Det var en mand, et levende menneske, en inder, en sort, en fisker, utvivlsomt en fattig djævel, der kom for at sanke aks før høsten. Jeg opdagede bunden af hans båd, der lå opankret nogle fod over hans hoved. Han skiftevis dykkede og steg op igen. En sten, der var hugget til som en sukkertop, og som han klemte om med fødderne, mens et reb bandt den til hans båd, hjalp ham til at komme hurtigere ned til havbunden. Det var hele hans udrustning. Når han var nået til bunden, på cirka fem meters dybde, kastede han sig ned på knæ og fyldte sin sæk med muslinger, som han samlede op på må og få. Så steg han op,
tømte sin sæk, tog igen sin sten med og begyndte atter den virksomhed, der kun varede tredive sekunder.
Denne dykker så os ikke. Skyggen af klippen skjulte os for hans blik, og hvordan kunne denne fattige inder forøvrigt nogensinde have formodet, at der her under vandet var mennesker, væsener, som lignede ham, som udspejdede hans bevægelser uden at gå glip af en eneste detalje i hans fiskeri!
Flere gange steg han således op og dykkede påny. Han medbragte ikke mere end en halv snes perlemuslinger fra hver dykning, for det var nødvendigt at rive dem løs fra banken, hvortil de hængte fast med deres robuste byssus. Og hvor mange af disse muslinger var ikke uden de perler, som han vovede sit liv for!
Jeg iagttog ham med dyb opmærksomhed. Hans arbejde udførtes punktligt, og i den første halve time syntes ingen fare at true ham. Jeg var altså ved at gøre mig fortrolig med synet af dette interessante fiskeri, da jeg pludselig, i et øjeblik, da inderen lå på knæ på bunden, så ham gøre en skrækslagen bevægelse og tage tilløb for at stige op til bølgernes overflade.
Jeg forstod hans forfærdelse. En gigantisk skygge viste sig over den ulykkelige dykker. Det var en velvoksen haj, der nærmede sig diagonalt, med brændende øjne og åbne kæber.
Jeg var stum af rædsel, ude af stand til at røre mig.
Det grådige dyr styrtede med et kraftigt slag af finner imod inderen, som kastede sig til side og undgik hajens bid, men ikke et slag af dens hale, der ramte ham på brystet og slog ham omkuld.
Dette optrin havde næppe varet nogle sekunder. Hajen kom igen, og idet den vendte sig om på ryggen, var den ved at forberede sig på at hugge inderen i to stykker, da jeg mærkede, at kaptajn Nemo, der sad nær ved mig, pludselig rejste sig. Så gik han med sin dolk i hånden lige løs på hajen, parat til at kæmpe med den som mand mod mand. I det øjeblik, da hajen skulle til at snappe den ulykkelige fisker, opdagede den sin nye modstander, og idet den igen vendte sig om på maven, styrtede den hurtigt imod ham.
Jeg kan endnu se kaptajn Nemos stilling for mig. Med vidunderlig koldblodighed afventede han sammenkrummet den frygtelige haj, og da denne styrtede sig over ham, kastede kaptajnen sig til side med fantastisk hurtighed, undgik stødet og huggede sin dolk i dens bug. Men alt var endnu ikke overstået. En frygtelig kamp begyndte.
Hajen var blevet rød, om man så må sige. I strømme styrtede blodet ud af dens sår. Havet farvedes rødt, og tværs igennem denne uigennemsigtige væske kunne jeg ikke se noget.
Intet, før det øjeblik jeg i en lysning opdagede den dristige kaptajn, der klamrede sig fast til en af dyrets finner, i nærkamp med uhyret, bearbejdende sin fjendes bug med dolkestik, uden alligevel at kunne føre det afgørende stød, det vil sige ramme den lige i hjertet. Hajen slog om sig og piskede rasende i vandmasserne, så deres hvirvler truede med at vælte mig.
Jeg ville være løbet kaptajnen til hjælp. Men jeg var fastnaglet af gru og kunne ikke røre mig.
Jeg så til med forvirret blik. Jeg så kampens faser ændre sig. Kaptajnen faldt om gå havbunden, væltet af den enorme masse, der tyngede på ham. Så åbnedes hajens kæber umådeligt, som en fabrikssaks, og det havde været ude med kaptajnen, om ikke Ned Land med sin harpun i hånden, hurtig som tanken, havde styrtet sig mod hajen og havde ramt den med sin frygtelige brod.
Vandene gennemtrængtes af et væld af blod. De oprørtes under hajens bevægelser, idet den piskede dem med ubeskriveligt raseri. Ned Land havde ikke ramt ved siden af.
Det var dyrets dødsrallen. Ramt i hjertet sprællede det i skrækindjagende krampetrækninger, hvoraf et tilbageslag væltede Conseil. Imidlertid havde Ned Land befriet kaptajnen. Da denne uskadt var kommet på benene igen, gik han lige hen til inderen, overskar hurtigt det reb, der bandt ham til hans sten, tog ham i sine arme, og ved hjælp af et kraftigt spark steg han op til havoverfladen.
Vi fulgte ham alle tre, og mirakuløst reddet nåede vi fiskerbåden på nogle øjeblikke.
Det første kaptajn Nemo drog omsorg for, var at kalde den ulykkelige til live. Jeg vidste ikke, om det ville lykkes ham. Jeg håbede det, for den stakkels djævel havde ikke været længe under vandet. Men slaget af hajens hale kunne have slået ham ihjel.
Lykkeligvis kom den druknede, så jeg, lidt efter lidt igen til bevidsthed under Conseils og kaptajnens kraftige massage. Han åbnede øjnene. Hvordan måtte hans overraskelse, ja, hans forfærdelse ikke være ved at se de fire kobberhoveder, som lænede sig over ham!
Og frem for alt, hvad måtte han tænke, da kaptajn Nemo ud af en lomme i en dragt trak en pose perler og gav ham den i hånden? Denne prægtige gave fra vandenes herre til den fattige inder fra Ceylon blev modtaget med skælvende hånd. Hans forvirrede øjne viste tydeligt, at han ikke vidste, hvilke overmenneskelige væsener han skyldte på én gang både lykken og livet.
På et tegn fra kaptajnen nåede vi igen perlebanken, og idet vi fulgte den vej vi allerede havde gennemvandret, kom vi efter en halv times gang til det anker, der bandt Nautilus’ båd til havbunden. Så snart vi var i båden, befriede hver af os sig med matrosernes hjælp for sit tunge kobberpanser.
Kaptajn Nemos første ord var henvendt til canadieren.
— Tak, mester Land, sagde han.
— Det var gengældelse, chef, svarede Ned Land. Det skyldte jeg Dem. Et blegt smil gled over kaptajncns læber, og det var det hele.
— Til Nautilus, sagde han.
Båden fløj på bølgerne. Nogle minutter efter mødte vi hajens flydende kadaver.
På den sorte farve, der markerede det yderste af dens finner, genkendte jeg den frygtelige sortfinnede haj fra det Indiske Ocean, i egentlig forstand af hajernes art. Dens længde overgik femogtyve fod, dens enorme gab optog en trediedel af dens krop. Den var udvokset, hvad der kunne ses på seks rækker tænder, der sad som ligebenede trekanter i overkæben.
Conseil betragtede den med helt videnskabelig interesse, og jeg er vis på, at han ikke uden grund indrangerede den i bruskfiskenes klasse, de fastgælledes orden, tværmundenes familie, hajernes slægt. Mens jeg betragtede denne livløse masse, kom en halv snes stykker af disse grådige sortfinnede hajer pludselig til syne omkring båden; men uden at bekymre sig om os, kastede de sig over kadaveret og sloges om stumperne.
Klokken halv ni var vi tilbage om bord på Nautilus.
Der gav jeg mig til at tænke over alle begivenhederne på vor udftlugt til Mannarbanken. To iagttagelser udskilte sig uundgåeligt derfra. Den ene angik kaptajn Nemos mageløse dristighed, den anden hans opofrelse for et menneskeligt væsen, en af repræsentanterne for den race, som han flygtede under havet for. Hvad han end sagde derom, var denne mærkelige mand endnu ikke kommet så vidt, at han helt havde dræbt sit hjerte. Da jeg bemærkede dette overfor ham, svarede han mig i en let bevæget tone:
— Den inder, hr. professor, er en beboer af de undertryktes land, og jeg er endnu, og vil til mit sidste åndedrag være med på det lands side.
Kapitel 28