Kaptajn Nemo svarede ikke. Efter nogle øjeblikkes tavshed sagde han:
— De talte før til mig om de gamle historikeres mening om sejladsen på det Røde Hav?
— Det er sandt, sagde jeg, men var deres frygt ikke overdreven?
— Både ja og nej, hr. Aronnax, svarede kaptajn Nemo, der forekom mig at kende» sit Røde Hav «til bunds. Det, som ikke mere er farligt for et moderne skib, vel tilrigget, solidt konstrueret, herre over sin kurs takket være den lydige damp, frembød for de gamles fartøjer alle slags farer. Man må tænke på, at disse første navigatører vovede sig ud i både, der var lavet af planker, sammensyet med palmetove, kalfatrede med knust harpiks og indsmurt i hajfedt. De havde ikke engang instrumenter til at bestemme deres kurs, og de sejlede efter gisninger, midt i strømme, som de knap nok kendte. Men i vor tid har de dampere, der besørger sejladsen mellem Suez og sydens have ikke længere noget at frygte af golfens vrede, til trods for de kontrære monsunvinde. Deres kaptajner og passagerer forbereder sig ikke på rejsen med formildende ofringer, og de går ikke ved tilbagekomsten, smykkede med guirlander og gyldne bånd, til det nærmeste tempel for at takke guderne.
— Jeg er enig med Dem, sagde jeg, og det synes mig, at dampen har dræbt taknemmeligheden i sømændenes hjerter. Men, chef, siden De synes specielt at have studeret dette hav, kan De så ikke fortælle mig, hvad oprindelsen til dets navn er?
— Der er, hr. Aronnax, talrige forklaringer på dette emne. Bryder De Dem om at kende den, der udtrykkes af en skribent i det XIV århundrede?
— Det vil jeg meget gerne.
— Denne fantasifulde mand påstår, at det fik sit navn efter israelitternes overgang, da Farao var omkommet i de bølger der lukkede sig igen på Moses’ befaling:
Redningen var underfuld,
Vandet blev så rødt som guld.
Intet andet navn man gav
til det end det Røde Hav.
— En digters forklaring, kaptajn Nemo, sagde jeg, men den vil jeg ikke nøjes med. Jeg spørger Dem altså om Deres personlige mening.
— Nu skal De høre. Efter min mening, hr. Aronnax, må man i denne benævnelse det Røde Hav se en oversættelse af det hebraiske ord» Edrom«, og hvis man i oldtiden gav det dette navn, var det på grund af dets vandes særlige farve.
— Hidtil har jeg dog kun set klare bølger uden nogen farve.
— Ganske rigtigt, men når vi kommer frem til bunden af golfen, vil De lægge mærke til dens ejendommelige udseende. Jeg mindes at have set bugten ved Tur helt rød, som en sø af blod.
— Og mener De denne farve kommer af tilstedeværelsen af en mikroskopisk alge?
— Ja. Det er et slimholdigt, purpurfarvet stof, som frembringes af disse svage spirer, der kendes under navnet trichodesmier, og hvoraf der behøves fyrretyve tusind til at opfylde en kvadratmillimeter. Måske vil De se noget af det, når vi kommer til Tur.
— Det er altså ikke første gang, kaptajn Nemo, De sejler igennem det Røde Hav på Nautilus?
— Nej, professor.
— Siden De nu før talte om israelitternes overgang og ægypternes katastrofe, vil jeg spørge Dem, om De under vandene har konstateret noget spor af denne store historiske begivenhed?
— Nej, hr. professor, og det af en udmærket grund.
— Hvilken?
— Det forholder sig sådan, at selve det sted, hvor Moses gik over med hele sit folk, nu er sandet til, så at kamelerne knap kan få våde ben der. De kan forstå, at der ikke ville være vand nok til min Nautilus.
— Og dette sted?… spurgte jeg.
— Dette sted ligger lidt oven for Suez, i den havarm, der tidligere dannede en dyb flodmunding, dengang da det Røde Hav strakte sig lige til Bittersøen. Hvad enten nu denne overgang var mirakuløs eller ej, er israelitterne ikke des mindre gået over for at nå til det forjættede land, og Faraos hær er omkommet netop på dette sted. Jeg tror altså, at udgravninger foretaget der midt i sandet ville bringe en stor mængde våben og instrumenter af ægyptisk oprindelse for dagen.
— Det er klart, svarede jeg, og det er at håbe for arkæologerne, at der vil ske udgravninger før eller senere, da der vil blive bygget nye byer på tangen efter gennemførelsen af Suezkanalen. En kanal, der er ganske unyttig for et fartøj som Nautilus!
— Ganske vist, men nyttig for hele verden, sagde kaptajn Nemo. I oldtiden forstod man godt, hvor nyttigt det ville være for handelsforbindelserne at etablere samkvem mellem det Røde Hav og Middelhavet; men man tænkte ikke på at udgrave en direkte kanal, og man tog Nilen til gennemgangsled. Højst sandsynligt blev den kanal, der forenede Nilen med det Røde Hav, begyndt efter Sesostris, hvis man skal tro traditionen. Sikkert er det, at 615 før Kristus påtog Neko sig arbejdet med en kanal, næret af Nilens vande, tværs gennem den slette i Ægypten, der vender mod Arabien. Man kunne sejle op ad denne kanal på fire dage, og den var så bred, at to triremer kunne sejle ved siden af hinanden. Arbejdet blev fortsat af Darius, Hystaspes søn, og sandsynligvis fuldendt af Ptolemæus II. Strabon så den blive brugt til sejlads; men at dens fald var så svagt mellem dens udgangspunkt, i nærheden af Bubastis, og det Røde Hav gjorde, at den kun var sejlbar nogle måneder om året. Denne kanal tjente handelen lige til Antoninernes århundrede; forladt, tilsandet, så istandsat efter kalifen Omars ordre, blev den i 761 eller 762 definitivt opfyldt af kalifen Al-Mansor, der ville forhindre, at der kom levnedsmidler til Mohammed ben Abdallah, som havde gjort oprør mod ham. På sin ekspedition til Ægypten fandt Deres general Bonaparte sporene af disse værker i ørkenen ved Suez, og overrasket af tidevandet var han lige ved at omkomme nogle få timer før han nåede Hadjaroth, netop der, hvor Moses havde slået lejr tre tusind, tre hundrede år før han.
— Nu vel, chef, det som oldtidens folk ikke vovede at påtage sig, denne forhindelse mellem de to have, der vil forkorte vejen fra Cadiz til Indien med ni tusind kilometer, det har de Leseps gjort, og inden længe har han forvandlet Afrika til en umådelig ø.
— Ja, hr. Aronnax, og De har ret til at være stolt af Deres landsmand. Det er en mand, som en nation har større ære af end af de større feltherrer! Han er som mange andre begyndt med bryderier og afvisninger, men han har triumferet, for han har viljens genialitet. Det er trist at tænke på, at dette arbejde, der burde have været et internationalt værk, og som havde været tilstrækkeligt til at gøre en herskers regeringstid berømt, kun bliver ført igennem ved én eneste mands energi. Derfor: Ære være de Lesseps!
— Ja, ære være denne store borger, svarede jeg, ganske overrasket over det tonefald, hvori kaptajn Nemo lige havde talt.
— Uheldigvis, fortsatte han, kan jeg ikke føre Dem gennem Suezkanalen, men De kan få Port Saids lange havnemoler at se i overmorgen, når vi er i Middelhavet.
— I Middelhavet! udbrød jeg.
— Ja, hr. professor. Forbavser det Dem?
— Det, som forbavser mig er, at vi skal være der i overmorgen.
— Virkelig?
— Ja, chef, skønt jeg burde være vænnet til ikke at lade mig forbavse over noget, når jeg er på Deres skib!
— Men hvad er anledningen til denne overraskelse?
— Anledningen er den frygtelige hastighed, som De vil være nødt til at forlange af Nautilus, hvis den i overmorgen skal være i Middelhavet efter at være sejlet rundt om Afrika og have rundet Kap det Gode Håb!
— Og hvem siger Dem, at den vil sejle uden om Afrika, hr. professor? Hvem taler am at runde Kap det Gode Håb?
— Med mindre Nautilus navigerer på landjorden og passerer hen over tangen…
— Eller under, hr. Aronnax.