I dette øjeblik faldt natten pludselig på, ag bølgerne, der næppe løftedes af brisen, forlængede sig fredeligt under Nautilus barkholtsplader.
Den næste dag, den 26. januar, krydsede vi ækvator på den toogfirsindstyvende meridian og kom tilbage til den nordlige halvkugle. Den dag slog en forfærdelig flok hajer følge med os. Frygtelige dyr, som vrimler i disse have og gør dem meget farlige. Det var Port Jacksonhajer med brun ryg og hvidlig bug, bevæbnet med elleve tandrækker, øjehajer, hvis hals er mærket med en stor sort plet omgivet af hvidt, så det ligner et øje, isabellafarvede hajer med rundet snude og oversået med mørke pletter. Ofte styrtede disse mægtige dyr sig mod salonens ruder med en lidet beroligende voldsomhed. Så var Ned Land ikke mere herre over sig selv. Han ønskede at stige op til bølgernes overflade og harpunere disse uhyrer, fremfor alt nogle store hajer, der kaldes havets hunde, og hvis gab er besat med tænder, der er anbragt som en mosaik, og store fem meter lange tigerhajer, der provokerede ham med ganske særlig vedholdenhed. Men snart fremskyndede Nautilus sin hastighed og sejlede let de hurtigste af disse hajer agterud.
Den 27. januar mødte vi gentagne gange et uhyggeligt syn ved begyndelsen af den udstrakte Bengalske Havbugt. Det var lig, der flød på bølgernes overflade, de indiske byers døde, der af Ganges transporteredes ud i rum sø, og som gribbene, de eneste, der tager sig af ligfærd i disse lande, ikke var færdige med at fortære. Men det manglede ikke på hajer til at hjælpe dem med deres sørgelige hverv.
Henad syv om aftenen sejlede Nautilus halvt neddykket midt i et mælkehav. Så langt man kunne se syntes oceanet at være blevet til mælk. Var det en virkning af månestrålerne? Nej, thi månen, der knapt var to dage gammel, var endnu skjult i solstrålerne under horisonten. Skønt hele himlen var oplyst af stjernernes skær, så den ud til at være sort i sammenligning med vandenes hvidhed.
Conseil kunne ikke tro sine egne øjne, og han spurgte mig ud om årsagerne til dette ejendommelige fænomen. Lykkeligvis var jeg i stand til at svare ham.
— Det er det, som man kalder et mælkehav, sagde jeg til ham, et uhyre område af hvide bølger, der ofte ses ved Amboinas kyster og i disse farvande.
— Men, spurgte Conseil, kan herren fortælle mig, hvad det er for en årsag, der frembringer en sådan virkning, for dette vand er vel ikke forvandlet til mælk?
— Nej, min ven, og denne hvidhed, som overrasker dig, skyldes kun tilstedeværelsen af myriader af infusionsdyr, en slags små lysende orme, der ser geleagtige og farveløse ud, er så tykke som et hår, og hvis længde højst er en femtedel millimeter. Nogle af disse smådyr klæber sig sammen i et område på flere mil.
— Flere mil! udbrød Conseil.
— Ja, min ven, og prøv ikke på at gøre overslag over antallet af disse infusorier! Det finder du ikke ud af; thi hvis jeg ikke tager fejl, har nogle sømænd drevet mere end fyrretyve mil på disse mælkehave.
Jeg ved ikke, om Conseil tog hensyn til mit råd, men det så ud til, at han sank hen i dyb eftertanke, idet han uden tvivl forsøgte at beregne, hvor mange femtedele millimeter fyrre kvadratmil indeholder. For mit vedkommende vedblev jeg at iagttage fænomenet. I flere timer gennemskar Nautilus med sin spidse forstavn disse hvidlige bølger, og jeg lagde mærke til, at den gled lydløst på dette sæbeagtige vand, som om den flød i disse strømhvirvler af skum, som bugternes strømme og modstrømme undertiden lader opstå imellem sig.
Henimod midnat antog havet pludselig sin sædvanlige farve, men bag ved os, lige til horisontens grænser, genspejlede himlen bølgernes hvide farve og syntes i lang tid gennemtrængt af det ubestemte skær af et nordligt morgengry.
Kapitel 26
Et nyt forslag fra kaptajn Nemo
Da Nautilus den 28. februar ved middagstid kom op til havets overflade på 9° 4 nordlig bredde, havde den, otte mil mod vest, land inden for synsvidde. Jeg bemærkede straks en sammenhobning af ca. to tusind fod høje bjerge, hvis former var meget lunefuldt modellerede. Da der var taget bestik, gik jeg igen ned i salonen, og da pejlingen var blevet nedfældet på kortet, så jeg, at vi var nær ved øen Ceylon, denne perle, der hænger i den indiske halvøs øreflip.
Jeg gik ind i biblioteket for at søge efter en eller anden bog om denne ø, en af de frugtbareste på jordkloden. Jeg fandt netop et bind med titlen Ceylon og Cingaleserne af englænderen H. C. Sirr. Da jeg var kommet tilbage til salonen, bemærkede jeg først beliggenhed og størrelse af denne ø, hvorpå antikken har ødslet så mange forskellige navne. Den lå mellem 5° 55 og 9° 49 nordlig bredde og mellem 79° 42 og 82° 4 længde øst for Greenwich-meridianen; dens længde to hundrede og femoghalvfjerds mil; dens maksimale bredde hundrede og halvtreds mil; dens omkreds ni hundrede mil; dens overflade fireog-tyve tusind, fire hundrede og otteogfyrre kvadratmil, det vil sige lidt mindre end Irland.
I dette øjeblik viste kaptajn Nemo og hans næstkommanderende sig.
Kaptajnen kastede et blik på kortet. Så sagde han, idet han vendte sig mod mig:
— Ceylon er berømt for sit perlefiskeri. Ville De synes om at besøge en af dens fiskepladser, hr. Aronnax?
— Ganske afgjort, chef.
— Vel. Det vil være en let sag. Men om vi end ser fiskepladserne, ser vi dog ikke fiskerne. Den årlige virksomhed er endnu ikke begyndt. Men lige meget. Jeg vil så give ordre til igen at sejle ind i Mannarbugten, som vi kommer til i nat.
Kaptajnen sagde nogle ord til sin næstkommanderende, som straks gik. Nautilus var snart igen nede i sit flydende element, og manometret viste, at den holdt sig der på en dybde af tredive fod.
Med kortet foran mig søgte jeg nu Mannarbugten. Jeg fandt den på den niende breddegrad, på Ceylons nordvestkyst. Den var delvis dannet af en tange fra den lille ø Mannar. For at nå den måtte man sejle langs hele Ceylons vestkyst.
— Hr. professor, sagde nu kaptajn Nemo, man fisker perler i den Bengalske Havbugt, i Indiens have, i Kinas og Japans have, i havene syd for Amerika, i Panamabugten, i den Californiske Bugt; men det er ved Ceylon dette fiskeri når de smukkeste resultater. Vi kommer utvivlsomt lidt tidligt. Perlefiskerne samler sig ikke før i marts måned i Mannarbugten, og i tredive dage hengiver deres tre hundrede både sig der til denne indbringende udnyttelse af havets skatte. Hver båd er bemandet med ti roere og med ti fiskere. Disse er delt i to grupper, der skiftevis springer i og dykker ned til en dybde af tolv meter ved hjælp af en tung sten, som de griber om med fødderne, og som et reb knytter til båden.
— Altså er det stadig denne primitive metode, sagde jeg, der endnu er i brug?
— Stadig, svarede kaptajn Nemo, skønt disse banker tilhører klodens driftigste folk, englænderne, til hvem traktaten i Amiens overgav dem i 1802.
— Det synes mig dog, at dykkerdragten, sådan som De bruger den, kunne være til stor nytte i en sådan virksomhed.
— Ja, for de stakkels fiskere kan ikke blive længe under vandet. Englænderen Perceval taler ganske vist i sin Rejse til Ceylon om en kaffer, der blev nede i fem minutter uden at komme op til overfladen; men det tilfælde synes mig lidet troværdigt. Jeg ved, at nogle dykkere går ned i indtil syvoghalvtreds sekunder, og særlig dygtige i indtil syvogfirs sekunder; det er dog sjældent, og når disse ulykkelige er kommet om bord igen, siver der blodblandet vand ud af deres næse og ører. Jeg tror, at den gennemsnitlige tid, som fiskerne kan tåle under vand, er tredive sekunder, i hvilke de skynder sig at opsamle alle de muslinger, de kan få fat på, i et lille net; men som regel bliver disse fiskere ikke gamle; deres syn bliver svagt; sårdannelser bryder ud i deres øjne; de får sår på kroppen, og tit bliver de endog ramt af apopleksi på bunden af havet.