— Ja, sagde jeg, det er en trist bestilling, der kun tjener til tilfredsstillelse af andres luner. Men sig mig, chef, hvor mange muslinger kan en båd fiske på en dag?
— Fyrre til halvtreds tusinde, cirka. Man siger dog, at i 1814, da den engelske regering lod fiske til fordel for sig selv, bragte dens dykkere på tyve arbejdsdage seksoghalvfjerds millioner muslinger op.
— Er disse fiskere så i det mindste tilfredstillende lønnet? spurgte jeg.
— Næppe nok, hr. professor. I Panama tjener de kun en dollar om ugen. For det meste får de en sou for hver musling, der omslutter en perle, og hvor mange tager de ikke op, der ikke indeholder noget!
— En sou til disse fattige mennesker, der gør deres herrer rige! Det er afskyeligt.
— Altså, hr. professor, sagde kaptajn Nemo, Deres ledsagere og De, De besøger Mannars Banke, og hvis tilfældigvis en enkelt fisker allerede har indfundet sig, kan De se ham arbejde.
— Det er en aftale, chef.
— For resten, hr. Aronnax, De er vel ikke bange for hajer?
— Hajer! udbrød jeg.
Dette spørgsmål syntes mig mildest talt ganske overflødigt.
— Nå? fortsatte kaptajn Nemo.
— Jeg tilstår, chef, at jeg endnu ikke er meget fortrolig med den slags fisk.
— Vi er vante til dem, vi ser, svarede kaptajn Nemo, og det bliver De også med tiden. For øvrigt er vi bevæbnede, og undervejs kan vi måske jage en eller anden haj. Det er en interessant jagt. Altså på gensyn, hr. professor, i morgen, og tidligt om morgenen!
Dette blev sagt i en utvungen tone, og kaptajn Nemo forlod salonen. Man inviterer Dem til at gå på bjørnejagt i Schweiz’ bjerge, og De vil sige: Meget vel! I morgen går vi på bjørnejagt! Man inviterer Dem til løvejagt på Atlas’ sletter eller tigerjagt i Indiens jungler, og De vil sige: Aha! Det ser ud til, at vi skal på tiger— eller løvejagt! Men hvis man inviterer Dem til at jage haj i dens naturlige element, vil De måske bede om betænkningstid, før De modtager denne indbydelse.
Jeg for mit vedkommende strøg mig med hånden over panden, hvor der perlede nogle dråber kold sved.
— Lad os tænke os om, sagde jeg til mig selv, og give os lidt tid. At jage oddere i de undersøiske skove, som vi gjorde det ved Crespoøen, går endda an. Men at løbe om på bunden af havet, når man er næsten sikker på at træffe på hajer, det er noget andet! Jeg ved godt, at i nogle lande, især ved Andamanerne, betænker negrene sig ikke på at angribe hajen med en dolk i den ene hånd og en snor i den anden; men jeg ved også, at mange af dem der binder an med disse frygtelige dyr, ikke kommer levende op igen! For resten er jeg ikke nogen neger, og selv om jeg var neger, tror jeg at en let tøven fra min side i dette tilfælde ikke ville være af vejen.
Og så sad jeg der og drømte om hajer og tænkte på disse mægtige kæber, der er bevæbnet med mangfoldige rækker af tænder og i stand til at klippe en mand midt over. Jeg følte allerede en slags smerte omkring nyrerne. Så syntes jeg heller ikke om den formløse måde, hvorpå kaptajnen havde udstedt denne beklagelige indbydelse! Skulle man ikke tro, det drejede sig om at gå på klapjagt i det grønne efter en uskadelig ræv?
— Vel! tænkte jeg, Conceil tager aldrig med, og det vil fritage mig for at ledsage kaptajnen.
Med hensyn til Ned Land tilstår jeg, at jeg ikke følte mig lige så sikker på hans besindighed. En fare, hvor stor den end var, var altid tiltrækkende for hans kampglade natur.
Jeg begyndte igen på min læsning af Sirrs bog, men jeg bladede mekanisk i den. Mellem linierne så jeg de frygtelige åbne kæber.
I dette øjehlik trådte Conseil ag canadieren ind med rolige, ja endog muntre ansigter. De vidste ikke, hvad der ventede dem.
— Mintro, hr. professor, sagde Ned Land, Deres kaptajn Nemo — gid fanden havde ham — har lige stillet os et meget elskværdigt forslag.
— Åh, sagde jeg, De ved…
— Om herren ikke har noget imod det, har Nautilus’ chef inviteret os til, i selskab med herren, i morgen at besøge Ceylons prægtige fiskepladser. Han gjorde det med udsøgte ord og har opført sig som en virkelig gentleman.
— Har han ikke sagt Dem andet?
— Ikke andet, hr. professor, end at han havde talt med Dem om denne lille spadseretur.
— Ganske vist, sagde jeg, og han har ikke givet Dem nogle detaljer om…
— Ingen, hr. naturforsker. De kommer da med, ikke sandt?
— Jeg… naturligvis! Jeg kan se, at det er noget for Dem, mester Land.
— Ja! Det er interessant, meget interessant.
— Måske farligt! tilføjede jeg i en betydningsfuld tone.
— Farligt, svarede Ned Land, en almindelig tur på en østersbanke! Kaptajn Nemo havde afgjort anset det for unyttigt at vække tanken om hajer i mine kammeraters sind. Jeg betragtede dem med bekymrede øjne, og som om de allerede manglede et eller andet lem. Burde jeg advare dem? Ja, uden tvivl, men jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle bære mig ad.
— Ville herren, sagde Conseil, fortælle os nogle enkeltheder om perlefiskeriet?
— Om selve fiskeriet, spurgte jeg, eller om hvad der kan ske…
— Om fiskeriet, svarede canadieren. Før man går ud i terrænet, er det godt at kende det.
— Nu vel, mine venner, sæt Dem ned, og jeg skal meddele Dem alt, hvad jeg selv lige har fået at vide af englænderen Sirr.
Ned og Conseil tag plads på en sofa, og canadieren sagde straks:
— Hr. professor, hvad er en perle egentlig?
— Min kære Ned, svarede jeg, for digteren er perlen en tåre fra havet; for orientaleren er det en stivnet dugdråbe; for damerne er det en aflang juvel med et glasagtigt skær, af et perlemorsagtigt stof, og som de bærer på fingeren, på brystet eller i øret; for kemikeren er det en blanding af fosfat og kalkkarbonat med en smule gelatine, og endelig er det for naturforskeren simpelthen en sygelig sekretion af det organ, der hos nogle toskallede producerer perlemor.
— Bløddyrenes række, de acephales klasse, de skalhærendes orden, sagde Conseil.
— Netop, lærde Gonseil. Nu er blandt disse skalbærende havets øre, iris, kæmpemusling, skinkemusling, med ét ord alle de, der udskiller perlemor, det vil sige denne blå, blålige, violette eller hvide substans, der beklæder det indvendige af deres skaller, alle er de i stand til at frembringe perler.
— Også ferskvandsmuslinger? spurgte canadieren.
— Ja, muslinger i visse vandløb i Skotland, Wales, Irland, Saksen, Bøhmen, Frankrig.
— Nå, så skal man passe på for fremtiden, sagde canadieren.
— Men, vedblev jeg, det bløddyr der frem for alle udskiller perlen, det er perlemuslingen, meleagrina margaritifera, den kostbare ægte perlemusling. Perlen er blot en fortætning af perlemor, som ordner sig i kugleform. Enten hænger den ved muslingens skaller, eller den sætter sig i dyrets folder. På skallerne sidder perlen fast, i kødet er den fri. Men den har altid til kerne et lille hårdt legeme, enten et sterilt æg, eller et sandkorn, om hvilket perlemoderen aflejrer sig gennem flere år, lidt efter lidt, i tynde, koncentriske lag.
— Kan man finde flere perler i én musling? spurgte Conseil.
— Ja, min ven. Der er nogle perlemuslinger, der danner et helt juvelskrin. Man har endog omtalt en musling, der — men det tillader jeg mig at tvivle på — indeholdt ikke mindre end et hundrede og halvtreds hajer.