døren og kom ind. Jeg hilste på ham. Han svarede med en næsten usynlig hilsen, uden at henvende et ord til mig. Jeg tog igen fat på mit arbejde, idet jeg håbede, at han måske ville give mig en forklaring på de begivenheder, der havde præget den foregående nat. Han gjorde intet af den slags. Jeg betragtede ham. Det forekom mig, at han så træt ud; hans røde øjne var ikke blevet forfriskede af søvn; hans ansigt udtrykte dyb tristhed, virkelig sorg. Han gik frem og tilbage, satte sig og rejste sig, tog en tilfældig bog, slap den straks, rådførte sig med sine instrumenter uden at tage sine sædvanlige notater og syntes ikke at kunne holde sig i ro et øjeblik.
Omsider kom han hen imod mig og sagde til mig:
— Er De læge, hr. Aronnax?
Jeg var så lidt forberedt på dette spørgsmål, at jeg så på ham i nogen tid uden at svare.