— Er De læge? gentog han. Flere af Deres kolleger har studeret medicin, Gratiolet, Moquin-Tandon og andre.
— Jeg er faktisk læge, sagde jeg, og har været kandidat på hospitaler. Jeg har praktiseret i flere år, før jeg kom ind på museet.
— Vel, min herre.
Mit svar havde åbenbart tilfredsstillet kaptajn Nemo. Men da jeg ikke vidste, hvor han ville hen, afventede jeg nye spørgsmål, idet jeg forbeholdt mig at svare efter omstændighederne.
— Hr. Aronnax, sagde kaptajnen, vil De samtykke i at tage Dem af en af mine mænd?
— Har De en patient?
— Ja.
— Jeg er parat til at følge Dem.
— Kom med.
Jeg må tilstå, at mit hjerte bankede. Jeg ved ikke hvorfor jeg så en vis sammenhæng mellem denne sygdom hos en mand af besætningen og begivenhederne den foregående dag, og dette mysterium optog mig mindst lige så meget som den syge.
Kaptajn Nemo førte mig agterud i Nautilus og lod mig træde ind i en kahyt, der lå nær ved matrosernes kammer.
Der hvilede på et leje en mand på fyrretyve år, med energisk ansigt, en ægte angelsaksisk type.
Jeg lænede mig over ham. Det var ikke blot en syg, det var en såret. Hans hoved, der var indhyllet i blodigt linned, hvilede på en sammenlagt hovedpude. Jeg løsnede hans forbinding, og den sårede, der betragtede mig stift med sine store øjne, lod mig gøre det uden mindste klage.
Såret var frygteligt. Kraniet var splintret af et stumpt instrument, hjerne sås blottet, og hjernemassen havde været udsat for et dybtgående tryk. Klumper af blod havde dannet sig i den udflydende masse, som havde antaget en mørkerød farve. Han var på én gang blevet kvæstet og havde fået en hjernerystelse. Den syges åndedræt var langsomt, og nogle krampagtige muskelbevægelser trak i hans ansigt. Hjernebetændelsen var total og medførte lammelse af følelse og bevægelighed.
Jeg tog den såredes puls. Den var uregelmæssig. Legemets yderpunkter var allerede ved at blive kolde, og jeg kunne se, at døden nærmede sig, uden at det syntes mig muligt at standse den. Efter at have forbundet den ulykkelige glattede jeg hans hovedpude og vendte mig mod kaptajn Nemo.
— Hvad kommer det sår af? spurgte jeg.
— Kan det ikke være ligegyldigt? svarede kaptajnen undvigende. Et stød i Nautilus har knækket en af vægtstængerne i maskinen, og den har ramt denne mand. Men Deres mening om hans tilstand?
Jeg nølede lidt med at udtale mig.
— De kan tale frit, sagde kaptajnen. Denne mand forstår ikke fransk.
— Han har ikke to timer tilbage.
— Er der intet, der kan redde ham?
— Intet!
Kaptajn Nemos hånd knyttedes, og nogle tårer glimtede i hans øjne, som jeg ikke havde troet skabt til gråd.
I nogle øjeblikke endnu betragtede jeg den døende, hvis liv lidt efter lidt ebbede ud. Hans bleghed øgedes yderligere under det elektriske lys, som hans dødsleje var badet i. Jeg så på hans intelligente hoved, der var furet af alt for tidlige rynker, som ulykke, elendighed måske, for længst havde tegnet. Jeg prøvede at opdage hans livs hemmelighed i de sidste ord, der undslap hans læber.
— De kan trække Dem tilbage, hr. Aronnax, sagde kaptajn Nemo.
Jeg forlod kaptajnen i den døendes kahyt, og meget bevæget over dette optrin kom jeg tilbage til mit kammer. Hele dagen igennem var jeg foruroliget af uhyggelige anelser. Om natten sov jeg dårligt, og mellem mine hyppigt afbrudte drømme troede jeg at høre fjerne suk og noget, der lød som begravelsessalmer. Var det bønnen for de døde, der blev mumlet på et sprog, som jeg ikke kunne forstå?
Den næste morgen gik jeg op på dækket. Kaptajn Nemo var gået derop i forvejen. Så snart han opdagede mig, kom han hen imod mig.
— Hr. professor, ville det passe Dem at foretage en undersøisk udflugt idag?
— Sammen med mine kammerater? spurgte jeg.
— Hvis de har lyst.
— Vi står til Deres tjeneste, chef.
— Så vær så god at tage Deres dykkerdragter på igen.
Om den døende eller døde var der ikke tale. Jeg gik ned igen, til Ned Land og Conseil. Jeg gjorde dem bekendt med kaptajn Nemos forslag. Conseil skyndte sig at gå ind på det, og denne gang viste canadieren sig meget oplagt til at følge med.
Det var klokken otte morgen. Klokken halv ni var vi klædt på til denne nye vandring og forsynet med de to apparater til belysning og vejrtrækning. Den dobbelte dør blev åbnet, og ledsaget af kaptajn Nemo, som fulgtes af en halv snes mand af besætningen, satte vi i en dybde af ti meter foden på den faste grund, hvorpå Nautilus hvilede.
En svag skråning førte til en ujævn grund på omtrent femten favnes dybde. Denne grund var fuldstændig forskellig fra den, som jeg havde besøgt på min første udflugt under Stillehavets vande. Her var intet fint sand, ingen undersøiske prærier, ingen skov i havet. Jeg vidste straks, hvad det var for en vidunderlig egn, kaptajn Nemo i dag lod os gæste. Det var koralkongeriget.
I zoofyternes række og alcyonariernes klasse bemærker man gorgonidernes orden, der indeholder tre grupper, hornkoraller, ledkoraller og stjernekoraller. Det er til denne sidste gruppe korallen hører, en mærkelig substans, der skiftevis blev klassificeret som hørende til mineral-, plante— og dyreriget. Lægemiddel i antikken, ædelsten i nyere tid, var det først i 1694 den af marseillaneren Peysonnel definitivt placeredes i dyreriget.
Korallen er en samling af smådyr, der er forenede på en polypkoloni af skrøbelig og stenagtig natur. Disse polypper har et enestående ophav, der frembringer dem ved knopskydning, og de har en egen eksistens, alt imens de deltager i det fælles liv. Det er altså en slags naturlig socialisme. Jeg kendte de seneste værker, der var skrevet om denne mærkværdige zoofyt, der i følge naturforskernes særdeles velberettigede udsagn bliver til mineral samtidig med, at den bliver til et træ, og intet kunne være mere interessant for mig end at besøge en af disse forstenede skove, som naturen har plantet på havbundene.
Ruhmkorff-apparaterne blev sat i virksomhed, og vi fulgte en koralbanke, der var på vej til at blive dannet og som med tiden en skønne dag ville lukke denne del af det Indiske Ocean. Vor vej var kantet med tæt sammenvokset krat, der var dannet ved infiltring af buske, som var dækket af små stjerneformede blomster med hvide stråler. Kun søgte alle disse buskvækster, der var fæstede på bundens klipper, i modsætning til jordens planter, oppefra nedad.
Lyset frembragte i tusindvis af henrivende virkninger, idet det spillede i disse grene, der havde så livlige farver. Jeg syntes at se disse hindeagtige og cylindriske rør skælve i havets bølger. Jeg var fristet til at plukke disse friske blomsterkroner, der var prydet med sarte føletråde, nogle nyligt udfoldede, andre næppe fremspirede, mens lette fisk med rappe finner strejfede dem, idet de passerede forbi som fugleflokke.
Men hvis min hånd nærmede sig disse levende blomster, disse besjælede mimoser, blev der straks alarmtilstand i kolonien. De hvide blomsterkroner trak sig tilbage i deres røde hylstre, blomsterne svandt hen under mit blik, og busken forandrede sig til en blok stenede knopper. Tilfældet havde stillet mig over for de kosteligste eksemplarer af denne zoofyt. Korallen her var lige så god som den, der fiskes i Middelhavet ved Frankrigs, Italiens og Berberiets kyster. Med sine livlige farvetoner bar den med rette disse poetiske navne blodblomst og blodskum, som handelsverdenen giver dens smukkeste frembringelser. Koraller sælges for op til fem hundrede franc pr. kilogram, og på dette sted dækkede de våde lag en formue for en hel verden af koralfiskere. Dette kostelige stof, der ofte er blandet med andre polypkolonier, dannede her faste og sammenfiltrede enheder, der kaldes» macciota«, og på dem opdagede jeg vidunderlige eksemplarer af rosenkoral.