Men snart trængte buskene sig sammen, forgreningerne blev større. Veritabelt forstenet krat og lange fag i en fantastisk arkitektur åbnede sig, idet vi gik fremad. Kaptajn Nemo gik ind under et mørkt galleri, hvis jævne skråning førte os til en dybde på hundrede meter. Lyset fra vore rør frembragte undertiden magiske effekter ved at fæste sig på de ujævne kanter i disse naturlige hvælvinger og på vedhæng, der lignede lysekroner, hvori det fremkaldte ildtunger. Mellem koralbuskene opdagede jeg andre ikke mindre mærkelige polypper, meliter, isis med leddelte forgreninger, så nogle grupper af koralmos, nogle røde, andre grønne, rigtige alger, omgivet af en skorpe af kalksalte og som naturforskerne efter lange diskussioner definitivt har indrangeret i planteriget. Men ifølge en bemærkning fra en tænker,»det er måske virkelig det punkt, hvor livet hemmelighedsfuldt løfter sig fra stenenes søvn uden endnu at løsrive sig fra dette hårde udgangspunkt«.
Endelig havde vi efter to timers vandring nået en dybde på omtrent tre hundrede meter, det vil sige nær den dybeste grænse for de steder, hvor korallerne begynder at danne sig. Men der var det ikke længere isolerede buske eller lav skovs beskedne krat. Det var den umådelige skov, de store mineralske vækster, de enorme forstenede træer, forenede af guirlander af elegante plumarier, disse havets lianer, alle udsmykkede med reflekser og nuancerede farver. Vi gik frit under deres høje grene, der tabte sig i bølgernes skygge, medens orgelkoraller, hjernekoraller, søstjerner, svampe, cariaphyllia under vore fødder dannede et blomstertæppe, bestrøet af blændende ædelstene.
Hvilket ubeskriveligt syn! Ak, at vi ikke kunne meddele hinanden vore sanseindtryk! Hvorfor var vi indelukkede under denne maske af metal og glas! Hvorfor kunne vi ikke tale sammen! At vi dog ikke i det mindste levede samme liv som fiskene, der befolker det flydende element, eller endnu hellere det, som leves af de amfibier, der i lange timer, som de har lyst, kan gennemstrejfe jordens og vandenes dobbelte domæne.
Imidlertid var kaptajn Nemo standset. Mine kammerater og jeg afbrød vor vandring, og da jeg vendte mig om, så jeg, at mændene dannede en halvcirkel om deres chef. Da jeg så mere opmærksomt efter, opdagede jeg, at fire af dem på deres skuldre bar en genstand af aflang form.
På dette sted stod vi i midten af en udstrakt lysning, omgivet af de høje forgreninger af den undersøiske skov. Over dette rum kastede vore lamper en slags tusmørkeklarhed og forlængede skyggerne på bunden umådeligt. I udkanten af lysningen blev mørket igen dybt, og det var kun små lysglimt, der blev holdt fast af korallernes skarpe kanter.
Ned Land og Conseil stod nær ved mig. Vi så til, og det gik op for mig, at jeg var ved at overvære et underligt optrin. Da jeg iagttog havbunden, så jeg, at den var som ophovnet på nogle punkter, af lette forhøjninger omgivet af kalkaflejringer og anbragt med en regelmæssighed, der vidnede om en menneskehånd.
Midt i lysningen på et fodstykke af plumpt opstablede klippestykker rejste der sig et koralkors, som udstrakte sine lange arme, der så ud som om de var lavet af forstenet blod.
På et tegn fra kaptajn Nemo gik en af hans mænd frem, og nogle fod fra korset begyndte han at udhule en fordybning med en hakke, som han tog fra sit bælte.
Jeg forstod alt! Denne lysning var en kirkegård, dette hul en grav, denne aflange genstand liget af den mand, der var død om natten! Kaptajn Nemo og hans folk kom for at begrave deres kammerat i dette fælles hvilested, på bunden af det utilgængelige ocean.
Nej! Aldrig var mit sind blevet i den grad bevæget! Aldrig var mere gribende ideer trængt ind i min hjerne! Jeg ønskede ikke at se det, som mine øjne så!
Imidlertid blev graven langsomt dybere. Her og der fór fisk af sted på forskrækket flugt. På kalkbunden hørte jeg genlyd af jernhakken, der undertiden slog gnister, når den stødte mod en flintesten, der var tabt på havbunden. Hullet blev længere, blev bredere, og snart var det dybt nok til at rumme liget.
Så nærmede bærerne sig. Liget, der var svøbt i et stykke stof af hvid byssus, gled ned i sin fugtige grav. Med armene over kors på brystet knælede kaptajn Nemo som i bøn, og med ham alle vennerne af den mand, som de havde holdt af. Mine to kammerater og jeg havde bøjet os andægtigt.
Så blev graven dækket med stumper, der var hakket løs fra grunden og dannede en lille gravhøj.
Da det var gjort, rejste kaptajn Nemo og hans mænd sig igen; så nærmede de sig alle til graven og bøjede knæ endnu engang, og alle rakte hånden ud til et sidste farvel.
Derefter slog ligtoget ind på tilbagevejen til Nautilus, vandrede igen under skovens hvælvinger, midt i krattet, langs med koralbuskene og stadig opad.
Omsider fik man lanternerne fra skibet i sigte. Deres lysende stribe førte os lige hen til Nautilus. Klokken ét var vi tilbage.
Så snart jeg havde skiftet tøj, steg jeg igen op på platformen, og besat af uhyggelige tanker gik jeg hen for at sætte mig nær ved lanternen. Kaptajn Nemo sluttede sig til mig. Jeg rejste mig og sagde til ham:
— Denne mand døde altså i løbet af natten, som jeg havde forudset?
— Ja, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo.
— Og han hviler nu nær ved sine kammerater på denne kirkegård af koral?
— Ja, — glemt af alle, men ikke af os. Vi graver en grav, og polypperne påtager sig at forsegle vore døde deri indtil evigheden!
Og idet kaptajnen med en pludselig bevægelse skjulte sit ansigt bag sine knyttede hænder, forsøgte han forgæves at undertrykke en hulken. Så tilføjede han:
— Der er vor fredelige kirkegård, nogle hundrede fod under havets overflade.
— Deres døde kan i det mindste sove roligt der, chef, udenfor hajernes rækkevidde!
— Ja, min herre, svarede kaptajn Nemo alvorligt, hajernes og menneskenes.
Kapitel 25
Det Indiske Ocean
Her begynder anden del af denne rejse under havene. Den første endte med det gribende optrin på Koralkirkegården, som efterlod et dybt indtryk på mit sind. Sådan forløb altså kaptajn Nemos liv midt i dette umådelige hav, og han havde forberedt alt, selv sin grav, i den mest utilgængelige af dets afgrunde. Her ville ikke ét af oceanets uhyrer komme for at forstyrre disse beboere af Nautilus i deres sidste søvn, disse venner, der var så fast knyttet til hinanden i døden så vel som i livet! Intet menneske, ikke længere! havde kaptajnen tilføjet.
Altid den samme mistillid, vild, uforsonlig, til det menneskelige samfund!
Jeg for min del nøjedes ikke mere med de hypoteser, der tilfredsstillede Conseil. Denne værdige unge mand vedblev i Nautilus’ chef kun at se en af disse uforståede lærde, som betaler menneskehedens ligegyldighed med foragt. Han var for ham endnu et miskendt geni, som træt af jordens skuffelser havde måttet tage sin tilflugt til dette utilgængelige miljø, hvor hans instinkter havde frit spillerum. Men efter min mening forklarede denne hypotese kun én side hos kaptajn Nemo.
Mysteriet med denne sidste nat, hvor vi havde været fængslede og lænkebundne af søvnen, den forholdsregel som kaptajn Nemo så voldsomt havde taget, med at rive den kikkert der var parat til at følge horisonten, fra mine øjne, matrosens dødelige sår, der skyldtes et uforklarligt stød i Nautilus, alt dette førte mig i virkeligheden ind på et naturligt spor. Nej, kaptajn Nemo nøjedes ikke med at undgå menneskene! Hans vældige apparat tjente ikke alene hans naturlige behov for frihed, men også en interesse i jeg ved ikke hvilken frygtelig gengældelse.
I dette øjeblik står intet klart for mig, jeg aner kun et glimt i dette mørke, og jeg må indskrænke mig til at skrive så at sige efter begivenhedernes diktat.