Midt i disse levende planter og under løvgange af hydrofyter løb klodsede flokke af leddyr, især tandede krabber, hvis skjold fremviser en lidt rundet trekant, eremitkrebs, der er særlige for disse egne, frygtelige partenoper af frastødende udseende. Et ikke mindre hæsligt dyr, som jeg flere gange traf, var den af Charles Darwin iagttagne enorme krabbe, palmetyven, som naturen har givet instinkt for og den nødvendige styrke til at ernære sig af kokosnødder; den klatrer op i strandbreddens træer, lader nødden falde, så den knækker i sit fald, og åbner den med sine mægtige klosakse. Her under disse klare bølger løb denne krabbe med en uforlignelig adræthed, mens de suppeskildpadder af den art, der besøger Malabarkysten, langsomt flyttede sig mellem de vaklende klipper.
Henimod klokken syv gik vi endelig op og ned ad den muslingebanke, hvor perlemuslingerne formerer sig i millionvis. Disse kostbare bløddyr hænger fast ved klipper og er meget stærkt bundet dertil med den brune byssus, der ikke tillader dem at flytte sig. Heri er perlemuslingerne andre
muslinger underlegne, for dem har naturen ikke nægtet enhver evne til at bevæge sig.
Pintadinen meleagrina, perlemoderen, hvis skaller omtrent er ens, viser sig som et afrundet skaldyr med tykke vægge, meget ujævne udenpå. Nogle af disse skaller var lagdelte og furede med grønlige bånd, der strålede ud fra deres tap. Det var skaller af unge muslinger. De andre, der var ti år gamle eller mere, havde ru og sort overflade og målte lige til femten centimeter i bredden.
Kaptajn Nemo viste mig med en håndbevægelse denne umådelige ophobning af perlemuslinger, og jeg forstod, at denne grube virkelig var uudtømmelig; for naturens skaberkraft er større end menneskets ødelæggelsesinstinkt. Trofast mod dette instinkt skyndte Ned Land sig at fylde et net, han bar ved sin side, med nogle af de smukkeste bløddyr.
Men vi kunne ikke standse. Det var nødvendigt at følge kaptajnen, der syntes at lade sig lede af stier, han alene kendte. Havbunden gik mærkbart opad, og undertiden nåede min arm op over havoverfladen, når jeg hævede den. Så sænkede bankens niveau sig lunefuldt. Ofte drejede vi uden om høje klipper, der var tilspidsede til små pyramider. I deres mørke ujævnheder stod store krebsdyr hævet op på deres lange ben som krigsmaskiner og betragtede os med deres stive øjne, og under vore fødder krøb myrianer, glycerer, aricier og annelider, som strakte deres antenner og deres følsomme slyngtråde umådeligt.
I dette øjeblik åbnede der sig foran os en mægtig grotte, udhulet i en malerisk ophobning af klipper, beklædt med alle mulige høje stængler af den undersøiske flora. I begyndelsen forekom denne grotte mig at ligge i dybt mørke. Solstrålerne syntes at udslukkes gradvist i den. Dens vage gemmemsigtighed var ikke andet end druknet lys.
Kaptajn Nemo gik derind. Vi efter ham. Mine øjne vænnede sig snart til dette relative mørke. Jeg skelnede vederlagsstenene, der så kapriciøst var forvredet af hvælvingen, som var understøttet af naturlige søjler, der hvilede bredt på deres granitbasis ligesom de tunge søjler i toskansk arkitektur. Hvorfor slæbte vor ubegribelige fører os ind i denne undersøiske krypt? Jeg skulle snart få det at vide.
Efter at vi var gået ned ad en ret stejl skrænt betrådte vore fødder bunden af en slags cirkelrund brønd. Der standsede kaptajn Nemo, og med sin hånd viste han os en genstand, som jeg endnu ikke havde bemærket.
Det var en musling af usædvanlige dimensioner, en gigantisk tridacne, et vievandskar, der kunne have indeholdt en sø af helligt vand, en kumme, der var mere end to meter bred og følgelig større end den, der prydede Nautilus' salon.
Jeg nærmede mig til dette fænomenale bløddyr. Med sin byssus klæbede den til en granitplade, og der udviklede den sig isoleret i grottens rolige vande. Jeg anslog vægten af denne kæmpemusling til tre hundrede kilogram. Nu indeholder en sådan musling femten kilo kød, og der ville kræves en Gargantuas mave for at rumme nogle dusin af den slags.
Kaptajn Nemo kendte øjensynlig dette dyrs eksistens. Det var ikke første gang, han besøgte det, og jeg tænkte mig, at når han førte os til dette sted, ville han blot vise os en naturmærkværdighed. Jeg tog fejl. Kaptajn Nemo havde en særlig interesse i at konstatere denne muslings øjeblikkelige tilstand.
Bløddyrets skaller stod halvt åbne. Kaptajnen nærmede sig og førte sin dolk ind mellem skallerne for at hindre dem i at slå sammen; så løftede han med sin hånd den hindeagtige og i kanten frynsede tunika, der dannede dyrets kappe.
Der, mellem de bladlignende folder, så jeg en perle, der i størrelse kom på højde med en kokosnød. Dens kugleform, dens fuldendte klarhed, dens vidunderlige glans gjorde den til en uvurderlig juvel. Revet med af nysgerrighed rakte jeg hånden frem for at gribe den, for at veje den, for at føle på den! Men kaptajn Nemo standsede mig, gjorde et afvisende tegn, og idet han trak sin dolk ud med en hastig bevægelse, lod han de to skaller lukke sig pludseligt.
Så forstod jeg kaptajn Nemos plan. Ved at lade denne perle ligge skjult under kæmpemuslingens kappe tillod han den at vokse lidt efter lidt. Med hvert år tilføjede bløddyrets sekretion nye koncentriske lag. Kun kaptajnen kendte denne grotte, hvor en så vidunderlig frugt af naturen» modnedes«; han alene opelskede den så at sige for en dag at transportere den til sit kostelige museum. Måske havde han endog efter kinesernes og indernes eksempel bestemt frembringelsen af denne perles vækst ved under bløddyrets folder at indføre en stump glas og metal, som lidt efter lidt var blevet dækket af perlemor. Når jeg sammenlignede denne perle med dem, som jeg allerede kendte, med dem, som strålede i kaptajnens samling, anslog jeg dens værdi til i hvert fald mindst ti millioner francs. En herlig naturmærkværdighed og ikke nogen luksuøs juvel, for jeg ved ikke hvilke kvindeører der kunne have båret den.
Besøget hos den overdådige kæmpemusling var endt. Kaptajn Nemo forlod grotten, og vi steg igen op på perlebanken, midt i disse klare vande, som dykkernes arbejde endnu ikke forplumrede.
Vi gik fremad hver for sig, som slentrende på en promenade, idet hver af os standsede eller fjernede sig, som han havde lyst til. Hvad mig angik, bekymrede jeg mig ikke mere om de farer, som min fantasi så latterligt havde overdrevet. Havbunden nærmede sig mærkbart til overfladen, og snart var mit hoved en meter oppe over oceanets niveau. Conseil sluttede sig til mig, og idet han lænede sin store kapsel mod min, blinkede han venskabeligt til mig. Men denne høje flade var kun på nogle favne, og vi var snart tilbage i vort element. Jeg tror nu at have ret til at benævne det sådan.
Ti minutter efter standsede kaptajn Nemo pludselig. Jeg troede, at han gjorde holdt for at vende om. Nej. Med en håndbevægelse beordrede han os til at krybe sammen nær ved ham i en stor fordybning. Hans hånd pegede mod et punkt i den flydende masse, og jeg så opmærksomt derhen.
En skygge kom til syne fem meter fra mig og sænkede sig helt ned mod bunden. Den foruroligende tanke om hajer fór gennem mit hoved. Men jeg tog fejl, og endnu havde vi ikke at gøre med oceanets uhyrer.