Det Røde Hav
I løbet af den 29. januar forsvandt øen Ceylon under horisonten, og med en hastighed af tyve mil i timen gled Nautilus ind i den labyrint af sejlløb, der adskiller Malediverne fra Lakediverne. Den passerede endog tæt forbi Kittan, en ø af koraloprindelse, opdaget af Vasco da Gama i 1499 og en af de nitten vigtigste øer i dette Lakedivernes øhav, beliggende mellem 10° og 14° 30 nordlig bredde og 69° og 50° 72 østlig længde.
Vi havde nu tilbagelagt seksten tusind, to hundrede og tyve sømil eller syv tusind fem hundrede mil fra vort udgangspunkt i Japans have.
Den næste dag, den 30. januar, da Nautilus steg op til oceanets overflade, var der ikke længere land i sigte. Den lagde kursen mod nordnordvest og styrede hen mod Omanbugten, der er udhulet mellem
Arabien og den indiske halvø, og som tjener til afløb fra den Persiske Bugt.
Det var øjensynligt en blindgang, uden nogen vej ud. Hvor førte kaptajn Nemo os dog hen? Jeg kunne ikke have sagt det. Hvad der ikke tilfredsstillede canadieren, der den dag spurgte mig, hvor vi skulle hen.
— Vi tager derhen, mester Land, hvor kaptajnens indfald fører os.
— Dette indfald kan ikke føre os ret langt, svarede canadieren. Den Persiske Bugt har ingen anden udgang, og hvis vi kommer ind i den, varer det ikke ret længe, før vi kommer samme vej tilbage igen.
— Nå ja, så kommer vi tilbage igen, mester Land, og hvis Nautilus vil besøge det Røde Hav efter den Persiske Bugt, er Bab-el-Mandeb der stadig til at give den adgang.
— Jeg behøver ikke at fortælle Dem, professor, svarede Ned Land, at det Røde Hav ikke er mindre tillukket, eftersom tangen ved Suez endnu ikke er gennemgravet, og var den det, kunne et mystisk fartøj som vores ikke vove sig ind i dens kanaler, der er gennemskåret af sluser, altså er det Røde Hav endnu ikke den vej der skal føre os til Europa.
— Jeg har heller ikke sagt, at vi kommer tilbage til Europa.
— Hvad tror De da?
— Jeg antager, at efter at have besøgt Arabiens og Ægyptens mærkelige farvande, vil Nautilus igen sejle gennem det Indiske Ocean, måske gennem Mozambikkanalen, måske ud i rum sø ved Mascarenerne for på den måde at nå til Kap det Gode Håb.
— Og når man så først er ved Kap det Gode Håb? spurgte canadieren med ganske særlig ihærdighed.
— Nu vel, så trænger vi ud i dette Atlanterhav, som vi endnu ikke kender. Hør nu her, kære Ned, De bliver altså træt af denne rejse under havene? De bliver altså sløvet overfor det uafladelig varierede syn af de undersøiske vidundere? Jeg for mit vedkommende vil med den største ærgrelse se enden på denne rejse, som det vil være så få mennesker givet at foretage.
— Men De er klar over, hr. Aronnax, at det nu snart er tre måneder vi har været indespærret om bord på denne Nautilus?
— Nej, Ned, jeg ved det ikke, og jeg vil ikke vide det, og jeg tæller hverken dagene eller timerne.
— Men hvad skal det ende med?
— Alting får en ende. Forresten kan vi ikke gøre noget ved det, og vi diskuterer til ingen nytte. Hvis De, min gode Ned, kom for at sige mig: Vi har fået mulighed for at slippe væk! — så ville jeg diskutere det med Dem. Men det er ikke tilfældet, og oprigtigt talt tror jeg ikke kaptajn Nemo nogensinde vover sig ind i de europæiske have.
Af denne korte samtale vil man se, at jeg i min begejstring for Nautilus havde identificeret mig med dens chef.
For Ned Lands vedkommende afsluttede han konversationen med en monolog affattet i disse ord: Alt det er meget godt, men efter min mening er det forbi med fornøjelsen, hvor der er tvang.
I fire dage, lige til den 3. februar, besøgte Nautilus Omanbugten, med forskellige hastigheder i forskellige dybder. Det var som om den sejlede på lykke og fromme, som om den betænkte sig på hvilken rute den skulle følge, men den passerede aldrig Krebsens Vendekreds.
Idet vi forlod denne bugt, havde vi et øjeblik kending af Muscat, den vigtigste by i landet Oman. Jeg beundrede dens fremmedartede udseende, midt imellem de sorte klipper, der omgav den, og på hvis baggrund dens hvide huse og forter trådte frem. Jeg opfattede dens moskeers runde kuppel, dens minareters elegante spir, dens friske og grønklædte terrasser. Men det var kun som et syn, og Nautilus dykkede snart ned under disse farvandes mørke bølger.
Derpå sejlede den i en afstand af seks mil langs den arabiske kyst, langs Marah og Hadramaut og bjergenes bølgende linie, der fremhævedes af nogle gamle ruiner. Den 5. februar begav vi os endelig ind i Adenbugten, en virkelig tragt indført i denne Bab-el-Mandebs flaskehals, hvorigennem de indiske have hældes ud i det Røde Hav.
Den 6. februar flød Nautilus med udsigt til Aden, der ligger på et forbjerg, som en smal tange forbinder med fastlandet, et slags utilgængeligt Gibraltar, hvis fæstningsværker englænderne har udbedret efter at have taget dem i besiddelse i 1859. Jeg så et glimt af de ottekantede minareter i denne by, der tidligere efter historikeren Edrisis udsagn var kystens rigeste og mest brugte handelsplads.
Jeg troede ganske bestemt, at kaptajn Nemo ville sejle tilbage, når han var kommet til dette punkt; men jeg tog fejl, og til min store overraskelse blev der ikke noget af det.
Den næste morgen, den 7. februar, sejlede vi ind i Bab-el-Mandeb, hvis arabiske navn betyder» Tåreporten«. Mod tyve mil i bredden måler det kun to og halvtreds kilometer i længden, og for Nautilus, der blev sendt frem for fuld kraft, tog det knap nok en time at gennemsejle det. Men jeg så intet, ikke engang den ø, Perim, hvorpå den britiske regering har forstærket Adens position.
Engelske og franske dampere fra linierne fra Suez til Bombay, til Calcutta, til Melbourne, til Bourbon, til Mauritius gennempløjede denne smalle passage i alt for stort tal til, at Nautilus kunne prøve at vise sig der. Derfor holdt den sig også klogt under vandet.
Endelig sejlede vi med middagstid på det Røde Havs bølger.
Det Røde Hav, de bibelske traditioners berømte sø, som regnen næppe forfrisker, som ingen betydelig flod vander, som en overordentlig fordampning uophørligt lænser, og som hvert år mister et flydende lag på halvanden meters højde!
En ejendommelig bugt, der, var den lukket og undergivet de samme betingelser som en indsø, måske ville blive fuldstændig udtørret; herved er den underlegen overfor sine naboer, det Kaspiske Hav og Aralsøen, hvis niveau blot sænkes til det punkt, hvor deres fordampning er nøjagtig lig med den vandmængde de modtager i deres skød.
Dette Røde Hav har en længde på to tusind, seks hundrede kilometer og en gennemsnitsbredde på to hundrede og fyrre. På Ptolemæernes og de romerske kejseres tid var det verdens store kommercielle pulsåre, og gennembrydningen af tangen vil igen give det denne fordums betydning, som Suez’ jernbane allerede delvis har bragt tilbage.
Jeg ville ikke engang prøve at forstå dette kaptajn Nemos lune, der kunne bestemme ham til at slæbe os ind i bugten her. Men jeg billigede uden forbehold, at Nautilus var kommet derind. Den gik i jævn fart, idet den snart holdt sig på overfladen, snart dykkede ned for at undgå et eller andet skib, og således kunne jeg betragte dette mærkelige hav både nede i det og oven på det.
Fra dagens første timer, den 8. februar, viste Mokka sig for os, en by, der nu er i ruiner, hvis mure faldt ved ét eneste kanonbrag, og som her og der beskygges af nogle grønlige daddelpalmer. Engang en vigtig by, der rummede seks offentlige markeder, seksogtyve moskeer, og hvis mure, der forsvaredes af fjorten forter, dannede et bælte på tre kilometer.
