Kapitel 27
En perle til ti millioner
Natten kom. Jeg gik til køjs. Jeg sov temmelig dårligt. Hajerne spillede en vigtig rolle i mine drømme, og jeg fandt den etymologi, der lader det franske ord for haj,»requin «komme af» requiem «på én gang meget rimelig og helt urimelig.
Den næste dag blev jeg vækket klokken fire om morgenen af den steward, som kaptajn Nemo specielt havde stillet til rådighed for mig. Jeg stod hurtigt op, jeg klædte mig på, og jeg gik ind i salonen.
Kaptajn Nemo ventede mig.
— Hr. Aronnax, sagde han til mig, er De parat til at tage af sted?
— Jeg er parat.
— Vær så god at følge med mig.
— Og mine kammerater, chef?
— De er gået i forvejen og venter os.
— Skal vi ikke tage dykkerdragterne på? spurgte jeg.
— Ikke endnu. Jeg har ladet Nautilus komme alt for nær til denne kyst, og vi er ret langt fra Mannarbanken; men jeg har ladet båden gøre klar, så den kan føre os lige til udskibningsstedet og skåne os for en temmelig lang vandring. Den har vor dykkerudrustning med, så vi klæder os om i det øjeblik, da denne undersøiske ekskursion skal til at begynde.
Kaptajn Nemo førte mig hen til den centrale trappe, hvis trin endte oppe på platformen. Ned og Conseil var der og var henrykte ved tanken om den» fornøjelsestur«, der forestod. Fem af Nautilus’ matroser ventede os, forsynede med årer, i båden, der var fortøjet ved skibssiden. Natten var endnu mørk. Skyflager dækkede himlen og lod kun nogle få stjerner komme til syne. Jeg vendte mit blik mod land, men jeg så kun en tåget linie, der lukkede de tre fjerdedele af horisonten fra sydvest til nordvest. Efter at Nautilus i løbet af natten havde sejlet langs Ceylons vestkyst, befandt den sig vest for bugten, eller snarere for den golf der er dannet af dette land og øen Mannar. Der strakte perlebanken sig under de mørke vande, det uudtømmelige felt, der er mere end tyve mil langt.
Kaptajn Nemo, Conseil, Ned Land og jeg tog plads agter i båden. Bådens skipper satte sig ved roret; hans fire kammerater hvilede på årerne; fortøjningen blev kastet, og vi stødte fra.
Båden styrede mod syd. Dens roere skyndte sig ikke. Jeg iagttog, at deres åretag, der førtes med kraft i vandet, fulgte efter hinanden med hele ti sekunders mellemrum, efter den metode der sædvanligvis bruges i krigsmarinen. Medens båden gled af sted mellem åretagene, slog små vanddråber mod bølgernes sarte baggrund og spruttede som ujævnheder i smeltet bly. En svag dønning, der kom udefra, fik båden til at rulle lidt, og nogle bølgekamme skvulpede mod dens forstavn.
Vi var tavse. Hvad tænkte kaptajn Nemo på? Måske på det land han nærmede sig til, og som han fandt var ham alt for nært, i modsætning til canadieren, der syntes, det endnu var alt for langt borte. Hvad Conseil angår, sad han simpelthen og var nysgerrig. Henimod klokken halv seks fremhævede de første lysskær i horisonten tydeligere kystens øverste linie. Temmelig flad mod øst hævede den sig en smule mod syd. Den var endnu fem mil borte, og dens strandbred gik i ét med de tågede vande. Havet var øde mellem den og os. Ikke en båd, ikke en dykker. Dyb ensomhed på perle-fiskernes mødested. Således som kaptajn Nemo havde påvist det, kom vi en måned for tidligt til disse egne.
Klokken seks blev det pludselig dag med den hurtighed der er ejendommelig for de tropiske egne, der hverken kender morgenrøde eller skumring. Solstrålerne trængte igennem de skybanker, der var ophobet i den østlige horisont, og det strålende himmellegeme hævede sig hastigt. Jeg kunne tydeligt se land med nogle spredte træer hist og her. Båden nærmede sig øen Mannar, der rundede sig mod syd. Kaptajn Nemo havde rejst sig fra sin tofte og iagttog havet.
På et tegn fra ham blev der kastet anker, og kættingen rørte sig knap nok, for der var kun en meter til bunden, som på dette sted formede et af de højeste punkter af muslingebanken. Båden svajede straks under indflydelse af det faldende tidevand, der drog ud mod rum sø.
— Vi er her, hr. Aronnax, sagde nu kaptajn Nemo. De ser denne snævre bugt. Det er netop her forpagternes talrige fiskerbåde om en måned vil samles, og det er disse vande deres dykkere dristigt vil gennemsøge. Denne bugt er heldigt skikket til den slags fiskeri. Den er i læ for de stærkeste vinde, og havet her er aldrig videre uroligt, en for dykkernes arbejde meget gunstig omstændighed. Nu tager vi igen vore dykkerdragter på, og så begynder vi vor vandring.
Jeg svarede ikke, og alt imens jeg betragtede disse mistænkelige bølger, begyndte jeg med matrosernes hjælp at tage min tunge dykkerdragt på igen. Kaptajn Nemo og mine to kammerater klædte sig også på. Ingen af mændene fra Nautilus skulle ledsage os på denne nye tur.
Snart var vi indelukket til halsen i gummidragten, og remme fastgjorde luftapparatet på vore rygge. Der var ikke tale om Ruhmkorffapparatet. Før jeg stak hovedet ind i dets kobberkapsel, gjorde jeg en bemærkning derom til kaptajnen.
— Disse apparater er unyttige for os her, svarede kaptajnen mig. Vi går ikke ned til store dybder, og solstrålerne vil være nok til at oplyse vor vej. For øvrigt er det ikke klogt at tage en elektrisk lygte med i vandet her. Dens lysskær kunne uventet tiltrække en eller anden farlig beboer af disse egne.
Mens kaptajn Nemo udtalte disse ord, vendte jeg mig mod Conseil og Ned Land. Men disse to venner havde allerede indpasset deres hoved i metalkalotten, og de kunne hverken høre eller svare.
Jeg havde endnu et sidste spørgsmål at henvende til kaptajn Nemo.
— Og vore våben, spurgte jeg ham, vore geværer?
— Geværer! Til hvad nytte? Angriber Deres bjergboere ikke bjørnen med en dolk i hånden, og er stål ikke sikrere end bly? Her er en solid klinge. Stik den i Deres bælte, og lad os gå.
Jeg betragtede mine kammerater. De var bevæbnede ligesom vi, og desuden svingede Ned Land med en enorm harpun, som han havde anbragt i båden, før vi forlod Nautilus.
Så fulgte jeg kaptajnens eksempel og lod den vældige kobberkugle sætte på mit hoved, og vore luftbeholdere blev øjeblikkelig sat i virksomhed.
Et øjelik efter satte bådens matroser os af én efter én, og på halvanden meter vand satte vi foden på en glat sandbund. Kaptajnen gav os et tegn med sin hånd. Vi fulgte ham, og ad en jævn skråning forsvandt vi under bølgerne.
Der blev jeg fri for de ideer, der havde besat min hjerne. Jeg blev igen forbavsende rolig. Mine bevægelsers lethed øgede min selvtillid, og det mærkelige syn greb min fantasi.
Solen sendte allerede en tilstrækkelig klarhed ned under vandene. De mindste genstande var stadig synlige. Efter ti minutters gang var vi på fem meter vand, og terrænet blev næsten fladt.
Som flokke af bekkasiner rejste der sig sværme af mærkelige fisk af slægten monoptera, hvis medlemmer ikke har anden svømmefinne end den på halen. Jeg genkendte den javanesiske, en veritabel otte centimeter lang slange, på den gustne bug, den, som man let kan forveksle med havålen, hvis den ikke havde haft de gyldne linier på siderne. Af stromateernes slægt, hvis krop er meget sammentrykt og oval, bemærkede jeg parusfisk med strålende farver, og som bar deres rygfinne ligesom en le, spiselige fisk, der tørrede og saltede bliver til en udmærket ret, der er kendt under navnet karawade; dernæst trankebarer, der tilhører slægten apsiphoro, hvis légeme er dækket af et skællet kyrads med otte lange kanter.
Imidlertid oplystes vandmasserne mere og mere under solens tiltagende opstigning. Havbunden forandredes lidt efter lidt. Efter det fine sand fulgte en veritabel chaussé af rundede klippestykker, beklædt med et tæppe af bløddyr og zoofyter. Blandt prøver på disse to rækker bemærkede jeg placener med tynde og ulige store skaller, en slags østers, der er særegen for det Røde Hav og det Indiske Ocean, orangefarvede luciner med cirkelrund skal og sylformet læggebrod, nogle af disse persiske purpursnegle, som forsynede Nautilus med et beundringsværdigt farvestof, hornede, femten centimeter lange pigsnækker, der løftede sig under vandet som hænder, parate til at gribe en, hornbærende turbineller, alle strittende af torne, linguler, anatiner, spiselige konkylier, der forsyner Hindustans markeder, hav-panopyrer, let lysende, og endelig vidunderlige aculiner, prægtige vifter, der er nogle af disse haves rigest forgrenede former.