I den af Lacépède klassificerede niogfirsindstyvende slægt af fisk, der hører til benfiskenes anden underklasse, karakteriseret ved et operculum, det vil sige et låg, og en luftrørshinde, bemærkede jeg skorpionfisken, hvis hoved er forsynet med giftige torne, og som kun har en eneste rygfinne; disse dyr er forsynet med eller mangler små skæl, hvorefter man bestemmer, hvilken underafdeling de hører til. Den anden underslægt gav os prøver på didactyler, tre-fire decimeter lange med gule striber, og hvis hoved ser fantastisk ud. Med hensyn til den første underafdeling leverede den flere prøver på den sære fisk, der meget passende kunne kaldes tudsefisk, en fisk med stort hoved, snart furet af dybe huler, snart ophovnet med fremspring; strittende af pigge og bevokset med knolde har den uregelmæssige og hæslige horn; dens krop og hale er forsynet med hårdhudede steder; dens torne volder farlige sår; den er afskyelig og forfærdelig.
Fra den 21. til den 23. januar bevægede Nautilus sig med en fart af to hundrede og halvtreds mil, det vil sige fem hundrede og fyrre sømil på fireogtyve timer, eller toogtyve sømil i timen. Hvis vi under farten genkendte de mange forskellige slags fisk, kom det af, at de, tiltrukket af det elektriske lys, søgte at følges med os; de fleste blev distancerede af denne hastighed og kom snart bagud; for nogle lykkedes det dog i nogen tid at holde sig i nærheden af Nautilus.
Den 24. fik vi om morgenen på 12° 5 sydlig bredde og 94° 33 længde kending af øen Keeling, en med prægtige kokospalmer bevokset koralø, som blev besøgt af Charles Darwin og kaptajn Fitz-Roy.
Nautilus sejlede i ringe afstand langs denne øde ø’s stejle klinter. Dens slæbenet indbragte talrige eksemplarer af polypper og pighuder og mærkelige eksemplarer af bløddyrenes række. Nogle kostelige frembringelser af dauphinulernes art forøgede kaptajn Nemos skatte, hvortil jeg føjede en prikket søstjerne, en slags snyltepolyp, der ofte er fæstet på et sneglehus.
Snart forsvandt øen Keeling under horisonten, og kursen blev sat mod nordvest, mod spidsen af den indiske halvø.
— Civiliserede lande, sagde Ned Land den dag til mig. Det er bedre end Papuasiens øer, hvor man møder flere af de vilde end af rådyr. På denne indiske jord, hr. professor, er der veje, jernbaner, engelske, franske og indiske byer. Der tilbagelægger man ikke fem mil uden at møde en landsmand. Hva? Er øjeblikket nu ikke kommet til at stikke af fra kaptajn Nemo?
— Nej, Ned, nej, svarede jeg i en meget bestemt tone. Lad os sejle, som I siger, I sømænd. Nautilus nærmer sig til beboede fastlande. Den kommer igen til Europa og vil føre os dertil. Når vi først er kommet ind i vore egne have, kan vi se, hvad det er klogt at gøre. For resten tror jeg ikke, at kaptajn Nemo vil give os lov til at gå på jagt på Malabar— eller Coromandelkysten sådan som i Ny Guineas skove.
— Åh hvad, hr. professor, kan man så ikke undvære hans tilladelse? Jeg svarede ikke canadieren på dette. Jeg ville ikke diskutere noget. Inderst inde tiltalte det mig mest, til bunds at udnytte mulighederne i den skæbne som havde kastet mig om bord på Nautilus.
Da vi havde passeret Keeling, blev vor sejlads i det store og hele langsommere. Den blev også mere lunefuld og slæbte os ofte til store dybder. Man gjorde flere gange brug af de hældende planer, som indvendige vægtstænger kunne placere på skrå i forhold til vandlinien.
Således gik vi helt ned til to og tre kilometer, men uden nogensinde at have verificeret dette Indiske Oceans store dybder, som lodsnore på tretten tusind meter ikke havde nået. Hvad angår temperaturen i de lave lag viste termometret vedvarende fire grader over nul. Jeg bemærkede kun, at i de øverste lag var det altid koldere på de steder, hvor bunden nåede højt op, end i rum sø.
Da havet den 25. januar var fuldstændig øde, tilbragte Nautilus dagen på dets overflade, mens den med sin mægtige skrue piskede bølgerne og fik dem til at sprøjte meget højt i vejret. Hvordan skulle man under disse omstændigheder kunne undgå at tage den for en gigantisk hval? Jeg tilbragte tre fjerdedele af dagen på platformen.
Jeg så ud over havet. Intet i horisonten, undtagen en modgående, lang damper, der henimod klokken fire om eftermiddagen sejlede i vest. Dens master var synlige et øjeblik, men den kunne ikke opdage Nautilus, der lå alt for fladt på vandoverfladen. Jeg antog, at dette dampskib tilhørte Peninsula & Oriental-linien, der sejlede fra Ceylon til Sidney og lagde til ved Kong Georgs næs og i Melbourne.
Klokken fem om eftermiddagen, før det korte tusmørke, der forbinder dagen med natten i de tropiske zoner, blev Conseil og jeg forundrede over et ejendommeligt syn.
Der er et indtagende dyr, som det ifølge de gamle betyder lykke at møde. Aristoteles, Athenaios, Plinius, Oppianos havde studeret dets tilbøjeligheder og af hensyn til det gennemsøgt digtekunsten hos de kyndige i Grækenland og Italien. De kalder det nautilus og pompylius. Men den moderne videnskab har ikke godkendt disse navne, og dette bløddyr er nu kendt under navnet argonaut.
Den, der har spurgt Conseil, har af denne flinke unge mand erfaret, at bløddyrenes række deles i fem klasser; at den første klasse, cephalopoda, hvis individer snart er nøgne, snart skalbærende, omfatter to ordener, dibranchiata og tetrabranchiata, som adskiller sig fra hinanden ved antallet af deres gæller; at dibranchiaternes orden omfatter tre familier, argonauten, den tiarmede og den ottearmede blæksprutte, og at tetrabranchiaternes orden kun indeholder én familie, nautilen. Hvis en oprørsk ånd efter denne nomenklatur har sammen-blandet argonauten, som er acetabulifere, det vil sige bærer sugeskåle, med nautilen, der er tentaculifere, det vil sige bærer tentakler, kan det ikke undskyldes.
Nu var det en flok af disse argonauter, der dengang sejlede på oceanets overflade. Vi kunne tælle flere hundrede af dem. De hørte til de knoldede argonauters art, som er særegen for Indiens have.
Disse yndefulde bløddyr svømmer baglæns ved hjælp af deres bevægelsestragt, ved gennem denne tragt at udstøde det vand, som de har indåndet. Af deres otte arme flyder de seks, der er lange og tynde, på vandet, medens de to andre, rundede som håndflader, strækker sig mod vinden som et let sejl. Jeg kunne tydeligt se deres spiralformede og bølgede skal, som Guvier med rette sammenligner med en elegant chalup. Faktisk ligefrem en båd. Den bærer det dyr, der har udskilt den, uden at det hænger fast ved den.
— Argonauten kan frit forlade sin skal, sagde jeg til Conseil, men den gør det aldrig.
— Det er det samme med kaptajn Nemo, svarede Conseil forstandigt. Derfor skulle han hellere have kaldt sit skib Argonaut.
I omtrent en time flød Nautilus midt i denne flok af bløddyr. Så ved jeg ikke, hvad det var for en rædsel, der pludselig greb dem. Som på et signal blev alle sejlene pludselig firet ned; armene foldedes tilbage, kroppen trak sig sammen, ved at vælte omkring flyttede skallerne deres tyngdepunkt, og hele flotillen forsvandt under bølgerne. Det var et øjebliks sag, og aldrig har en eskadres skibe manøvreret med større præcision.