— Halvandet hundrede hajer! udbrød Ned Land.
— Sagde jeg hajer skyndte jeg mig at sige. Jeg mente halvandet hundrede perler. Hajer ville der ikke være mening i at sige.
— Faktisk ikke, sagde Conseil. Men vil herren nu fortælle os, hvordan man får disse perler ud?
— Man bruger forskellige metoder, og tit, når perlerne sidder fast på skallerne, river fiskerne dem endog ud med en tang. Men for det meste bliver perlemuslingerne spredt ud på måtter af espartogræs, der dækker strandbredden. De dør i luften, og efter ti dages forløb er de i en tilfredsstillende tilstand af forrådnelse. Man plumper dem da ned i nogle mægtige beholdere med havvand, derpå åbner man dem og vasker dem. Det er i dette øjeblik sorterernes dobbelte arbejde begynder. Først skiller man de perlemorsplader fra, der i handelen kendes under navnene ren sølvagtig, hvid bastard og sort bastard, og som bliver solgt i kasser fra hundrede og femogtyve til halvandet hundrede kilogram. Så fjerner man vævet fra muslingen, koger det, og endelig sier man det, for at få selv de mindste perler ud af det.
— Varierer prisen på perler efter deres størrelse? spurgte Conseil.
— Ikke blot efter deres størrelse, efter deres eau, det vil sige deres farve, og efter deres orient, det vil sige det changerende og brogede farvespil, der gør dem så fortryllende at se på. De smukkeste perler kaldes jomfruperler eller paragoner; de dannes hver for sig i bløddyrets væv; de er hvide, ofte uigennemsigtige, men undertiden af en opalagtig klarhed, og for det meste kuglerunde eller pæreformede. De kugleformede bruges til kæder, de pæreformede til øresmykker, og da de er de kostbareste, sælges de enkeltvis. De andre perler sidder fast på muslingeskallen, og da de er mere uregelmæssige, sælges de efter vægt. Endelig frasorteres som en ringere kvalitet de små perler, der kendes under navn af frø; de sælges efter mål og bruges i særdeleshed til broderier på ornater.
— Men dette arbejde, som består i at skille perlerne fra hinanden efter størrelse, må være sent og vanskeligt, sagde canadieren.
— Nej, min ven. Dette arbejde udføres ved hjælp af elleve sigter eller sold, der er gennemboret af et forskelligt antal huller. De perler, som bliver i de sigter, som har tyve til firsindstyve huller, er af den største slags. De, der ikke slipper ud af de sold, der er gennemboret af hundrede til otte hundrede huller, er af anden klasse. Endelig er frøene de perler, som man bruger sigter med ni hundrede til tusinde huller til.
— Det er snildt, sagde Conseil, og jeg forstår, at sorteringen, klassificeringen af perlerne sker mekanisk. Og kan herren sige os, hvor meget man får ud af at udnytte perlemuslingebankerne?
— For at holde sig til Sirrs bog, svarede jeg, er Ceylons perlefiskeri bortforpagtet for en sum af tre millioner hajer om året.
— Af francs! rettede Conseil mig.
— Ja, af francs! Tre millioner francs, gentog jeg. Men jeg tror ikke, dette perlefiskeri nu indbringer så meget som det gjorde tidligere. Det er det samme som med det amerikanske perlefiskeri, der under Karl den Femtes regering indbragte fire millioner francs, hvad der nu er reduceret til to trediedele. I alt kan man vurdere hele udbyttet af perlefiskeriet til ni millioner francs.
— Men, spurgte Conseil, er det ikke rigtigt, at man taler om nogle berømte perler, som har været meget højt værdsat?
— Jo, min ven. Man siger, at Cæsar forærede Servilia en perle vurderet til et hundrede og tyve tusind francs i vore penge.
— Jeg har endogså hørt fortælle, sagde canadieren, at i oldtiden var der en dame, der drak perler i eddike.
— Cleopatra, svarede Gonseil.
— Det må have været grimt, tilføjede Ned Land.
— Afskyeligt, kære Ned, svarede Conseil; men et lille glas eddike, der koster femten hundrede tusind francs, det er en pæn pris.
— Den dame skulle jeg bare have været gift med, sagde canadieren, idet han bevægede armen med en lidet beroligende mine.
— Ned Land som Cleopatras mand! udbrød Conseil.
— Men jeg skulle have været gift, Conseil, svarede canadieren alvorligt, og det er ikke min skyld, at det ikke blev til noget. Jeg havde endda købt en perlekrans til min forlovede, Kat Tender, som for resten til tak giftede sig med en anden. Nå, hvad! Den perlekrans havde ikke kostet mig mere end halvanden dollars, og dog — professoren vil nok tro mig — ville de perler, den var lavet af, ikke være gået gennem sigten med tyve huller i.
— Min gode Ned, svarede jeg leende, det var ikke ægte perler, men simple glaskugler, der indeni var smurt med en orientalsk essens.
— Nå, den orientalske essens, svarede canadieren, den må koste dyrt!
— Så lidt som ingenting! Det er ikke andet end et sølvagtigt stof fra en løjes skæl, der bliver samlet i vandet og opbevaret i ammoniak. Det har slet ingen værdi.
— Det var måske derfor Kat Tender giftede sig med en anden, svarede mester Land filosofisk.
— Men, sagde jeg, for nu at komme tilbage til de meget kostbare perler, så tror jeg ikke der er nogen fyrste, som har ejet en, der er finere end kaptajn Nemos.
— Den der, sagde Conseil og pegede på den prægtige juvel, der lå indesluttet i sin vitrine.
— Jeg tager bestemt ikke fejl, når jeg ansætter dens værdi til to millioner…
— Francs, sagde Conseil hurtigt.
— Ja, sagde jeg, to millioner francs, og den har utvivlsomt ikke kostet kaptajnen andet end besværet med at samle den op.
— Nåda, udbrød Ned Land, hvem kan sige, om vi ikke træffer en magen til på vores tur i morgen?
— Jo pyt! sagde Conseil.
— Og hvorfor ikke det?
— Hvad skulle vi bruge nogle millioner til om bord på Nautilus?
— Om bord, nej, sagde Ned Land, men… ellers.
— Åh, ellers, tilføjede Conseil, idet han rystede på hovedet.
— Mester Land har faktisk ret, sagde jeg. Og hvis vi nogensinde tager en perle til nogle millioner med til Europa eller Amerika, har vi dermed i det mindste noget, der vil gøre vore eventyr absolut troværdige, og samtidig sikre os en høj pris for vor beretning derom.
— Det tror jeg også, sagde canadieren.
— Men, sagde Conseil, der stadig kom tilbage til den belærende side, er dette perlefiskeri farligt?
— Nej, svarede jeg ivrigt, i hvert fald ikke, hvis man iagttager visse forsigtighedsregler.
— Hvad skulle man risikere i den bestilling? sagde Ned Land. At nedsvælge nogle slurke havvand!
— Ja, som De siger, Ned. Det er sandt, sagde jeg, idet jeg forsøgte at bruge kaptajn Nemos ubekymrede tone, er De bange for hajer, min gode Ned?
— Jeg! svarede canadieren, en harpunér af profession! Det er min bestilling at holde dem for nar!
— Det drejer sig ikke, sagde jeg, om at fiske med en hvirvelbøjle, om at hejse dem op på et skibsdæk, at kupere deres hale med et øksehug, at åbne deres bug, at rive hjertet ud af dem og kaste det i havet!
— Altså drejer det sig om…
— Ja, netop.
— I vandet?
— I vandet!
— Min tro, med en god harpun! De ved nok, hr. professor, disse dyr har en temmelig dårlig facon. De må nødvendigvis vende sig om på maven for at hapse en, og imens…
Den måde, hvorpå Ned Land udtalte ordet» hapse«, fik det til at
løbe koldt ned ad ryggen på mig.
— Nuvel, og du, Conseil, hvad tænker du om disse hajer?
— Jeg, sagde Conseil, vil være ærlig over for herren.
Det var rigtigt, tænkte jeg.
— Hvis herren går imod hajerne, sagde Conseil, ser jeg ikke, hvorfor hans tro tjener ikke skulle gå imod dem sammen med ham.