Iøvrigt er der intet der binder os til kaptajn Nemo. Han ved, at det er umuligt at undslippe fra Nautilus. Vi er ikke engang fanger på æresord. Ingen forpligtelse på tro og love binder os. Vi er blot som krigsfanger, blot fanger, der med et skin af høflighed går under navn af gæster. Alligevel har Ned Land ikke opgivet håbet om at genvinde sin frihed. Han er bestemt på, at han vil drage fordel af den første lejlighed skæbnen tilbyder ham. Jeg vil utvivlsomt gøre lige som han. Og dog bliver det ikke uden en vis beklagelse jeg opgiver det, som kaptajn Nemos ædelmodighed ville lade os se ved at trænge ind i Nautilus’ mysterier. For når det kommer til stykket, skal man så hade den mand eller beundre ham? Er han et offer eller en bøddel? Desuden ville jeg oprigtig talt gerne, før jeg forlod ham for stedse, have fuldført denne undersøiske jordomsejling, hvis begyndelse har været så pragtfuld. Jeg ville gerne have iagttaget hele rækken af de vidundere, som intet menneske endnu har set, selv om jeg skulle betale med mit liv for denne umættelige videbegærlighed! Hvad har jeg opdaget indtil nu? Intet, eller næsten intet, eftersom vi endnu kun har sejlet seks tusind mil gennem Stillehavet.
Dog ved jeg godt, at Nautilus nærmer sig beboede lande, og at det, hvis der tilbyder sig nogen mulighed til frelse, ville være grusomt at ofre mine kammerater for min lidenskab for det ukendte. Det bliver nødvendigt at følge dem, måske endda at føre dem. Men vil denne lejlighed nogensinde tilbyde sig? Det menneske der med magt er berøvet sin fri vilje, begærer den, men den kyndige, den videbegærlige frygter den.
Den dag, den 21. januar 1868, kom næstkommanderende ved middag op for at tage solhøjden. Jeg steg op på platformen, jeg tændte en cigar og jeg fulgte hans virke. Det syntes mig klart, at denne mand ikke forstod fransk, for flere gange kom jeg med højrøstede bemærkninger, som måtte have fravristet ham et eller andet uvilkårligt tegn på opmærksomhed, hvis han havde forstået dem, men han var stadig uforstyrrelig og stum.
Mens han foretog observationer ved hjælp af sekstanten, kom en af Nautilus’ matroser, — den kraftige mand, som havde ledsaget os på vor første undersøiske udflugt til Crespoøen — for at pudse lanternens glas. Jeg undersøgte da indretningen af dette apparat, hvis styrke blev hundreddoblet af de ringe af linser, der var anbragt ligesom på fyrtårne, og som holdt dens lys på det fordelagtige plan. Den elektriske lampe var sammensat på en sådan måde, at den afgav hele sin lysstyrke. Dens lys frembragtes faktisk i det tomme rum, hvad der på samme tid sikrede dets regelmæssighed og dets styrke. Dette tomrum økonomiserede også med de grafitspidser, mellem hvilke lysbuen udvikler sig. En betydningsfuld økonomi for kaptajn Nemo, som ikke let kunne forny dem. Under disse omstændigheder gik der næsten ikke slid på dem.
Da Nautilus skulle til at fortsætte sin undervandssejlads, gik jeg igen ned i salonen. Lugerne blev lukket og kuren lagt lige mod vest.
Nu pløjede vi da det Indiske Oceans bølger, et vidtstrakt vandområde af et omfang på fem hundrede og halvtreds millioner hektar, og hvis vande er så gennemsigtige, at det får det til at svimle for den der læner sig over deres overflade. Nautilus flød her for det meste i en dybde af mellem et og to hundrede meter. Sådan blev det ved i nogle dage. For enhver anden end mig, der var grebet af en umådelig kærlighed til havet, ville disse timer uden tvivl have været lange og ensformige; men disse daglige spadsereture på platformen, hvor jeg hærdede mig i den oplivende havluft, synet af disse rige vande gennem salonens ruder, læsning af bibliotekets bøger, nedskrivningen af mine oplevelser optog hele min tid, så der ikke blev et øjeblik til lede eller kedsomhed.
For os alle vedblev vort helbred at være særdeles tilfredstillende. Levemåden om bord passede os fuldstændigt, og jeg for mit vedkommende kunne godt have undværet de variationer, som Ned Land i sin oprørskhed stræbte efter at hidføre. Desuden behøvede man ikke engang at frygte for at få en forkølelse i denne konstante temperatur. For øvrigt kunne korallen dendrophyllia, der i Provence er kendt under navnet» havets fennikel«, og hvoraf der fandtes et lager om bord, med sine polyppers saftige kød have leveret os en udmærket hostemedicin.
I nogle dage så vi en stor mængde søfugle, svømmefugle, hættemåger og havmåger. Nogle blev dræbt med behændighed, og når de blev tilberedt på en bestemt måde, leverede de et havvildt, som man godt kunne være tilfreds med. Mellem de store sejlere, der var fløjet langt bort fra alle lande, og som hvilede sig på bølgerne efter flugtens strabadser, genkendte jeg på deres skrig, der er disharmonisk som et æsels skryden, de pragtfulde albatrosser, fugle, der hører til dem med de lange vinger. De årefodedes familie var repræsenteret af hurtige fregatfugle, der rapt snappede overfladens fisk, og af de talrige phaetoner eller tropikfugle, blandt andre, så stor som en due, den tropikfugl, der har røde småpletter, og hvis fjerdragt er nuanceret af lyserøde farvetoner, der fremhæver det sorte på vingerne.
Nautilus’ fiskenet indbragte flere slags havskildpadder af slægten karetter med hvælvet ryg, og hvis skjold vurderes højt. Disse reptiler, der let kan dykke, kan holde sig længe under havet ved at lukke den ventil af kød, der sidder ved den ydre åbning af deres luftrør. Når man fangede disse karetter, var der nogle af dem, der endnu sov i deres rygskjold i ly for andre havdyr. Disse skildpadders kød er som regel ikke ret godt, men deres æg er en særlig delikatesse.
Hvad fisk angår fremkaldte de stadig vor beundring, når vi tværs gennem de åbne luger opdagede deres havlivs hemmeligheder. Jeg bemærkede flere arter, som det ikke tidligere havde været mig forundt at iagttage.
Jeg vil især nævne de ejendommelige kuffertfisk i det Røde Hav, i det Indiske Ocean, og i den del af oceanet, der beskyller Amerikas ækvatoriale kyster. Disse fisk er ligesom skildpadderne, bæltedyrene, søpindsvinene, krebsdyrene beskyttet af et panser, som hverken er af kalk eller sten, men virkelig af ben. Snart antager de form af et trekantet legeme, snart af et firkantet legeme. Blandt de trekantede lagde jeg mærke til nogle, der var en halv decimeter lange, med sundt kød af udmærkt smag, brune på halen, gule på finnerne, og hvoraf jeg anbefaler akklimatisering selv i ferskvand, hvortil for resten visse havfisk let vænner sig. Jeg skal også omtale de firkantede kuffertfisk, der på ryggen har fire store udvækster; de spættede kuffertfisk, med hvide pletter på kroppens underside, og som kan blive tamme ligesom fugle; de trekantede, der er forsynet med torne, dannet ved forlængelse af deres benede hud, og som deres ejendommelige grynten har skaffet tilnavnet» havsvin«; dernæst dromedarerne med store kegleformede pukler og hårdt og sejt kød.
Desuden noterer jeg fra de optegnelser, Conseil daglig førte, visse fisk af slægten kuglefisk, der er særegne for disse have, spengleriener med rød ryg og hvidt bryst, og som udmærker sig ved tre længderækker af trævler, og de elektriske, der er syv tommer lange og prydet af de livligste farver. Dernæst, som eksempler på andre slægter, ægformede, der ligner et sortbrunt æg, krydset af hvide striber, og er uden hale; pindsvinefisk — havets veritable pindsvin — der er forsynet med pigge og kan puste sig op, så de danner en kugle, der stritter af disse pigge; søhestene, der er almindelige i alle have; de flyvende pegaser — sødrager — med langstrakt mule, og som deres brystfinner, vidt udspilede og vingeformede, tillader om ikke at flyve, så i det mindste at slynge sig op i luften — spartelformede duefisk, hvis hale er dækket af talrige skællede ringe; macrognater med lang kæbe, udmærkede fisk, femogtyve centimeter lange og strålende i de mest tiltalende farver; blyfarvede calliomorer med rynket hoved; myriader af springende slimfisk, med sorte striber, med lange brystfinner, glidende på vandoverfladen med mirakuløs hastighed; herlige sejlfisk, der kan hejse deres finner som lige så mange sejl, der udfoldes for gunstig vind; prægtige kurter som naturen har ødslet på med gult, himmelblåt, sølv og guld; ulke, der altid tilsmudsede af dynd frembringer en slags raslen; knurhaner, hvis lever anses for at være giftig; bodianer, der på øjnene har en bevægelig skyklap; endelig sprøjtefisk med lang og rørformet mule, oceanets veritable fluesnappere, bevæbnede med et gevær, der hverken har Chassepots eller Remingtons som forudsætning, og som dræber insekterne ved at ramme dem med en enkelt vanddråbe.