Så nærmede Nautilus sig de afrikanske kyster, hvor havdybderne er betydeligere. Omgivet af krystalklart vand tillod den os der gennem de åbne luger at betragte vidunderlige buske af strålende koraller, og udstrakte klippeflader beklædt med en prægtig grøn pels af alger og svampe. Hvilket ubeskriveligt syn, og hvilken variation af landskaber og egne gå den øverste rand af disse skær og disse vulkanske holme, der grænser op til den libyske kyst! Men hvor disse grenede vækster viste sig i hele deres skønhed, det var på de østlige bredder, som Nautilus snart igen kom nærmere til. Det var på Tehamas kyster, for her blomstrede disse dekorationer af zoofyter ikke blot under havfladen, men de dannede også maleriske sammenslyngninger, som udfoldede sig ti favne oppe, her mere kapriciøse, men mindre farverige end der, hvor vandenes fugtige livskraft vedligeholdt friskheden.
Hvilke fortryllende timer tilbragte jeg ikke ved salonens ruder! Hvilke nye prøver på den undersøiske flora og fauna beundrede jeg ikke under skæret fra vor elektriske lanterne! De paddehatformede svampe, skiferfarvede søanemoner, blandt andre thalassianthus aster, orgelkoraller, der stod som fløjter og kun ventede på at guden Pan skulle spille på dem, dette havs mærkelige konkylier, som slår sig ned i hulninger mellem koraller, og hvis fod er drejet i en kort spiral, og endelig tusind eksemplarer af en polyp, som jeg ikke før havde set, den almindelige svamp.
Svampenes klasse er den betydeligste af polypgruppen og er det netop på grund af denne mærkelige frembringelse, hvis nytte er uomtvistelig. Svampen er ikke en plante, som endnu nogle natur-forskere antager, men et dyr af den laveste orden, en polypkoloni, der står lavere end korallens. Der er ikke tvivl om, at den hører til dyreriget, og man kan ikke en gang dele den anskuelse fra oldtiden, der gik ud på, at den var en mellemting mellem plante og dyr. Jeg bør dog sige, at naturforskerne ikke er enige om svampens opbygning. For nogle er den en polypkoloni, for andre som Milne-Edwards er den et isoleret og enligt individ.
Svampenes klasse indeholder omtrent tre hundrede arter, som træffes i stort tal i havene og endogså i nogle vandløb, hvor de har fået navn af fluviatiler. Men de foretrækker at leve i Middelhavet, i det Græske Øhav, ved Syriens kyst og i det Røde Hav. Der formerer og udvikler de sig, disse fine bløde svampe, hvis værdi går lige op til hundrede og halvtreds francs, Syriens blonde svamp, Berberiets hårde o.s.v. Men siden jeg ikke kunne håbe at studere disse zoofyter på Levantens stabelpladser, nøjedes jeg med at iagttage dem i det Røde Hav.
Jeg kaldte dg Conseil hen til mig, mens Nautilus med en gennemsnitsdybde på otte-ni meter langsomt strøg af sted langs alle disse smukke klipper på den østlige side.
Her voksede svampe af alle mulige former, stilkede svampe, bladformede, kuglerunde, fingrede. De retfærdiggjorde tilstrækkelig nøjagtigt disse navne af kurve, bægre, tene, elsdyrhorn, løvefødder, påfuglehaler, Neptuns handske, som fiskerne, mere poetiske end de lærde, har tildelt dem. Fra deres fiberagtige væv, der er overtrukket med en halvftlydende geléagtig masse, undslipper uafladelig små sprøjt af vand, som, efter at have båret liv til hver enkelt celle, bliver uddrevet ved sammentrækning. Dennec masse forsvinder efter polyppens død og frigiver ammoniak, idet den rådner. Så er der ikke andet tilbage end disse hornagtige eller gelatineagtige fibre, som er den vaskesvamp der antager en rødlig farve, og anvendes til forskellige formål efter dens grad af elasticitet, af porøsitet eller af modstand mod opløsning.
Disse polypkolonier hænger fast ved klipper, ved bløddyrs skaller, ja, selv ved hydrofyters stilke. De fylder de mindste ujævnheder, nogle breder sig ud, andre strækker sig i vejret eller hænger som korallignende udvækster. Jeg fortalte Conseil, at disse svampe fiskes på to måder, enten med slæbenet eller med hænder. Den sidste metode, der kræver, at man bruger dykkere, er at foretrække, for idet den tager hensyn til polypkoloniens væv, får dette en langt større værdi.
De andre zoofyter, der vrimlede i nærheden af svampene, bestod hovedsagelig af vandmænd af en meget elegant art; bløddyrene var repræsenteret af varieteter af tiarmede blæksprutter, der, ifølge d’Orbigny, er ejendommelige for det Røde Hav, og reptilerne af skildpadder, af den slags havskildpadder, der forsyner vort bord med en nærende og velsmagende spise.
Hvad angår fisk, var de talrige og ofte interessante. Her er de, som Nautilus’ net hyppigst bragte om bord: rokker, deriblandt limmer af oval form, af farve teglstensrøde, på kroppen oversået med uregelmæssige blå pletter og kendelige på deres dobbelte takkede giftbrod, arnacker med sølvskinnende ryg, pigrokker med prikket hale og nogle med uhyre lange kapper, der bølgede i vandet, aodoner, helt uden tænder, en slags bruskfisk, der står hajerne nær, dromedar-kuffertfisk, hvis pukkel ender med en halvanden fod lang giftbrod, slanger, virkelige muræner med sølvskinnende haler, blålig ryg, med brune brystfinner, kantet med en grå bort, fiatoler, arter af stromateer med smalle guldstriber og prydet med de tre franske farver, ligblege slimfisk, fire decimeter lange, prægtige hestemakrel dekoreret med syv smukt sorte tværbånd, blå og gule finner og skæl af guld og sølv, centropoder, guldflammede muller med gult hoved, papegøjefisk, balister, læbefisk, kutlinger o.s.v., og tusind andre fisk, som var almindelige i de oceaner, som vi allerede havde gennemsejlet.
Den 9. februar flød Nautilus i den bredeste del af det Røde Hav, der ligger mellem Suakin på den vestlige kyst og Kunfuda på den østlige kyst, med en diameter på et hundrede og halvfems mil.
Efter at der den dag ved middag var taget bestik, steg kaptajn Nemo op på platformen, hvor jeg befandt mig. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville lade ham gå ned igen uden i det mindste at have følt mig for angående hans endelige planer. Han kom hen imod mig, så snart han havde opdaget mig, bød mig venligt en cigar og sagde:
— Nå, hr. professor, synes De om dette Røde Hav? Har De tilstrækkeligt iagttaget de vidundere, som det dækker, dets fisk og dets zoofyter, dets svampehaver og dets koralskove? Har De set et glimt af de byer, der ligger henslængt ved dets bredder?
— Ja, kaptajn Nemo, svarede jeg, og Nautilus har egnet sig vidunderligt til hele dette studium. Åh, det er et intelligent fartøj!
— Ja, hr. professor, intelligent, dristigt og usårligt! Det frygter hverken det Røde Havs frygtelige uvejr eller dets strømme eller dets skær.
— I virkeligheden omtales dette hav som et af de værste, og hvis jeg ikke tager fejl, havde det i oldtiden ord for at være afskyeligt.
— Afskyeligt, hr. Aronnax. De græke og latinske historikere taler ikke godt om det, og Strabon nævner, at det er særlig hårdt i de periodiske vindes tid og i regntiden. Araberen Edrisi, som skildrer det under navn af Colzumgolfen, fortæller, at skibene forliste i stort tal på dets sandbanker, og at ingen vovede at sejle der om natten. Det er, påstår han, et hav, der er udsat for frygtelige orkaner, forsynet med ugæstfri øer, og» som ikke tilbyder noget godt«, hverken i sine dybder eller på sin overflade. Sådan er faktisk også den anskuelse, som findes hos Arrianos, Agathemeros og Artemidoros.
— Man kan forstå, at disse historikere ikke har sejlet om bord på Nautilus, svarede jeg.
— Javist, svarede kaptajnen smilende, og i den henseende er nutiden ikke længere fremme end oldtiden. Mange århundreder har været nødvendige for at finde dampens mekaniske kraft! Hvem ved, om man om hundrede år vil se en ny Nautilus! Fremskridtene sker langsamt, hr. Aronnax.
— Det er sandt, svarede jeg, Deres skib er ét århundrede, måske flere, forud for sin tid. Hvilken ulykke, at en sådan hemmelighed skal dø med sin opfinder!